Skammens dag

Det er skammens dag i unionen. Irerne er blevet tvunget til i dag at stemme om, hvad de allerede har sagt nej til. Det er nu blevet en fast regel i EUs mangel på folkestyre,. at et folk aldrig tages alvorligt, men bliver sat til at stemme om igen, indtil magthaverne får deres vilje.

Som vi selv har oplevet det i Danmark 1992-93, da vi stemte om Maastrict-traktaten, så tager man ikke folkets ord alvorligt, men indleder en gætteleg om, hvorfor der er stemt nej. I Irland er det politisk vedtaget, uden at nogen kender de dybere årsager, at irsk ønske om fortsat irsk neutralitet var afgørende for, at det blev nej.

Irerne kan have god grund til at tænke sådan. Flere irere end englændere er forblødt for det engelske imperium. Der var ingen tvungen værnepligt i den irsk-engelske union. Soldaterne meldte sig frivilligt. Nøden var størst i Irland. Irske unge havde ingen anden udvej end at sælge deres krop og liv til den engelske sag, som ikke var deres. Nu frygter mange irere, at nye tusinder skal dø på vilkårlige slagmarker, som en EU-hær sendes ud til.

Derfor er der denne gang forud for dagens afstemning fra EU sagt nogle uforpligtende ord om irsk neutralitet. Ordene kan laves om når som helst. Det er rent narreværk. Og på den baggrund har så de irske ja-partier sat ti gange så mange penge som nej-folkene ind på at omgøre det irske folks nej.

Undervejs har det så vist sig, at i virkeligheden udtrykte irerne en mistillid, som de fleste folk folk i EU har til unionen. Menneskeligt set er der stor vilje til at få østlandene med, og der er frisind også blandt EU-modstandere til helt selvsagt at sige, at optagelse i EU eller ej må afgøres af hvert enkelt folk.

Men EUs kommission og ministerråd har forberedt optagelsen af østlandene så elendigt som tænkes kan, mens de samtidig har pålagt østlandene umådelige omkostninger og afsavn for at blive godtaget som mulige nye medlemmer.

Intet er rede til optagelsen af østlandene. Landbrugs-støtten, der for en dansk landmand udgør i snit en halv million kroner om året, er ikke aftalt, men er tilbudt så ringe, at østlandenes folk allerede selv ser sig som andenklasses deltagere i unionen.

Der males skønmalerier af markeds-væksten som følge af optagelsen, men først i den allerseneste tid - i Danmark i går - røbes det, at der i aftalerne med østlandene skal indgå en særlig "sikkerhedsmekanisme". Meningen er at hindre indvandring fra østlandene. En græker kan slå sig ned efter egen lyst i Danmark, ikke en estlænder. Der skal i en årrække skabes nye grænser.

Hvis irerne var blevet taget alvorligt, da de første gang sagde nej, havde de andre EU-lande forberedt sig ordentligt og anstændigt på øst-udvidelsen. Nu er modstanden og de nye grænse-dragninger i sidste øjeblik en krænkelse af de lande, som kæmpede sig fri af Sovjetunionen, og som nu mødes af EU som andenrangs folk.

Land for land viser det sig, at EU-toppens storhedsvanvid og magtsyge i sammenhæng med udvidelses-muligheden har hindret folkelig drøftelse i de enkelte lande. Folkene står uforberedte og med en vrantenhed, som skyldes manglende åbenhed blandt EU-politikerne. Kun i de nordiske lande er der - og har der hele tiden været - en større velvilje i forhold til østlandene end gennemsnittet blandt EU-landene.

Hele fremstillingen af Irland som skurken, der med et nej til Nice-trakten har spændt ben for øst-udvidelsen, fremtræder nu som pur tankespind. Holland, tilmed et af EU-grundlæggerlandene, har fået sin regering sprængt på spørgsmålet om øst-udvidelsen. Modstanden mod EU og mod udvidelsen er åbenbar, men er holdt skjult i årevis, fordi der er ingen demokratisk drøftelse har fundet sted.

Det er skammens dag i EU. Men det er ikke det irske folk, der skal skamme sig. Tværtimod er det demokrati-løse EU blevet udstillet som sjældent før. Det er der grund til at takke irerne for. Det var ikke nytteløst, at de sagde nej. De har rejst en skamstøtte for EU. Og der er grund til medfølelse i dag, hvor pengemagt og politisk vildførelse skal knuse den redelighed, irerne har vist fra første færd.

EU er selvsagt klar med tanker om, hvordan den slags nej-afstemninger kan undgås i fremtiden. I Bruxelles har det i fuld alvor været foreslået, at lande, der med folkeafstemninger hindrer ændringer i EUs traktaten, skal kunne smides ud. Så der er håb, hvis Europas folk tør sige nej tilstrækkelig mange gange.

© Poul Erik Søe19. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside