Mit hjem er
politiets borg

Det konservative Folkeparti har en politibetjent i spidsen. En af de hyggelige af slagsen. Men modsat hvad vi enfoldigt troede, så er det ikke landsby-betjenten, der i dag er politiets forbillede. Også politifolk ser amerikanske film, og den amerikanske helte- og volds-dyrkelse af de blå spreder sig - den ene danske sag efter den anden om misbrug af politi-magten taler sit tydelige sprog.

Det konservative Folkeparti synes stik modsat partiets tidligere holdning, da det mere end noget andet parti værnede privatlivets fred, at være endt med at foretrække politistaten for borgernes frihed.

Den konservative justitsminister Lene Espersen vil efter nytår fremsætte lovforslag, der ifølge dagbladet Information "skal give politiet lettere adgang til at trænge ind i private boliger uden dommertilladelse".
"Ifølge kommissionen skal politiet have ret til at gå ind i private hjem uden en dommerkendelse, hvis formålet er at opretholde offentlig orden, at afværge fare for en person eller for at sikre statens sikkerhed. På den måde får politiet blandt andet lov til at overvåge demonstranter, filme optøjer fra private boliger eller skyde genvej gennem lejligheder og haver."

Politiets ledelse og højesterets præsident har været med i en kommission, som barsler med forslaget, der vil give tanken om "privatlivets fred" så tyndt et indhold, at det bliver uden mening. Det hele smager af modetrælleri og en grov politisk politi-udnyttelse af tidens rædsel - demokratiet og friheden indskrænkes og selvsagt for at værne demokratiet og friheden. Hvad højesterets præsident laver i den sammenhæng er svært at begribe.

Det er tid til at minde Det konservative Folkeparti og partiets justitsminister om den konservative grundholdning. Det konservative Folkeparti sagde i 1968, at "de store tekniske forandringer skaber hidtil uanede muligheder for materielle fremskridt, men rummer også en dybt alvorlig risiko for mennesket. Også på de mere fredelige områder. Denne fare angår det enkelte menneskes og den enkelte families personlige frihed og ret til at leve et privat liv".   

Man må håbe, at Det konservative Folkeparti ikke har glemt sin fortid som forkæmper nummer eet for privatlivets fred. Det meste i nutiden undergraver privatlivets fred, mest tekniske opfindelser som muliggør indtrængning. Yderligere at indskrænke borgerens frihed er at føje spot til skade. Dansk friheds-skik lider og mangler de grundholdninger, som engang også var Det konservative Folkepartis.

Dagbladet Politikens London-medarbejder Henrik Ringsted fortalte engang, at en ældre oberst begejstret havde giftet sig med en ung dame. Hans begejstring kunne ses fra toppen af omnibusserne, der havde stoppested ud for hans rækkehus, hvor sovekammeret efter skik og brug var på første sal. Man henstillede, at han anskaffede sig et rullegardin, men han anlagde sag mod busselskabet for krænkelse af privatlivets fred. Og han vandt sagen. De måtte flytte stoppestedet.

Arkitekten, lampe-manden og oprøreren Poul Henningsen kommenterede den historie sådan: "Herhjemme var han blevet idømt adskilligt for krænkelse af den offentlige blufærdighed, selvom hans sovekammer lå mod gården og anmelderen skulle stå på tæer på køkkenbordet for at se noget. Mon ikke det engelske system selv er principielt rigtigere end det danske? I hvert fald var det rart, om vi nærmede os det lidt, og den reform kan kun komme ovenfra."

Det konservative Folkeparti gjorde engang Poul Henningsens tankegang til en mærkesag. Tør man håbe, de konservative for en gangs skyld er konservative?

© Poul Erik Søe 23. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside