Nå, men tillykke!
Om de politiske oplysningsforbund ved Frit Oplysningsforbund 50 årsdag

Man kan høre på navnet, at den er gal. Frit oplysningsforbund er en gøgeunge i radikalismen, en efterligning, et forsøg på at nå danskerne uden at slå ridderhjelmen op. Det er en måde at snyde folk ind i en politisk ramme på.

Frit Oplysningsforbund er barn af Det radikale Venstre syv år efter anden verdenskrig. Men det er et barn, der skjuler sin oprindelse mest muligt. Frit Oplysningsforbund som de andre af slagsen er et politisk skalkeskjul for magt og indflydelse på folkeoplysning og undervisning, stadig stærkere efterhånden som partierne overlever på statstilskud og er blevet lukkede kredsløb næsten uden medlemmer.

Nogen tror nok, at partier er særlige hellige køer i folkestyret, men et parti er jo ganske enkelt en forening som Kolding Husmoderforening og Varde Skakklub. Partierne har altså ingen særstilling, der berettiger dem til at drive folkeoplysning. Det er en ret, de har tiltaget sig selv.

Ja, man kan høre det på navnet, at den er gal. Ingen i Det radikale Venstre, og da slet ikke omkring 1952, ville nogen sinde finde på at bruge ordet ”forbund” om noget, der havde med den danske politiske radikalisme at gøre. Hvis da ikke netop meningen var at lægge snablen ind, hvor der var penge og magt. Og det var der pludselig i folkeoplysning og undervisning.

Ordet forbund kommer fra plattysk ”verbunt” og har tydningen, at nogen binder sig forpligtende til hinanden. Der var aldeles ikke i Det radikale Venstre tale om et forbund, da man valgte navnet på den såkaldte frie oplysning, der jo trods navnet straks var ufri, nemlig bundet til et politisk parti.

Det radikale Venstre tog ganske enkelt navnet forbund fra et oplysningsforbund, der fandtes i forvejen - Arbejdernes Oplysningsforbund. De andre partier, der ville være med, da folkeoplysningen kunne omdannes til en penge- og magt-maskine, snuppede også ordet forbund, der ellers mest var i brug i fagforbundene.

Ordet forbund er på dansk knyttet til organisation, overordnet styring, ikke til folkelig bevægelse. Det var da heller ikke et folkeligt bagland, der i 1924 hittede på Arbejdernes Oplysningsforbund. Den politiske folkeoplysning i Danmark er ikke født af folket, men skabt af organisationer og partier. Arbejdernes Oplysningsforbund blev stiftet af Socialdemokratiet, De samvirkende Fagforbund, Det kooperative Fællesforbund og Danmarks socialdemokratiske Ungdom. Allerede året efter var AOF på finansloven. Det skulle siden vise sig at være vejen for alle partipolitiske oplysningsforbund.

Tyve år grøn sad jeg for første gang i Frit Oplysningsforbund - i Odense som elev med Hilmar Baunsgaard som lærer. Faget var samfundsøkonomi. Jeg tror, Hilmar Baunsgaard lærte mest af det, ikke på grund af eleverne, men fordi han fik en mulighed for at gennemtænke og ordforme det, han som handelskommis havde lært om økonomi. Få år efter sad han i fjernsynet og legede med byggeklodser, når han i Det radikale Venstres valgudsendelse skulle udlægge økonomien.

Den fåtallige elevskare udgjordes alene af folk, der var med i Odense radikale Venstre og den fynske Radikal Ungdom. Partiet havde fået en ny legeplads, og vi snakkede meget om liberaliseringen – fjernelsen af toldmurene, som just var på mode. Og det økonomiske forbillede i alle sager var køleskabsfabrikken Atlas, fordi de havde udbyttedeling. Mishør mig ikke, det var skam herlige dage, men med fri, folkelig oplysning havde det aldeles intet at gøre. Der manglende modstandere og modsigelse.

Siden har noget ændret sig i alle oplysningsforbund – sammenfaldet med partiets stedlige medlemmer er ikke længere så påfaldende, oftest fordi der næsten ingen medlemmer er. Desto vigtigere er det blevet for partierne, at oplysningsforbundene holdes kørende, for der kan man stadig møde mulige vælgere. Oplysningsforbundene er en politisk jagtmark og et partipolitisk redskab.

Der er da gået i tusindvis af ordentlige, frisindede mennesker igennem oplysningsforbundene som styrelses-medlemmer og lærere, ingen tvivl om det. Men de blev – som eleverne – uundgåeligt fanget af systemet. Partierne med deres oplysningsforbund satte sig på fritids-undervisningen i Danmark, kaldte den folkelig, men var aldeles uden den frie folkelige oplysnings tradition.

Da tilskuds-loven blev lavet om i år, var der trekvart million elever i det politisk skabte system, som de såkaldt oplysende forbund er blevet. I snit var de tilmeldt to hold. Halvanden million voksne mennesker fik deres oplysning ad veje, der var politisk styret – og ofte partipolitisk. Det er man stolt af, når man fylder rundt. Men det er værd at ofre en tanke, hvad ufriheden og de politiske bånd har skadet den egentlige fri folkeoplysning. Og især hvor mange tiltag, vokset i folks egen urtegård, der er blevet hindret, fordi partierne og den politiske styring lå tungt hen over det, der efter dansk tradition har været frit, en gang var mødesteder for folk af alle slags og skabende kraftsteder for ny folkeligt selvvirke.

Når Frit Oplysningsforbund i dag skriver om sit tilhørsforhold til Det radikale Venstre, lyder ordene: ” Frit Oplysningsforbund er groet af de samme rødder som Det Radikale Venstre. Men vi er to selvstændige og stærke foreninger. Vi arbejder sammen, når udbyttet skønnes at være frugtbart for begge parter. Frit Oplysningsforbund varetager undervisningsopgaver for det Radikale Venstre ligesom vi udveksler idéer, der kan drive udviklingen fremad. Frit Oplysningsforbund og Det Radikale Venstre er gensidigt økonomisk uafhængige.”

Det lyder kønt, og jeg smiler stilfærdigt over den måde, ordet ”udbytte” bruges på. Men det kan jo ikke skjule, at de partipolitiske oplysningsforbund blev kørt aldeles som Tvinds skoler. Over alt var der sammenfald mellem de stedlige partistyrelser eller partimedlemmer og ledelserne i partiernes oplysningsforbund. Det var værre i nogle partier end i andre og selvsagt værst hos socialdemokraterne, hvor sammenspistheden er en livsform. Men at bruge ordet fri i sammenhæng med den form for oplysning er at spotte dansk friheds-sædvane i skole og undervisning.

Folketingets partier var dog aldeles sikre på, at kun de havde magt over, hvad der måtte kalde sig frihed i riget. Indtil det gik gruelig galt, da højesteret dømte folketingets partier for grundlovsbrud, fordi man havde lukket Tvinds skoler. Ingen anden minister end just den radikale undervisningsminister har i folkestyrets mere end 150årige historie fået en sådan dom for grundlovsbrud. Og folketingets partier har heller ikke oplevet det før, skønt just folketingsmedlemmer skriver under på at ville holde grundloven..

Det gik så galt, fordi partierne selv var sælgere på det marked, som undervisning er blevet til. Politikere, som er valgt til at styre, kan ikke styre sig selv, når de på samme tid både vil regere undervisningen og sælge den til egen fordel. Der gik forfald i den folkeoplysning, som partierne sidder så tungt på. De frie markedskræfter blev mere afgørende end oplysningen. Ingen rebede sejlene, men tillod hinanden indbyrdes at udbyde mer og mer fjogede emner som undervisning. Det handlede afgørende om at lokke flest muligt inden for døren, ikke om værdien og ansvarligheden i undervisningen, men om at tilføre det præg af underholdning, der kunne skaffe flere elever og dermed mere tilskud.

Helt galt gik det så under arbejdsløsheden. Lige da ledigheden meldte sig først i halvfjerdserne, var der forbud mod, at dagpenge-modtagere uddannede sig. Så ville de løbe foran dem, der havde arbejde. Kun Kr. Helveg Petersen havde andre syner.

Det blev ikke Kr. Helveg Petersens meninger, der sejrede, men ret hurtigt skete der et skifte, så undervisning blev et opbevaringssted for ledige. Daghøjskolerne hører tidsmæssigt til i det landskab, og de politiske partier kunne ikke holde fingrene væk. Oplysningsforbundene udvidede deres magtområde. Og deres undervisnings-tilbud endte oftest – som med store dele af efteruddannelsen – med at blive set på som en særlig straf, der kunne overgå arbejdsløse.

Hvordan det kunne gå så ulykkeligt, at uddannelse i stedet for at blive set som en fremtids-mulighed blev opfattet som en straf? Endnu på den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensens tid så vi på uddannelse som en gave, engang på et radikalt landsmøde udtrykt ufrivilligt morsomt af Jørgen Jørgensen med ord, vi dengang end ikke vovede at smile af, da han sagde om undervisning og uddannelse, at her ”mødes Danmarks unge for at frugtbargøre hinanden”.

Nu endte daghøjskoler og efteruddannelse med at blive et vrangbillede af oplysning og undervisning, endeløse kurser uden fremtidsudsigt. Jeg ved godt, jeg taler alt for enkelt om det. Det er jo uundgåeligt, at når så megen voksen-undervisning er holdt i live af partiernes selv-interesser, så er noget af det uundgåeligt også lykkedes. Men det, vi ikke ved, er, hvor rig og mangfoldig folkeoplysningen kunne have været, hvis den havde ligget uden for de politiske partiers magtområde. På grund af parti-styringen mistede vi folkets selvråderet også på undervisningens område. Der opstod aldrig det skabende tomrum, hvor folk selv var tvunget til at gå i gang. Næste års tilbuds-katalog fra parti-oplyserne var altid på vej som rejsebureauernes trykte fristelser.

Jeg ved også, at nogen læser mig i den tro, at jeg taler for min egen syge moster, fordi jeg arbejder på en højskole. Men i den forstand er jeg uden for, da vi aldrig har søgt eller modtaget tilskud. Derfor tør jeg trygt stå ved mit synspunkt, at hele parti-tænkningen gennem oplysningsforbundene er ved at ødelægge landets frie skoler, som dag for dag tvinges ind under et ufrit lovgrundlag, der kun er nødvendigt, fordi uddannelse og undervisning er endt i politisk syge.

Partier – og mere nu end tilforn – tror sygeligt på den overordnede styring og har mistet enhver tiltro til, at folket kan selv. De frie skoler i Danmark har aldrig været så ufri, som efter at partierne stjal ordet frihed og klistrede det på deres egne undervisnings-tilbud.

Ufriheden stiger i takt med brugen af ordet liberalisme. Da P. Munch vendte hjem fra Frankrig ved dannelsen af Det radikale Venstre, vidste han med sikkerhed, at ordet liberal ikke skulle stå i partinavnet. Heller ikke socialliberal, som modetrællene i nutidens danske radikalisme navngiver sig selv. Vi ved fra Sovjetunionen og Arbejdernes Ligkistemagasin, at ordet social i dets oprindelige tydning (fra det latinske ord for forbundsfælle – hovsa, der var forbundet igen) mister enhver mening under socialismen. Har vi øje for, at det samme sker med friheden, når magten kalder sig liberal.

Med parti-styringen af folkeoplysningen tabte vi det egentlige indhold i folkelig oplysning. Folkeoplysning blev til indlæring – tilmed for livet. Men folkeoplysning på dansk jord har intet at gøre med en indlæring, der er styret oven fra. Folkeoplysning er aldrig oplysning til folket. Folkeoplysning vil sige – oplysning fra folket. Det er den sikre, gamle tillid til folket, at det ejer den fælles viden, som et samfund har brug for.

Den tillid har partierne ikke. Skønt dansk folkeoplysnings-skik er blevet værdsat jorden over, så har partierne i skøn forening svigtet den. Og dog er det den tillid til folket, der må vindes tilbage. Og vi ved jo, at den fælles viden i folket er vigtigere end alle økonomiministrenes, økonomi-professorernes og nationalbank-direktørens viden. Hver dag forud for folkeafstemningen om euroen fik vi at vide, at det mest var de lavtuddannede og kvinderne, der ville stemme imod. Man måtte virkelig forstå, at den slags kunne man ikke have tillid til. Enhver ved, at økonomiens minister, professorer og Nationalbankens direktør tog fejl. Den danske krone blev stærkere. De udenlandske investeringer i Danmark steg som aldrig før. Danmark måtte tilmed ændre renten for ikke at blive for stærk i forhold til euro-landene. Og den danske arbejdsløshed faldt, den er langt mindre end tyskernes og omkring halvdelen af snittet for eurolandene. Se, det er folkeoplysning – oplysning fra folket. Jeg synes, tiden er inde til for partierne at holde op med at drive skoler – og selv at tage ved lære i stedet for.

Partiernes oplysningsforbund er en Farum-sag. Folket har solgt sin førstefødselsret til folkeoplysning. Partierne er køberne, og nu må folket leje hos partierne, der våger over al folkeoplysning for at være sikre på at blive på banen. Lejen betales over skatten. Den forhøjede brugerbetaling er kun et stykke ad vejen tilbage til egentlig frihed i folkeoplysning. Når partierne er helt ude, så er der omsider igen mulighed for folkeoplysning.

Nå, men tillykke!

© Poul Erik SøeBidrag til bogen "Folkeoplysning - i går, i dag i morgen", i anledning af Frit oplysningsforbunds 50 årsdag. (Syddansk Universitetsforlag)

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside