Holdninger er
handlinger

Dansk Folkeparti har holdt årsmøde med dannebrog, israelsk rødvin og ord, der havde trang til spidse sig for at skjule, at partiets dagligdag er anderledes end før. Dansk Folkeparti har måttet lære sig, at magtens omkostning i dansk folkestyres mindretals-form er afkald på det klare, det skarpe, det nemme og det salgsfremmende.

Dansk Folkeparti gør derfor brug af den alt for velkendte form, en i ord skarpere udenrigspolitisk holdning for skingert at få vælgerne til at tro, de får den rene vare, mens indenrigspolitikken mere og mere ligner andre partiers vante gang fra forlig til forlig.

Årsmødet var et billede på det, som den tidligere tyske justitsminister fik sagt alt for tydeligt i den nys overståede valgkamp, og som kostede hende stillingen. Krig udadtil med våben eller ord skaber tilsyneladende husfred i eget land, og derfor lurer volden og magt-fuldkommenheden, når der er knas i det hjemlige.

USAs præsident Bush gør det. Et tolv år gammelt manglende opgør med Iraks Saddam Hussein er hentet op af mølposen for at skjule den umulige pengetilstand i amerikansk husholdning. Blair gør det i England ved at stille sig blindt til rådighed for Bush, fordi hans velfærdsløfter ikke kan holdes. Kansler Schrøder gør det i Tyskland ved at skabe luft til amerikanerne - og for at skjule de aldrig indfriede løfter om euroens velsignelser og ledighedens fald. Chirac gør det i Frankrig som alle sine forgængere, der ved tabet af fransk storhed efter anden verdenskrig kun holder navnet oppe ved at spille på tværs af USA.

Begge holdninger, for og imod USAs øjeblikkelige brug af kampen mod terroren som dyne over indre uro, underbygger imidlertid den faktiske tilstand, at USA er alene om verdensmagten. Der er en ny verdensorden. Ikke som følge af Sovjetunionens fald, men ganske enkelt fordi Yalta-konferencens aftaler fra anden verdenskrigs sidste dage mellem Roosevelt, Churchill og Stalin udløb i 1995. Til da var verden delt i to, og begge parter godtog det. Nu er verden alles jagtmark igen. Den gamle regel om, at staters størrelse afhænger af våbnenes rækkevidde, er sat i kraft igen.

Om folkenes indsigelse mod den ny verdensorden gennem Forenede Nationer og mellemfolkelig samtale lykkes, afhænger grundlæggende af hvert enkelt menneskes vilje og mod til at sige fra og til. I hvert fald må vi tro sådan i et folkestyre, om våbnene nok så meget har deres egen grænsesættende og grænseflyttende evne.

Partier er slet og ret foreninger af folk, der nogenlunde vil det samme. Ingen og da slet ikke grundloven har sat partierne til at herske over os. Men dårlig vane gør, at de får indflydelse, mest fordi de kommer hyppigst  til orde på grund af regler og skikke de selv har skabt, og som pressen villigt følger.

Modsat sædvanen i dansk folkestyre har partierne tilpasset sig nutids-formidlingen, der kun har tid til slagord. Et parti skal finde fodslag. Man går taktfast frem mod fremtidens fremadskridende fremskridt. Ethvert andet indtryk forvirrer vælgerne. Det er den måde, der drives politik på. Og det taktfaste, gulvgungrende har altid medvind i urolige tider. Når vi alle er usikre, lønner det sig for politikeren at træde stålsat frem med entydige svar.

Det er dansk folkestyres dybeste arv, der går tabt - indflydelsen gemmen samtale mellem folk, der har modstående synspunkter. Der er ingen samtale. Landsmøder er blevet til skulderklappende frelser-stævner. Målet er at vise enighed, skulder ved skulder, så de usikre vælgere - og hvem er ikke usikker og frygtsom? - kan se, hvor sikkerheden er at finde.

Dansk Folkeparti er ikke ene om det. Socialdemokraterne, Venstre og især Centrumdemokraterne har prøvet at føre sig frem på samme måde. Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre har prisværdigt til nu søgt at fastholde folkestyrets gamle form, kun Marianne Jelved i sær selvtilstrækkelighed er i skred over mod det samtale-løse demokrati. Men Dansk Folkepartis årsmøde er en tydeliggørelse af den ensidighed, partierne mener sig nødt til at føre frem for at indbilde folk, at verden er nem og overskuelig.

Dansk Folkeparti, der for kort tid siden var imod Kosova-krigen og den amerikanske nedgørelse af Forenede Nationer, træder lige nu før krigen mod Irak ganske uden mellemregninger frem ikke bare som USA-støtte, men som USA-tilbeder. Partiet er sikkert endt i den holdning for at skjule, at partiets EU-politik heller ikke bygger på samtaler mellem de forskelligheder, der vitterligt er i det danske folk, men i stedet fremelsker en entydighed, der er salgbar, men ikke holdbar.

Dansk Folkeparti som gummistempel for enhver amerikansk udenrigspolitik er i sig selv latterligt, men slave-brevet overtrumfer i hvert fald statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i ordvalg har nærmet sig samme landskab som Dansk Folkeparti, mens udenrigsminister Per Stig Møller med sin alsidighed - selvsagt er mere indespærret som minister end før - dog sjældent løber løbsk og ender i sine indfalds vold.

Det er ganske enkelt for nemt at lade øjeblikkets magtforhold i USA, en præsident valgt med de yderste fingerspidser som eneste greb om vælger-flertallet, være udtryk for amerikanernes samlede holdning til verdensordenen. USAs krigeriske holdning har ikke kun sit udspring i kampen mod terroren, men også i det forestående midtvejsvalg. Præsident Bush fører valgkamp på udebane, fordi hjemmebanen er glat og ubrugelig.

Der føres en redelig kamp mod terror i verden, og den kamp ligger bedst i Forenede Nationers hænder. Men USA - som Nordalliancen i Afghanistan, præsidenten i Pakistan, statsministeren i Israel og mange andre - har egne selviske mål, som søges fremmet gennem udnyttelsen af enhvers frygt for, at kampen om magt-midlerne løber løbsk. I USA er der tilmed en stærk fløj, der vil bygge et amerikansk imperium med romerriget som forbillede. De bruger til og med ordet imperium mere og mere åbent.

Dansk Folkeparti bliver næppe taget alvorligt, når det nu pludselig godstempler hvad som helst, USA byder på. Det kan se helt anderledes ud allerede på næste årsmøde, og kun den enfoldige tror, at Dansk Folkeparti vil krølle tæer ved at mene det stik modsatte om et år. Det kan Dansk Folkeparti i sin ny USA-tilbedelse tilmed blive tvunget til, for USAs udenrigspolitik er som eengangsbleer, brug og smid væk. De folk, der nylig blev smadret i Afghanistan, var USAs gamle venner, trænet og forsynet med våben af USA. Pakistan, der indtil videre er på USAs side, var USAs fjende for tre år siden og sat på den sorte liste. Irak og Saddam Hussein stod side om side med USA i kampen mod Iran. USA havde godtaget Saddam Husseins overfald på Kuwait. Det er jo netop enevoldsmagtens kendetegn, at den er historieløs og derfor uberegnelig.

På samme måde som den nyfødte USA-tilbedelse bruger Dansk Folkeparti Israel i sit eget hjemlige spil. Og Israel lader sig tilsyneladende ved sin ambassadørs gæsteri på landsmødet hellere end gerne misbruge. Partier på højrefløj op gennem det tyvende århundrede i hele Europa fik drysset hagekors på ærmerne, når de nærmede sig noget, der i tænkning lignede nazisme. Helt fra dengang Glistrup kun med medlemmer fra sit eget sagfører-kontor i Tivolis værtshus Grøften stiftede Fremskridtspartiet, Dansk Folkepartis far, fløj spørgsmålene om det stuerene i luften. Nu bruger Dansk Folkeparti Israel som Ajax - med Ajax er det ikke engang nødvendigt at gøre rent, duften sender det rigtige signal.

Men i farten blev samtalen væk. Med en fejende hånd hen over verden vælger Dansk Folkeparti sig Israel - uden plads til samtale om, at Israel har besat et andet land og bruger terrorens midler helt som palæstinenserne.

Holdningerne er ikke holdninger, ikke standpunkter og ståsteder. Men blot midlertidige signaler, indtil der er brug for andre slagord. Man har da lov til at have holdninger uden at have gennemtænkt dem eller kunne gøre rede for dem. Man har da lov at lade følelserne herske over holdningerne. Men er det, hvad vi venter af et parti i dansk folkestyre?

I sammenhæng med - ankede - racisme-domme over tre i Dansk Folkepartis Ungdom og med sigtelser mod partiets EU-parlamentariker Mogens Camre har et af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer, Søren Krarup, sagt, at man straffer handlinger, ikke holdninger.

Ordene er sagt i drøftelsen af den særlige racisme-paragraf. Det er den, der har nummer 266b og lyder: "Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år."

Umiddelbart vil enhver synes, at paragraffen indeholder et rimeligt frihedsværn. Vi havde jo også før et værn i injurie-reglerne. Efter injurie-lovgivningen kan den krænkede rejse sag mod krænkeren. Forskellen er, at racisme-paragraffen gør det muligt for staten at rejse sag, i praksis vil det sige politiet. Det forudsætter et politisk uafhængigt politi, og det kan der ikke længere være mange, der tror, vi har, og grundlæggende er det enfoldigt at tro sådan et politisk tomrum overhovedet findes.

Både reglerne om racisme og injurier er sat der for at værne enkelt-mennesket og grupper over for den fuldkomne ytringsfrihed - og en sådan ytringsfrihed har vi efter  grundloven, og censur kan ikke genindføres. Ytringsfriheden har dog aldrig skulle tydes sådan, at man ikke skal stå til ansvar for sine udtalelser. Vi har på dansk jord været i stand til - i hvert fald indtil for tredive år siden - at værne både ytringsfrihed og den enkelte mod overgreb. Racisme-paragraffen er påført os udefra og kun længere tids praksis i domstolenes omgang med den kan vise, om den er brugbar og nødvendig. Det er den prøvetid, vi gennemlever - som med så meget andet nyt, der endnu ikke styres af den erfaring, der kaldes etik og moral.

Det er ikke entydigt sådan, at man løsrevet fra den øvrige verden kan tage stilling til de to sæt regler over for hinanden - og med afgørende hensyn til ytringsfriheden. Racisme-paragraffen, netop fordi den er ny, skaber unægtelig en række vanskeligheder. Den seneste dom over Dansk Folkepartis tre unge og deres plakat får øjeblikkelig tanken til at falde på Venstres annonce i valgkampen med indhold, der ville sige det samme som Dansk Folkeparti og vel uden tvivl havde som mål at tage vælger-vinden ud af Pia Kjærgaards sejl. Der rejses de spørgsmål, som ikke burde kunne rejses, om ytringsfriheden er en anden for store partier, eller om ytringsfriheden er afhængig af, om man betale fagfolk for en udformning af en ytring, som glider uden om paragrafferne.

Vi mangler en folkelig samtale om de modsætninger, der alt for tydeligt er indeholdt i lovgivningen. Og det er nærmest latterligt, når Dansk Folkeparti trods sin EU-modstand lader ord falde om, at partiet godt kan indse, at en fjernelse af racisme-paragraffen ikke ville være et godt signal at sende, mens Danmark har formandskabet i EU. Det er jo vrøvl. Hvis racisme-paragraffen krænker ytringsfriheden og dermed i virkeligheden hindrer den samtale, der fremmer agtelse for folk, der er anderledes end flertallet, så er det da ikke EU, der skal tage stilling til det. Tværtimod skulle vi vise EU, at vi i Danmark har et andet frihedssyn, der aldrig før nu har haft brug for forbud mod partier, ideologier og holdninger.

I mellemtiden kan vi så drøfte, om Søren Krarup har ret, når han siger, at man straffer handlinger, ikke holdninger. I ytringsfrihedens navn har han ret, ikke et øjebliks tvivl om det. Men grundlæggende mener jeg, at holdninger også er handlinger. Ord er ikke bare ord, men en igangsættende handling.

Mere end syv tusinde unge danskere meldte sig i fyrrernes første halvdel på Hitlers side - flere end til modstandsbevægelsen. I Frikorps Danmark og andre nazi-sammenhænge stimlede unge danske sammen. Forfatteren Erik Aalbæk Jensen, selv i konzentrationslejr under krigen, var den første, der i romanen "Kridtstregen" tog fat på at finde ud af, hvorfor det gik sådan, at årgange af danske unge endte på nazismens side. Siden har vi fået dybere indsigt i det på grund af tidsafstand og større åbenhed.

Der kan næppe være tvivl om, at grunden til de mange danske unges optagethed af Hitler og nazismen var ord, der blev sagt mand og mand imellem, ord mellem forældre, som børn og unge lyttede til. Det er ikke kun politikere, der leder os. De ord, vi deler med hinanden, og som vore børn hører, bliver taget alvorligt og sætter handlinger i gang, vi ikke forestiller os. Hvert ord vi siger til hinanden kan være afgørende for, hvor et ungt menneske siden hen er at finde i tilværelsen.

Der er intet nyt i det. Vi glemmer det bare til daglig - og det er en farlig forglemmelse. Forfatteren Marin A. Hansen, under krigen skribent i modstandsbevægelsens illegale blade, drøftede med sig selv, om ord var handling. Han havde ikke grebet til andre våben end fyldepennen, men måske med sine ord påvirket unge til en aktiv kamp, han selv ikke tog del i. Et ansvarligt menneske må drøfte med sig selv, om ord var nok, om ord var handling.

Som digteren Kaj Munk gjorde det. Uanset Per Stig Møllers fremragende bog om Munk og forsøget på at forklare Munks ord ud fra samtiden, så står det fast, at Kaj Munk i pressen udtrykte beundring for Hitler. Det var svært at have højre-synspunkter uden at ende i grøften. Selv en af de allieredes ledere under krigen, Winston Churchill, mente så sent som året før verdenskrigens udbrud, at det var svært at tænke sig et fremtidigt Europa uden en del af Hitlers tanker.

Ord er handlinger. Holdninger er handlinger. Måske skal vi ikke dømmes for dem i en politi-sag. Men vi dømmes på det, vore ord og holdninger sætter i gang.

© Poul Erik Søe14. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside