Sølle
Troværdige - men kun med tro på egne værdier

Danmarks Radio og TV2 har det syn tilfælles, at irerne nærmest har været en slags forbrydere, der nu er kommet tilbage på rette spor efter at være blevet vejledt. Irerne stemte nej ved en folkeafstemning i fjor, og nu har de stemt ja - og ingen kan være i tvivl om, hvis de hører de stats-indrammede fjernsyns-stationer, at det er meget lykkeligt, hvad irerne har gjort denne gang - og dybt ulykkeligt sidste gang.

Udsendelsen Deadline på Danmarks Radio2 var i vanskeligheder lørdag aften efter irernes afstemningsdag. Tallene fra Irland var ikke kommet endnu, men valgdeltagelsen var lav, så der var over hele udsendelsen en opgivende sørgmodighed, der ikke rimer godt med Deadlines tanker om sig selv som noget af det mest afvejede, værdifri, saglige og fordomsfri, der kan opdrives i dansk presse.

Jeg ser det ikke som noget godt, at en journalist mangler holdninger og standpunkter. Det er rart at vide, hvor et menneske står. Så kan man langt lettere skønne over ordvalget, der bliver brugt - og de mennesker, der bliver valgt til at måtte udtale sig.

Men hvis en nyhedsudsendelses ansvarlige opfatter sig selv som afvejede, værdifri, saglige og fordomsfri, så må de også dømmes, når de ord, der vælges, klart har til hensigt at påvirke og at fremstille nogen med een holdning som helte og modstanderne af den holdning som skurke.

Deadline skryder på Danmarks Radios hjemmeside af sig selv med ordene: "Deadline røg efteråret 2002 direkte ind på en 1. plads på Berlingske Nyhedsmagasins troværdighedsanalyse foran samtlige andre danske medier." Så vidt jeg husker var det samme undersøgelse, der hævdede, at Nationalbankens direktør, Bodil Nyboe Andersen, og tidligere økonomiminister Marianne Jelved hører til de troværdige. Skønt det just var dem, der tog mest fejl i påstandene om, hvad der ville ske med den danske krone, hvis danskerne sagde nej til euroen. Den hele troværdighed har ikke noget at gøre med, at Deadline så lidt som de to kvinder siger noget, man kan have tillid til. Det fremføres blot i en tilsyneladende afvejet, værdifri, saglig og fordomsfri form, men ordene er skalkeskjul for politisk standpunkttagen og vildledning. Som virkeligheden viste det.

Deadline blev lørdag aften forvaltet af Martin Krasnik. Om ham siger Danmarks Radios hjemmeside: "Cand.scient.pol. Tidligere udlandsredaktør på Weekendavisen. Tidl. korrespondent i London og Jerusalem for Weekendavisen."

Krasniks afvejede, værdifri, saglige og fordomsfri holdning til irernes afstemning om Nice-traktaten fik ham til at sige til indledning: "EUs udvidelse er lagt i hænderne på sølle 2,9 millioner irere". "Forkælede europæere i hele unionen kan ikke lige se det væsentlige i Europas samling. Hvordan er det lykkedes EUs politikere at smide den vindersag på gulvet?"

"Sølle" er efter ordbogen i slægt med engelsk silly - dum, og vi bruger ordet om sølle stakler eller om noget, der er ringe. Der var ikke noget sølle i det, der skete i Irland lørdag. Det var en fuldt lovlig folkeafstemning, lovlig efter irske regler og efter EUs regler. Tværtimod at være sølle var afstemningen udtryk for noget, der ganske vist ikke klinger godt i nutidige øren, nemlig demokrati.

At der er 2,9 millioner irske vælgere, giver ikke landet færre demokratiske rettigheder end England, Tyskland, Italien og Frankrig. Jeg ved godt, at mange ønsker det ændret, men til nu hører det demokratiet til, at et selvstændigt land - stort eller lille - selv kan afgøre, om det vil slutte sig til en traktat eller ej.

Det var ikke EUs udvidelse, der var lagt i hænderne på irerne. Det var Nice-traktaten, som var til afstemning - og alle femten lande i EU til nu er optaget uden Nice-traktat, så der findes andre muligheder for optagelse end dem, EUs magthavere ønsker sig lige nu.

Det har aldrig været klart, om irerne var imod udvidelsen af EU med østlandene eller ej. Der er gjort alle mulige forsøg fra EU og de irske EU-partier på at hævde, at det var andre spørgsmål, der fremkaldte det irske nej til Nice-traktaten i fjor.

Men selv om irerne måske egentlig ikke ønsker en udvidelse af EU, så er der stadig forskel på udvidelse af unionen og Europas samling, især er det åbent hvad den samling skal gå ud. Og irerne er i hvert fald ikke mere modstandere end franskmænd og englændere.

I hvert fald er det ikke udtryk for forkælelse at være modstander af Nice-traktaten. Det er fordummende at vælge ordet "forkælelse" i den sammenhæng. Ordet tilslører de dybe modstykker, som er indeholdt i hele spørgsmålet om udvidelsen. Endog mange, som er ivrigt modstandere af EU, er på samme tid helt selvsagt og uden vanskeligheder for sammenhængen i deres holdninger ivrige tilhængere af, at østlandene selv får mulighed for frit at tage stilling til, om de vil med i EU eller ej. Men de samme mennesker kan lige så oprigtigt og uden at kunne stemples som forkælede være modstandere af Nice-traktaten, der jo netop er udtryk for de stores EU-landes forkælelse, fordi de udnytter stillingen før optagelsen af østlandene til at sikre sig selv øget magt på de små landes regning.

Det får vi aldrig en redelig drøftelse af, og Deadline er en af hindringerne. Hvem var nemlig indbudt til at drøfte det irske valg, mens stemmerne blev talt op, selvsagt to EU-tilhængere, Europa-minister Bertel Haarder og Steen Gade fra det såkaldte "Nyt Europa". På et tidspunkt da man end ikke anede, om det blev ja eller nej i Irland, var det ja-siden, ordet blev givet til og kun ja-siden. Og Martin Krasnik bød dem ikke journalistisk modspil, men sang med på den forkælede sang, som lød mere og mere forkølet.

EUs udvidelse skildres af Martin Krasnik, udsendelsens tilrettelægger, som en vindersag, der er tabt på gulvet. Fremmer det den troværdighed, udsendelsen Deadline selv skilter med, at tale så enøjet om et emne, der helt selvsagt vækker drøftelse i hvert EU-land og så sandelig også i østlandene. Hvor hører ordet vindersag i det hele taget hjemme i den sammenhæng, og er noget tabt på gulvet, fordi det møder demokratisk indsigelse og tolkes forskelligt fra folk til folk?

TV2-Nyhederne søndag aften kl. 19 lod onkel oplæser indlede med at sige, at "næsten to trediedele af irerne stemte ja til en udvidelse af EU". Det er to fordrejninger.

Det var ikke to trediedele af irerne, der sagde ja, men en trediedel. Det var derimod to trediedele af de afgivne stemmer, men det nævnte TV2s oplæser ikke. Og afstemningen gjaldt hverken i fjor eller nu optagelsen af østlandene i EU. Det er ikke til afstemning. Der blev stemt om Nice-traktaten, som ændrer magtforholdene i EU før optagelsen af flere lande, således at de store lande får større indflydelse.

Hele fremstillingen var en klar fordrejning, der havde til hensigt at påvirke seerne til at se afstemningen i Irland som noget positivt, hvad hver enkelt seer vel egentlig har ret til selv at tage stilling til.

Senere sagde onkel oplæser, at 63 procent af irerne sagde ja, hvad de ikke gjorde. Det kan enhver indse. Ikke engang halvdelen af irerne satte kryds, men blev hjemme. Valgdeltagelsen var kun på 48,5 procent, og det er af dette mindretal af det irske folk, 63 procent har sagt ja.

Det er svært at se anden hensigt med TV2s vrangbillede end at fremstille ja-sejren som overvældende, hvad den selvsagt ikke er, når ja-sigerne udgør en trediedel, mens nej-sigerne og de, der valgte ikke at stemme, udgør to trediedele af det irske folk. Det er tværtimod en meget spinkel sum efter magthavernes nedtromling af nej-siden gennem et helt år med ti gange så mange penge til rådighed som modstanderne. Den forskel i oplysnings-mulighed var der ingen plads til for bar jubel i nyheds-redaktionen.

Oplæseren lykkedes med at sige endnu engang, at to trediedele af befolkningen havde stemt ja, og derefter tog TV2s EU-medarbejder Svenning Dalgaard fat på at forklare, hvad nej-sigerne har haft af andre grunde end modstand mod Nice-traktaten til at sige nej sidste gang. Mange irere "anede ikke, hvad det gik ud på". Derimod blev der ikke i redelighedens navn gjort noget forsøg på at skildre, hvad de få ja-sigere nu kan have som grund til at stemme ja ud over at være tilhængere af Nice-traktaten. Tidligere på dagen havde Danmarks Radios medarbejder Mette Fugl i mægtigt søndags-regnvejr skildret, at hvis det havde regnet sådan på afstemnings-lørdagen var resultatet måske blevet et andet. I TV2-Nyhederne var alt solskin i redaktionens utilslørede ja-jubel.

Oplæseren var meget optaget af, at irerne åbenbart havde skiftet standpunkt. Men det kan man ikke se af afstemnings-tallene. Man kan kun sige, at der var større fremmøde end i fjor, og at blandt de fremmødte var der flere ja-folk end sidst. Om nogen har skiftet standpunkt, kan ingen stemmeseddel fortælle. I så fald ville den være ugyldig i Irland som herhjemme.

Svenning Dalgaard, TV2s EU-medarbejder, var lige ved som sin egen mening at sige, at irerne havde stemt som de gjorde denne gang for at lukke østlandene "ind i varmen", men faldt så over ordene og sagde, at folk, han havde talt med, sagde sådan. EU er varmen for TV2-Nyhederne, derfor får modstandere den kolde skulder.

EU-kommissionens formand, Romano Prodi, brugte sine egne ord, da han i TV2 sagde, at "det irske folk har vist, det går stærkt ind for EU". Nu er Prodi jo lige blevet irettesat af statsminister Fogh Rasmussen for at kalde den bindende euro-aftale, som Tyskland, Frankrig og flere lande har svært at holde, for stupid. Og Prodis ord om, at "det irske folk har vist, det går stærkt ind for EU". er lige så grinagtige, hvis han mener, man går stærkt ind for EU, når ikke engang halvdelen deltager i EU-afstemning, og af den halvdel er det kun seks af ti, der holder med EU. En trediedel af det irske folk har sagt ja - og dermed skulle irerne så vise, at de går stærkt ind for EU. Det kan blive småt for enhver.

© Poul Erik Søe20. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside