Den lovløse
liberalisme

Der er noget, Anders må hviske Thor i øret

Det er ikke så mange år siden, Anders Fogh Rasmussen måtte have noget hvisket i øret af sin daværende partileder, Uffe Ellemann Jensen. Anders Fogh Rasmussen havde som minister ansvar for såkaldt kreativt bogholderi, en klar ulovlighed. Det radikale Venstre, dengang tungen på vægtskålen, tilkendegav, at de ikke ville godtage handlingen.

Uffe Ellemann Jensen fik forklaret Fogh Rasmussen, at en omgående tilbagetræden som minister var nødvendig. Fogh Rasmussen skulle skynde sig selv at forlade minister-taburetten. Hvis han ventede og i folketingssalen fik et flertal af stemmer imod sig i en tillids-afstemning, ville Fogh Rasmussen for altid være færdig i politik. Hvis han trak sig, ville han senere kunne vende tilbage. Fogh trak sig - og vendte unægtelig tilbage.

Nu er det Fogh Rasmussens tur til at hviske - og finansminister Thor Pedersen bør lægge øre til. Sagen hører nok til de små for en finansminister, men ville være stor, hvis det handlede om en landmand. En landmand har bopælspligt. Thor Pedersen er i lovens forstand landmand og har pligt til at bo på sin gård. Den lov har han ikke holdt.

En minister kan falde på ikke at holde loven. Og det er folketinget, der fælder dommen. Socialistisk Folkeparti kræver, at Thor Pedersen går af, ellers stiller de forslag om at erklære mistillid til ministeren. Stemmer et flertal i folketinget som folkesocialisterne, så er Thor Pedersen færdig.

I øjeblikket ser det ud til, at der ikke kan blive flertal for mistillid til Thor Pedersen. Dansk Folkeparti synes ikke at være rede til at vælte finansministeren. Og selvom selve tanken må være krænkende, synes pressen at gå ud fra, at Venstre og Det konservative Folkeparti helt selvfølgeligt har tillid til en minister, der ikke holder loven. Det er vist det, Venstre kalder kammerateri, når det handler om socialdemokrater.

Venstre står med en sag aldeles som de mange, Venstre har hånet socialdemokraterne for. Anders Fogh Rasmussen har selv stærkest sagt ord imod ulovlighederne, kammerateriet og pamperiet blandt socialdemokraterne. Det er derfor, Anders Fogh Rasmussen er nødt til handle.

Desuden vil det give indtryk af en meget svag statsminister, der ikke tør sætte Thor Pedersen ud, fordi statsministeren selv som minister i sin tid krænkede loven og måtte gå. Selvom der ved et farvel til Thor Pedersen selvsagt vil blive snakket igen om Fogh Rasmussens egen fortid som lov-krænker, så vil det være endnu svagere at være handlings-lammet på grund af egen fortid.

Dernæst er selve Thor Pedersens lov-krænkelse ikke længere det værste. Sagen voksede, fordi han søgte at skjule den og løbe fra den. En uge gik der, før han indrømmede - og selv da med løbske ord i munden af den slags, vi har hørt alt for mange af fra Farum.

Thor Pedersen og hans presserådgiver gik først til modangreb i stedet for at indrømme. Det hele skulle snakkes ned at være nabo-sladder. Og selv en uge efter presse-afsløringen af ministerens lov-brud, er Thor Pedersen i sine fjernsyns-ord dobbelttunget, så man skal høre godt efter, om han mener at have holdt loven eller først vil til at gøre det nu.

Der er hurtigt sket den vækst i sagen, at det hele på grund af finansministeren selv kom til at smage af den fandenivoldske ligegladhed med andre, med loven og folkestyret, som Farum-sagen var så fyldt med i årevis, og som ikke standsede, da afsløringen kom.

Thor Pedersen, som i forvejen længe har udfordret folkestyrets skikke ved at vise en flabet magtfuldkommenhed i samarbejdet med andre partier og måske værst i forholdet til Det konservative Folkeparti, ligner alt for meget en Peter Brixtofte i stil og udenomssnak til, at man blot kan se på forløbet som en lov-krænkelse. Der er tale om en selvdyrkelse og ligegyldighed, en lovløshedens liberalisme, hvor alt er tilladt, når det bare ikke bliver opdaget.

Det er også værd at lægge mærke, at det i Socialistisk Folkeparti er Kristen Touborg, som foreslår folketinget at udtrykke mistillid til ministeren. Kristen Touborg er med sikkerhed ikke en mand, der går med kniv for at slagte andre. Måske er han ikke ligefrem overbærende, men i hvert fald er den dom, han fælder her, med sikkerhed en byrde også for ham selv. Han gennemskuer den ligegyldighed, Thor Pedersen viser dansk demokratisk skik.

Anders Fogh Rasmussen er af Thor Pedersen selv bragt i den stilling, at hvis han værner sin finansminister trods lov-krænkelsen og trods hele den magtgejle holdning i forsøget på at skjule lov-overtrædelsen, så godtager statsministeren også Farum og Peter Brixtofte. Så gør statsministeren sig til talsmand for den lovløse liberalisme.

Selvom det ikke helt synes det rette tidspunkt at mindre statsministeren om det, så har også en statsminister og hans politik en slags bopælspligt - pligten til at høre hjemme i et folkestyre, der aldrig i sin historie vedvarende gav plads for magtmennesket.

© Poul Erik Søe12. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside