Den palæstinensiske stat
smøreolie for FN-forlig

Man må gå ud fra, at den seneste udvikling  i krigen om Mellemøstens olie, bringer løsningen på palæstinensernes selvfølgelige krav om en statsdannelse nærmere. Palæstina-staten og en fremrykning af dens oprettelse har været den smøreolie, der fik forliget til at glide og FNs sikkerhedsråd til at enes.

Enigheden fremstilles de fleste steder i dansk trykt og elbåren presse som en sejr for den amerikanske Bush, mest jublende og enøjet nok hos Conny Hedegaard i Danmarks Radios toer, hvor man ellers regner med at høre en tredie vinkel på dagens hændelser.

Det er svært at se, hvor den sejr er. Bush har tydeligt også haft svært ved det selv. Ellers var enigheden ikke opstået umiddelbart efter det amerikanske midtvejsvalg, men forud. Hvor det har lydt, som om amerikanerne ivrigt og straks ønskede en FN-vedtagelse mod Irak, så har det modsatte været tilfældet. Bush har ønsket afgørelsen skudt ud, så hans nederlag ikke kunne ses af vælgerne derhjemme.

USA gik til FNs sikkerhedsråd for at få en vedtagelse, der i eet hug gav FNs våbentilsyn uhindret adgang over alt i Irak og i modsat fald omgående angreb uden nye møder i sikkerhedsrådet. Det var helt nøjagtigt, hvad Bush ikke fik. Irak-forløbet blev delt i "to tempi", som den gamle Venstre-høvding J C Christensen kaldte det, når der skulle "spises brød til".

Når der overhovedet er nået en enighed, der også omfatter Frankrig og Syrien, har der givet i det langtrukne forløb været mange andre emner inde end Irak. Vigtigst har helt selvsagt Israel været, som ligner Irak til forveksling - i sin besiddelse af masseødelæggelses-våben og opretholdelse af den af FN ulovliggjorte og kynisk brutale besættelse af Palæstina.

Bush er nu fri af midtvejs-valgkampen og har vundet på hjemmebane ved at vise muskler, som FN-vedtagelsen afslører som kunstigt oppumpede. Han er for en tid, fordi der er to år til næste præsidentvalg, indenrigspolitisk frigjort af de kræfter, der har søgt at holde amerikansk udenrigspolitik som træl i Israels bur.

Det vil ikke være nogen overraskelse, om den nærmeste fremtid indeholder meget store - og allerede aftalte løsninger - i Mellemøsten. Det er gået sådan før. Det amerikanske demokratiske parti står som mere fredsstræbende end republikanerne. Men der er jo andre kræfter ude end dem, der får englevinger til at baske.

Det er værd at huske, at det ikke var demokraternes præsident John F. Kennedy, men høgen og - skulle det vise sig - svindleren Richard Nixon, som afviklede Vietnam-krigen og åbnede til  Maos Kina. Det var ikke de franske socialister, men præsident Charles de Gaulle, nutidig solkonge efter egen og mange franskmænds mening, som åbnede for samarbejde mellem Sovjetunionen og de vestlige lande.

Det var af alle Bayerns ministerpræsident, artilleristen under anden verdenskrig og senere forsvarsminister Franz Joseph Strauss, set som den politisk mest sorte blandt tyske politikere, der åbnede for de tysk-tysk forhandlinger, mens den såkaldte kommunistiske "Tyske demokratiske republik" var til. Det var ikke socialdemokraten Willy Brandt, Berlins borgmester og senere kansler, men hans mest hårdsindede modstykke, der havde nøglen til forlig.

Det var Ronald Reagan - politisk høg med cowboy-helten John Wayne og enmands-krigeren Sylvester Stallone som yndlings-skuespillere - der åbnede for forhandlingerne mellem øst og vest under den russiske ministerpræsident Gorbatjov. Den hidtil største våben-nedskæring var følgen. En præsident fra det demokratiske parti ville have været under mistanke for at bøje sig for Moskva, men den mistanke mod Reagan var mere end udelukket.

Den slags tilsyneladende modsætninger er næsten lovbundne i politik. En af grundene er, at enhver politiker vil have flere stemmer næste gang - og de kan kun tages fra modstanderen - for Bush kun fra det demokratiske parti. En anden grund er, at grupper, som er imod en politisk forligs-løsning, lettest holdes nede af den, de er partimæssigt knyttet til. Det gælder lige nu de amerikanere, der fortsat vil tillade og støtte Israels stats-terror.

Bush har måske fået velsignelse til at skaffe en vis grad af familie-hævn mod Saddam Hussein, påtrængende fordi det ikke lykkedes hans far som præsident at fjerne Saddam Hussein. Prisen, Bush har betalt i sikkerhedsrådet, er givet høj, siden Frankrig, Syrien og Kina er med og fuldstændig enighed nået.

Så Bush har ikke sejret i sikkerhedsrådet - i hvert fald er forliget om våbentilsynet i Irak ikke sejren. Men de bagved liggende aftaler, som har muliggjort en så udbredt enighed, kan rumme kimen til en sejr - den vigtigste sejr for Bush, på hjemmebane over demokraterne ved præsidentvalget om to år. Verdensfred er skam vigtigt, men genvalg er vigtigere.

© Poul Erik Søe 9. november 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside