Når irerne skal stemme
om Nice for tredie gang

Irland har nu stemt to gange om den såkaldte Nice-traktat, der før udvidelsen af EU med østlandene skal sikre de store EU-lande større magt. I går blev det et ja fra irerne. I juni sidste år sagde irerne nej.

Det står altså 1-1 mellem tilhængere og modstandere. Nu venter vi spændt på den tredie og afgørende afstemning.

For selvsagt bliver der en tredie afstemning. Det var der blevet, hvis irerne havde sagt nej i går, og EU er jo kendt for dybtgående redelighed og demokrati, så det vil unionen leve op til og ligefrem kræve en tredie ombæring i Irland. Nej, sådan er magtsproget ikke. Magthaverne afgør også selv, hvornår folket ikke skal spørges mere og tilstrækkeligt ivrigt kysser nådigherrernes fødder.

Det har altid været god demokratisk skik, at mindretallet bøjer sig for flertallet - ikke for at overtage flertallets synspunkt, men i erkendelse af demokratiets ånd, der forudsætter flertalsmagten. Der er intet demokrati, hvis den regel udvandes. Men det må selvsagt være sådan, at reglen gælder både folk og magthavere. Den ny EU-skabte skik, at man lader folk stemme, indtil de siger, hvad magten vil have dem til, er ikke demokrati, men klart misbrug. Når det sker - som i Danmark og Irland - baner det vej for det, man nu kalder civil ulydighed. I gammel sagde man klart, at nød bryder alle love. Den ret har alle folk, hvis de udsættes for magtmisbrug. Og den manglende agtelse for folkeafstemninger er magtmisbrug.

Ikke engang halvdelen af irerne har deltaget i folkeafstemningen. 48,5 procent satte kryds, og sidste gang var det knap 35 procent. Man kan se på tallene, at den er rivegal med EU-tilslutningen i netop det Irland, der ellers regnes for et af de mest EU-ivrige.

Selv når irerne bankes på plads med millioner af kroner i en kampagne, hvor ja-siden havde ti gange så mange midler som nej-folkene, så lykkes det ikke at overvinde den EU-modvilje, der har bredt sig i Irland, og som Irland deler mere og mere med de katolske fæller i Frankrig og Italien. Samme modvilje, som flertallet af englænderne har og en meget stor del af tyskerne.

I de seneste dage før afstemningen måtte man da også bede den katolske kirke træde ind i valgkampen for at fortælle irerne, at de skulle stemme ja. Det har sandsynligvis bidraget til at få de 14 procent flere til at stemme denne gang, selvom den irske katolske kirke på det allerseneste har mistet troværdighed blandt irerne ved at undlade handling i hundredvis af sager om præsters voldtægt og misbrug af børn. Ikke mindst i Irland er det en rædsel, fordi den katolske kirke kører så stor en del af skolevæsenet.

For udvidelsen af EU med østlandene har afstemningen i Irland ingen virkning. Østlandene kan selvsagt optages i EU uden Nice-traktaten. Alle andre lande er jo optaget i EU uden Nice-traktat. Hvis Irland havde sagt nej i går, ville der trods alle udsagn om det modsatte straks være sket den ændring, at forhandlingerne med østlandene fortsatte på det grundlag, som andre stater, senest Finland, Schweiz, er blevet optaget på.

Præsidenten for EU-parlamentet, ireren Pat Cox, valgt i Munster, har ifølge The Irish Times sagt, at irerne har fjernet den sidste sten fra Berlin-muren. Det er usmageligt vrøvl. Selv den irske regering så ikke irernes nej i fjor som en modstand mod østlandene, men som en uvilje mod EUs vækst i retning af et statsforbund og en frygt for en krænkelse af irsk neutralitet.

Pat Cox slår sig selv på munden ved at frisætte den slags ord-orm med falske følehorn. Irerne har ikke på noget tidspunkt haft flere vanskeligheder ved at godtage østlandene i EU end de fleste andre EU-lande, bortset fra Sverige, Finland og Danmark. Det er jo tydeligt kommet frem den seneste uge, da den hollandske regering revnede på spørgsmålet. Som i de fleste EU-lande holdtes uenigheden skjult i Holland af frygt for at fremkalde en åben drøftelse i det hollandske folk. Man må medgive, at irerne selv tiltog sig den nødvendige åbne drøftelse.

Hvis man skal tolke pressen, så er de egentlige tabere de stakkels "føderalister", der i Brüssel arbejder for at skabe Europas forenede Stater hellere i dag end i morgen. Det meldes, at de havde håbet på et nyt irsk nej. Nice-traktaten giver - efter de folke-undergravende føderalisters syn - staterne samlet for megen magt og kan derfor modvirke det håb, EU-toppen har til en EU-grundlov, der vil blive foreslået næste sommer, og som endeligt skal nedlægge Europas folk og stater.

Men den egentlige taber er nu ikke magtsygen i EU. Taberen er folkestyret, som er krænket og ydmyget ved en afstemning, der allerede var gjort, men som ikke passede magthaverne. Endnu engang kryber et folk i støvet for nådigherrerne. For det irske folk, som gennem unionen med England i århundreder har kendt undertrykkelsen, borer beskidte negle sig ned i gamle sår.

© Poul Erik Søe20. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside