Nu forstår man så godt
hvorfor Putin ikke kom

Den russiske præsident var med god grund bange for at blive anholdt som terrorist i Danmark

Danmark, regeringen, udenrigsministeriet og justitsministeriet er som et espeløv, der svajer for russisk voldsvind. Hele verden undrer sig over, at netop tjetjeneren Akhmed Sakajev er anholdt i Danmark, aldeles vilkårligt og på grundlag af beviser, som selv justitsministeren og politiet endnu ikke mener holder. Der bliver også noget for byretten at forklare den danske retsbevidsthed.

Nu forstår man så godt, at den russiske præsident Putin skyndsomt sendte afbud til statsbesøget i Danmark. Han var ganske enkelt ræd for at blive anholdt som terrorist, hvad han er mere end enhver tjetjener. Han er leder af statsterrorisme imod det tjetjenske folk.

Skønt Jeltsin havde sluttet Tjetjenien-krigen, genoptog Putin den for i præsident-valgkampen at virke som stærk mand. Det var stemmefiskeri af grusomste art. Og russernes krig for at udrydde tjetjenerne har intet med krig at gøre, men er rent folkemord og en fortsættelse af Stalin-tidens tvangsflytning af halvanden million tjetjenere fra deres eget land. Målet er at gøre Tjetjenien russisk. Midlet er statsterror.

Russernes rædsel-fremfærd mod civile tjetjenere er mere end tusind gange værre end nogle tjetjeneres brug af terror i teatret i Moskva. Det er ulykkeligt, at verdens-samfundet kalder alle oprør for terrorisme, blot de ikke udføres af folk i stats-uniform. Tjetjenerne i Moskva-teatret brugte terrorisme. Det dømmer ikke enhver tjetjener, som russerne synes at mene. Lige som det ikke dømmer enhver russer, at deres såkaldte demokrati er et statsterroristisk samfund i lige spor efter zar-tiden og kommunismen.

I dagbladet Information har David Trads i en ledende artikel på kort form skildret det Rusland, Danmark har bøjet sig for, en terrorist-stat, som Danmark omgås i Sakajev-sagen, som om Rusland er demokratisk. Alle ved, at Ruslands elleve år med demokrati kun er en lille spire, som nok giver håb, men som til nu ikke har nogen som helst gennemslagskraft. David Trads skriver om Rusland:

"Krænkelserne af menneskerettighederne er voldsomme – tilfældige anholdelser; dramatisk brug af tortur; tvungne tilståelser; umenneskelige forhold på de overfyldte fængsler; voldtægter mod indespærrede; tilfangetagne børn nægtes særlig beskyttelse; systematisk undertrykkelse af etniske minoriteter; racistisk motiverede anholdelser; hyppige dødsfald i fængsler; grusomme forhold for landets egne værnepligtige med meget mere. Under den blodige krig mod Tjetjenien har russisk militær udført ufattelige statsterrorhandlinger mod det tjetjenske folk, hvor op mod hver femte borger er slået ihjel under otte års krig. Den befrielsesaktion, som russiske specialtropper gennemførte i weekenden i Moskva, viste også en uvirkelig holdning. Øjenvidner beretter, at bedøvede gidseltagere blev henrettet med nakkeskud. Mindst 117 gidsler er døde som følge af den gas, der blev benyttet – i høj grad fordi politiet nægtede at fortælle de læger, der behandlede gidslerne, hvilken modgift der skulle benyttes for at redde liv. Dette menneskesyn hos de politiske ledere i Moskva – uagtet om de er præsidenter, ministre eller parlamentsmedlemmer – er desværre det normale frem for det unormale."

Det er skamfuldt for Danmark, at landets regering og politi ydmygt har bøjet sig for statsterrorens magthavere i Moskva. I Poul Nyrup Rasmussens tid troede man, det var en særlig kluntethed hos ham og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, når det gik så galt i omgangen med forfatteren Salman Rushdi, Tibets åndelige leder og frihedskæmpere i Kina.

Nu ser det ud til, at Anders Fogh Rasmussens regering har arvet kluntetheden. Om det skyldes udenrigsministeriets eller justitsministeriets embedsværk eller ligefrem er politisk tommelfinger-fumleri er ikke til at sige nu. Men dagbladets Politikens redaktør, Thøger Seidenfaden, der i fjernsynet klogt, roligt og indsigtsfuldt satte de politiske handlinger i Sakajev-sagen på plads, fik i hvert fald understreget, at anholdelsen af tjetjeneren oser af politik. Omkring midnat holder regeringens sikkerhedsudvalg møde om russernes krav. En time efter mødet trænger politi bevæbnet ind på Sakajevs hotelværelse, endog uden at have tolk med, så han kan få en forklaring. Anders Fogh Rasmussen hævder frejdigt, at den slags sager skam er rene politi-sager, og at dem har politikerne ikke noget at gøre med. Hele forløbet tyder på et modsatte - og krænker retsbevidstheden i et demokrati.

Politikernes og politiets mange bortforklaringer og modsætninger allerede  nu så tidligt i Sakajev-sagen ligner til forveksling Nørrebro-sagen, da både politi og demonstranter smed med brosten, og da politiet for første gang i dansk demokratisk historie skød direkte ind en menneskemængde. Vi fik aldrig en tilbundsgående undersøgelse. Magthaverne havde held til at skjule handlingerne - og at slippe fra dem med forfremmelser til følge af netop de ansvarlige.

Samme klovneri præger hele håndteringen af Sakajev-sagen. I nogle få dage så det ud til, at udenrigsminister Per Stig Møller var styret af demokratisk sans og personligt mod. Nu ligger det alt sammen i ruin. Man må håbe, at grunden ikke er en udenrigspolitisk svag statsminister, der lige forinden havde set sin top taget af Tyskland og Frankrig, da den tyske kansler og franske præsident løb med Anders Fogh Rasmussens omdømme som forligs-håndværker og uden om det danske formandsskab skabte det pengemæssige forlig, der ligger til grund for øst-udvidelsen.

Regeringens politiske løsning på Sakajev-sagen, knæfaldet for russisk statsterrorisme, gør Danmark til grin i den vestlige verden, og de slår sig med sikkerhed også på lårene i Kreml. Det gør stærkt indtryk, når fremtrædende amerikanere som den tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski og tidligere stabschef og udenrigsminister general Alexander Haig i et brev til den danske ambassadør i Washington gør indsigelse mod anholdelsen af Sakajev. De to siger, at Sakajev er "en helt afgørende person i kampen for at få en fredelig løsning på krigen" mellem Rusland og Tjetjenien.

Over alt i Europa og USA høres de samme toner. Regeringen kan ikke vente dage på beviser fra russerne. Det må handle om timer.

© Poul Erik Søe31. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Andre artikler om det foreløbige udkast til traktat om indførelse af en forfatning for EU:
Unionen er stendød - Nu skal det være Europas forenede Stater

Enmandsavisens forside