Snigskytte
USA vil gerne lege verdens politibetjent, men er en vilkårlig snigskytte

Der går i dagene her en snigskytte rundt i Washington og dræber folk helt vilkårligt. Det skaber selvsagt rædsel. Ingen ved sig sikker.

Snigskytten er samtidig det rette billede på USAs handlinger på verdensplan. Washington vil gerne lege "verdens politibetjent", men USA er endt som en snigskytte, der vilkårligt plaffer løs, hvor og når det passer i det politiske kram.

Verdens rædsel er som Washingtons rædsel. Og meningen er rædsel, det danske ord for terror. USA er ramt af terror og svarer igen med terror - uden mål og med, vilkårligt, fordi ingen ved, hvem og hvor den egentlige fjende er. Svaret på terroren har terrorens væsen, vilkårlighed.

Det første mål for et år siden var Afghanistan. USA angreb de folk, amerikanerne selv havde bragt til magten i Afghanistan.

USA havde tidligere leveret midler og våben til de selvsamme folk, da Sovjetunionen havde besat Afghanistan. Da den sovjetiske hær var tvunget i knæ, lovede den amerikanske præsident Ronald Reagan hjælp til Afghanistans opbygning. Hjælpen kom aldrig. USA overlod Afghanistans skæbne til en borgerkrig og bragte på den vis Taliban til magten. Nu fjernede USA Taliban ved hjælp af Den nordlige Alliance, en anden folkegruppe, som tidligere havde ødelagt og terroriseret Afghanistan.

Ingen kan i dag sige, om den amerikanske og vestlige terror mod Afghanistan har ændret noget som helst ved terrorismen i verden. Sejren til i dag synes at være standsningen af en afghansk bryllupsfest, som blev bombet sønder og sammen.

Ingen synes at tro på, at Afghanistan-krigen har haft nogen som helst virkning. Fredsbevarende bomber har altid været svære at fremstille. Der er både i det amerikanske folk og i det engelske folk langt fra flertal bag præsidentems og premierministerens krigslyst.

Heller ikke den amerikanske regering tror et øjeblik på, at man fik, hvad man i ord påstod at gå efter. For at skjule indre vanskeligheder for amerikanske vælgere midt i valgkampen og for at dække over den fejlslagne krig i Afghanistan vil Bush og hans snigskytter haste ind i en ny krig.

Irak er udvalgt som næste offer. Den amerikanske efterretningstjeneste har sikkert for længe siden udvalgt de irakiske brudepar, der skal have sig en fredsbevarende polterabend.

Irak og landets leder, Saddam Hussein, er USAs gamle fælle. USA godstemplede forud Iraks overfald på Kuwait, ellers havde Saddam Hussein aldrig gjort det. De våben, irakerne brugte mod Kuwait, var fortrinsvis amerikanske. Igen er det helt vilkårligt, hvor og hvornår snigskytten i Washington slår til.

USA udøver vilkårlig terrorisme i det, der selvsagt hedder krigen mod terrorismen. Til nu har andre lande, dog oftest fra bukkende lakaj-højde, hindret USA i at gå i lag med krigen mod Irak uden om FN. Men England og USA prøver med alle midler at banke verdens lande på plads.

Fra alle med kendskab til Irak, også FNs tidligere vicegeneralsekretær Sponneck, lyder det, at der ikke er noget bevis for påstandene om de masseødelæggelses-våben, Irak hævdes at have. I hvert fald er der ikke et krigs-grundlag, som ikke har været der gennem de sidste ti år. Det passer bare i USAs kram, at det skal ske nu. Når alt så er sønderbombet, kan amerikanerne hævde, at de har tilintetgjort frygtelige våben, der i ruinerne ikke vil være til at skelne fra knuste bryllups-gaver.

Irak og Saddam Hussein har ikke overholdt alle FNs påbud. Det har USA heller ikke. Men den værste overtræder er Israel. Der er kun vilkårlighed og magt som grund for, at Irak skal smadres for, hvad Israel gør i langt større målestok.

Det er Israel, som med amerikanske penge- og våben-hjælp er terror-skaberen i disse år med sin helt vilkårlige magtudøvelse over et besat folk. Alt andet er snak. Gårsdagens nyeste israelske massakre fortsætter terror-bølgen. Der er ingen, absolut ingen forskel på palæstinensiske selvmordsbomber og israelske missiler - bortset fra der dør flest palæstinensere.

Der lyder da efterhånden en smule indsigelse mod Israel, også fra vestlige lande, men ikke med den alvor, som er nødvendig. Den alt for megen tavshed, de alt for forsigtige ord i omgangen med Israels rædsels-spredning gør de vestlige lande til medspillere i Israels terror-krig mod det folk, som israelerne har stjålet landet fra.

Nogle danske jøder har haft mod og hjerte til at sige fra over for Israel - både her i landet foran den israelske ambassade og i israelsk presse. Det er den alvor, danske politikere og de vestlige landes ledere bør leve op til.

Det er ofte velgørende at høre den danske udenrigsminister Per Stig Møllers udtalelser, selvom om også han forsigtigt "træder vande i ørkenen". Landets statsminister synes ikke at være til. Han er blevet et gennemsnit af ingenting, et mødested for modsætninger, han ikke vil være ved og ikke kan give ord. En statsleder kan ikke nøjes med at gætte standpunkter, som vil tækkes de store eller de fleste. En leder forventes at udtrykke sit folks meninger, og er der er delthed da at kunne bygge bro mellem modstykkerne i ord, vi kan være fælles i. Anders Fogh Rasmussen har forladt sit folk og efterladt os i tomhed og politisk ensomhed.

© Poul Erik Søe8. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside