Heldigvis er der mindre
demokrati i Brüssel

Putin kommer ikke. Det må vi se at komme over. Den russiske præsident skulle have været i Danmark. Han har måttet sende afbud på grund af demokrati. Ingen havde fortalt ham, at Danmark er et demokratisk land med grundlov. Og da slet ikke, at grundloven skal holdes.

Folketing og regering har stået fast på, at grundloven gælder. Det skal de ikke roses for. Det er selvfølgeligt.

Putin skulle have været på statsbesøg i Danmark. Og samtidig skulle han deltage i et EU-møde i København. Da nogle danskere lige nu holder et fuldt lovligt møde med tjetjenere, som af russerne er jaget væk fra deres eget land, vil Putin ikke komme to uger senere. Han ville have regeringen til at aflyse mødet med tjetjenerne. Det kan man ikke i et demokrati, men hvor skulle Ruslands præsident dog vide det fra?

Sådan røg statsbesøget. Prins Henriks rødvin var da heller ikke stillet på varmeapparatet endnu og kan gemmes til en anden gæst. Så det går alt sammen alligevel.

Men Putin ville heller ikke komme til EU-mødet, hvis det skulle holdes i København. Det fandt regeringen og det udenrigspolitiske nævn en hurtig løsning på. De flyttede mødet til Brüssel.

Det viser bare endnu engang, at EU-modstanderne har uret. De skælder altid ud over, at der mangler demokrati i EU. Nu kan alle klart se, at det er en fordel med mangel på demokrati i Unionen. I Brüssel er der ikke engang så meget demokrati, at det kan forskrække en russisk præsident.

© Poul Erik Søe 28. oktober 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside