Putins
selvvalgte
stuearrest

Den russiske præsident Putin er tidligere spion i det hemmelige politi KGB. Han har fået sine arbejdsvaner der. Og han har forståeligt nok svært ved at lægge vanerne af. Vi er jo alle mennesker...

Der er heller ikke noget at sige til, at Putin som andre russere har det svært med det her folkestyre, som nogen kalder demokrati. Russerne havde indtil for elleve år siden ikke prøvet andet end zarens enevælde og kommunismens diktatur. Og dansk demokrati var da også langt fra på plads og i orden efter elleve år. Der skulle mange erfaringer til, før dansk folkestyre blot blev nogenlunde - og fuldkomne bliver ingen.

Der er egentlig kun een måde at lære demokratiet på - ved at handle, tage fejl og lære af fejltagelserne. For Putin og Rusland går det fint med første del, men det kniber med at tage ved lære.

Putin skal på tur til Danmark og møde dronningen og Anders Fogh Rasmussen. Den slags udvekslinger er gode nok, og der kan også blive snakket lidt demokrati, selvom de fleste og rigeste erfaringer gør man i sit eget folk.

Putin kommer, fordi der skal være et møde mellem Rusland og EU. Og da Danmark er formand for EU, så skal det ske i København. Det vigtigste er altså ikke mødet med dronningen, selvom Margrethe kunne lære den folkevalgte Putin ikke så lidt om et lederskabs omgang med folkestyret. Derfor er det mest synd for Putin selv, hvis han ikke kommer.

Rusland truer nemlig Danmark med, at Putin bliver væk. Nu er det jo ikke sikkert, det ses som en trussel. Der er jo gæster, man mest ser af pligt, og det kan være en hel lettelse, når de sender afbud.

Da Niels Helveg Petersen var udenrigsminister, havde han en sær skik med at modtage gæster i lufthavnen og også holde mødet med dem ude på landingsbanerne. Det var ikke for at spare hotelpenge. Men på den måde var det, som om den måske lidt omstridte gæst ikke rigtigt var i landet, selvom mødet blev holdt alligevel. Måske det var en løsning med Putin.

Putin vil ikke komme, fordi der skal være et andet møde i Danmark i samme måned. En dansk bevægelse har indbudt til et møde om Tjetjenien. Der kommer også tjetjenere. Mødet skal ikke være samtidig med Putins fastsatte gæsteri her. Det er sådan set ærgerligt.

Det, der just er sket i Moskva og så mange gange før mellem russere og tjetjenere, viser, at voldsvejen, som begge parter bruger grusomt, ender blindt. Et demokratisk møde med en samtale er eneste vej ud af Ruslands krænkelse af menneskerettighederne i Tjetjenien. Enhver ved det. Mange tusinde russere og tjetjenere skal dø endnu, før de sætter sig sammen. Men en dag vil de være nødt til det. Og så kunne det lige så godt være her i november i København.

Men nu er der jo ingen andre end den bevægelse, der har indbudt til møde i København, som kan vælge, hvem der skal indbydes. Og Putin er ikke indbudt.

Putin vil ikke være gæst i en by, hvor tjetjenere også kommer til møde. Tjetjenerne er ellers efter russisk opfattelse del af Rusland. I hvert fald er landet Tjetjenien og olie-rigdommen russernes, mener Moskva. Tjetjenerne har russerne aldrig holdt meget af. Det er i øvrigt gensidigt.

Halvanden million tjetjenere blev tvangsflyttet fra deres land under kommunismen - for at give plads til russere, der flyttede ind i Tjetjenien og efterhånden skulle tage flertalsmagten. Samme fremgangsmåde som russerne brugte i Estland, Letland og andre nabolande. Under Jeltsin og Putin har russerne i to krige kun stræbt efter at dræbe og fordrive tjetjenerne, først og fremmest de civile.

Nu skal nogen af tjetjenerne så med til et møde i København, tilrettelagt af danskere. Det er god demokratisk skik. Sådan gjorde vi også under Vietnam-krigen. Danskerne var værter for et tribunal, som drøftede amerikanernes krig. Amerikanerne var vrede over mødet. Men de kunne intet stille op. Den danske grundlov giver os ret til at holde møder. Og det er vi ret vilde med - og vi indbyder gæster til møderne, som vi lyster det.

Så Putin vil få samme svar, som amerikanerne fik dengang. Og havde han været en dygtig spion, så kunne han have fundet ud af den enkle sag selv. Den danske regering, politiet og militæret har ingen som helst ret eller myndighed til at forbyde eller aflyse den slags møder, når møderne da ikke har vold som mål.

Der er dog også i Danmark mennesker, som glemmer grundloven, friheden og demokratiet af og til. De synes, man kan pille lidt ved grundloven eller gemme den under skørtet, når frihed og demokrati bliver for svært og upraktisk. Denne gang er Dansk Folkeparti hoppet på limpinden og vil have regeringen til at overtale tilrettelæggerne af Tjetjenien-mødet til at aflyse eller flyttet det fuldt lovlige træf.

Dansk Folkeparti ville have glimrende muligheder for at få deres vilje i den sag, hvis partiet var russisk, hvad der dog nok ville kræve en navne-ændring. Herhjemme derimod kigger vi lidt til de danske folkepartister og smiler skævt. Det er kun en uge siden, de med Søren Krarup som fanebærer var helt vilde med at værne ytringsfriheden. Nogle af deres egne var blevet dømt efter racismeparagraffen. Da stod partiet hårdt på ytringsfriheden. Nu gælder det andres ytringsfrihed, så er de store ord blevet små.

Det er altså ikke kun Putin i russernes helt nye demokrati, som må lære, men også danskere efter mere end 150 års grundlov. Selvsagt gælder ytringsfriheden for enhver, men skal man udtrykke dens egentlige værdi, så er det, at ytringsfriheden først og fremmest gælder ens modstandere. Så hvis Putin alligevel kommer, er der ingen grund til, at han møder Dansk Folkeparti. Der er for lidt demokrati at lære der. Nu har man da heller ikke hørt, at Putin har bedt om netop det møde. Han vil jo slet ikke komme.

"Hvis et møde for terroristernes medskyldige finder sted, vil et topmøde mellem Rusland og EU blive umuligt," hed det søndag i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium, der blev citeret af det franske nyhedsbureau AFP. Det er hykleri. Selv rædslerne i Moskva-teatret er for intet at regne mod den terror, russerne har brugt mod tjetjenerne i nutid og gennem 150 år.

Men den russiske ordlyd viser, at de ikke har greb om demokratiets væsen. På dansk jord at tillade et lovligt møde om russernes folkemord i Tjetjenien kaster ingen skygge på regering eller folketing. De er der for at værne grundloven. Ordet er frit i Danmark. Folketings-medlemmerne har endda skrevet under på grundloven for at understrege alvoren i det.

Mødet om Tjetjenien var tilmed aftalt før teater-rædslerne i Moskva. Dengang havde russerne ingen indsigelser. Putin ville gerne komme. Rusland misbruger øjeblikket og de følelser, vi alle har efter gidsel-tagningen.

Putin bør indse, at vil han ikke komme til København med den grund, han giver, er der få, han kan mødes med i fremtiden. Da slet ikke den amerikanske præsident Bush, der i sin valgkamp sagde, at Rusland ikke kunne få hjælp fra verdens-samfundet, hvis det fortsatte krænkelserne af menneskerettighederne i Tjetjenien og drabene på civile, kvinder og børn.

Det er få, der ikke ønsker at se Ruslands demokrati blomstre. Der er mange, som gerne ser et frit og folkeligt stærkt Rusland, som med sine mange værdier kan være et modspil til den pengegriskhed, som styrer vestlig politik. Men en præsident, der hykler fredsvilje og ikke vil agte andres demokrati, fortjener den stuearrest, han pålægger sig selv ved at blive hjemme.

© Poul Erik Søe27. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside