EU er et korstog
EU viser sit katolske åsyn over for Tyrkiet og er endt som katolsk fundamentalisme

EU er skabt af katolikker. Hele indretningen har middelalderens katolske pavedømme som mål. Folk og stater skal efterlades som undersåtter i en religiøs overstat, der henter sit påståede åndelige indhold i den katolske magt-udgave af kristendommen.

EUs præsteskab ved, at Europa som slagord ikke har noget indhold. Europa er en verdensdel, men der er ikke en folkelig sammenhæng, som kan kaldes europæisk. Og da slet ikke en åndelig sammenhæng.

Men det skal der gøres noget ved. Politisk vedtager man at tildele Europa en sjæl. Og da den europæiske sjæl ikke findes, så beder man nogen opfinde den. Og giver dem penge for det.

At skabe en europæisk sjæl på politisk bestilling ses i EU som bygning af en bro eller en tunnel. Man bestiller ikke en ingeniør, men kalder det alligevel i ingeniør-sprog for et projekt og giver det navnet "En sjæl til Europa". Sådan et EU-foretagende findes skam. Og det deler penge ud til kirker, som skal finde på den europæiske sjæl.

Den daværende formand for EU-kommissionen, Jacques Delors, sagde allerede i februar 1992: "Hvis vi ikke i løbet af de næste ti år formår at give Europa en sjæl, at give Europa en spiritualitet og mening, vil kampen ikke lykkes."

Efterfølgeren Jacques Santers, som siden blev væltet på EU-svindelen, talte i november i en række såkaldt "Store katolske Konferencer" indtrængende til "de religiøse organisationer og tankestrømninger, Europa er så rig på. Vi har brug for dem til at tænke over vores fælles vovestykke. I en union, hvis indflydelse på borgernes liv er voksende, må vi iagttage Europas åndelige dimension".

Kun et år efter, ved et af de tyske karnevals-ølgilder, sagde den siden svindel-stemplede tyske kansler Helmuth Kohl, at EU har ikke plads til et land, der ikke deler de andres kulturelle identitet. EU var altså ikke det, vi blev narret ind i - et økonomisk fællesskab. Heller ikke kun et politisk fællesskab. Men pludselig var der også krav om åndelig enshed.

Oversat til dansk var meningen ganske enkelt, at EU er et kristent korstog. Sådan blev Helmuth Kohls ord da også straks hørt. Den daværende tyrkiske ministerpræsident Yilmaz sagde i tysk fjernsyn, at kansler Kohl ville gøre EU til en "klub af kristne".

Lige nu ligger EU i dyb krise på grund af voldsomme indre modsætninger og store nederlag med frygtelige menneskelige følger på grund af euroen. Imens taler EU-magthaverne som vanligt om noget andet. Der er valgt et præsteskab til at give EU grundlov eller forfatning. Paven i det sammenrend er den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing. Han har lige udstedt en bandbulle mod Tyrkiet, som tænker for anderledes til at være med i EU.

Der står ellers i det foreløbige udkast til EU-grundlov, at Unionen har "pluralistisk karakter". Men det ser ud til at være ren svindel endnu engang. Ordene er pynt for at få en EU-grundlov til at glide ned i de folk, der udgør EU, men som EU ønsker at opløse og forsyne med en ny "europæisk sjæl".

At noget har "pluralistisk karakter" vil ifølge nudansk ordbog sige, at det bygger på den tankegang, at "et samfund rummer flere åndsretninger, flere slags moral og religion, flere adfærdsmønstre".

Det er ikke den virkelighed, EU tilstræber - og muligheden for at sætte grænser for flersidigheden og ensrette den "europæiske sjæl" ligger da også allerede i næste sætning i EUs grundlovs-udkast: "En union, der er åben for alle europæiske stater, der deler de samme værdier og forpligter sig til at fremme dem i fællesskab". De fælles værdier vil blive vedtaget med flertal eller gennemtvinges af de største EU-lande - og først og fremmest den katolske kirkes indflydelse er ligefrem bestilt til formålet.

De hjemlige EU-tilbedere afviser altid, at de store lande har magten i EU. Det halve år, Danmark har haft formandssædet i EU, jubler størstedelen af den EU-knælende danske presse over dansk indflydelse. Da det kom til afgørelsen om østlandens optagelse, skete det imidlertid uden om den danske formand Anders Fogh Rasmussen. Tyskernes kansler og franskmændenes præsident havde aftalt det hele i porten på et møde forud for det, hvor den danske statsminister fik lov til at være ordstyrer.

Men ingen ved som de store EU-lande selv, at i EU ligger magten i størrelsen. Det er netop grunden til, at formanden for grundlovs-præsteskabet Valery Giscard d'Estaing pludselig siger, at Tyrkiet ikke kan være med alligevel.

Ifølge dagbladet Politiken, der længe helst har villet sælge bladet i løssalg for euro, skriver, at den tidligere franske præsident d'Estaing "hentyder til landets muslimske befolkning og høje fødselstal og siger, at Tyrkiet har "en anderledes kultur, en anderledes opfattelse, en anderledes livsstil", at landets "dynamiske demografi" vil gøre landet til det største i EU".

At noget er dynamisk vil sige, at det er virksomt ved egen kraft. Demografi er læren om et folks sammensætning. Oversat vil EU-pavens ord sige, at fødselstallet er for stort i Tyrkiet, folketallet stiger for voldsomt. Følgen er, at Frankrig og Tyskland bliver de små. Tyskerne og franskmændene får kun den rolle, vi andre altid har været henvist til at spille. Tanken er slet ikke det store varme fællesskab, men den iskolde magt i hænderne på først og fremmest Frankrig og Tyskland.

Vorten på den franske kind er selvsagt, at Frankrig selv ville havde været holdt uden for EU for to slægtled siden, da folketallet også var voldsomt stigende i Frankrig. Som det var alle steder. Katolikker fik mange børn, indtil forbrugs-lysten vandt over Romerkirken, kondomer og aborter gjorde Frankrig EU-egnet. Her synes vi at være ved kernen af den europæiske sjæl - efter fransk tænkning.

Den tidligere franske præsident sagde også, at de, der støtter Tyrkiets optagelse, "er EU's fjender". Til de fjender hører statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen. De siger alle, Tyrkiet har mulighed for at blive optaget.

Man har dog ikke hørt fra Fogh, Møller eller Helveg, at d'Estaings ord gør ham uegnet til at være pave i grundlovs-præsteskabet. Skønt det er tydeliggjort, at d'Estaing hverken vil fredeliggørelse eller fællesskab. Han vil Frankrigs storhed. For ham - som for mange franskmænd og tyskere - er EU til for at skaffe magtrum og jordtilliggende til de største lande.

EU har holdt Tyrkiet for nar i næsten fyrre år. 1967 blev Tyrkiet godtaget som europæisk land og fik en handels-økonomisk aftale med de europæiske fællesskaber, forløberen for EU. Tyrkiet er helt selvsagt blevet holdt ude som egentligt medlem, fordi landet ikke levede op til demokratiets grundregler, blandt klare brud var brutal forfølgelse af det kurdiske mindretal og brug af tortur i fængslerne. Men nu er det helt andre grunde, der bruges til at vise Tyrkiet døren. Tyrkiet passer ikke ind i omformningen af EU til et korstog. Det er de store landes magtsprog, der lyder her. Det er katolsk magtudøvelse, som historien kender den - vilkårlige bandbuller.

EU er endt i kristen fundamentalisme. EUs indre krise og mangel på sjæl skal klares gennem udpegelse af en fælles ydre fjende, muslimerne. Tyrkerne gøres til trolde, der må manes i jorden. Vi har været der før.

Grundtvig skrev i 1853 et vers, der utvivlsomt i dag ville have givet ham en bøde efter racisme-paragraffen:

Troen på den blinde skæbne,
den som fæ slår folk ihjel,
gør, hvor godt de sig end væbne,
hvem den vil til tyv og træl,
den som tyrker og som trolde,
fødtes kun til ondt at volde.

Ordene står i det digt, der hedder "Den danske nødvendighed". En meget tilskåret udgave bruges i dag i sangbøgerne med titlen "Kærlighed til fædrelandet". For helheds-indtrykket er det værd at huske, at det også var Grundtvig, der skrev:

Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham kommer nær.

Ordene om de onde tyrker nævnes i sammenhæng med, at Grundtvig går ind for en muslimsk tankegang, nemlig at "Nød bryder alle love". Grundtvig bruger det muslimske ord til at tale for dansk ulydighed mod stormagterne, en slags datidig udgave af såkaldt civil ulydighed - retten til oprør mod den magt, der ligger i det onde. Grundtvig kalder Muhammed for Mahomed og siger, at udtrykket "Nød bryder alle love" stammer fra muslimske ørkenfolk:

"Nøden bryder alle love"
er hos os et gammelt ord,
som i hytte så til hove,
høres på den hele jord,
har hos Mahomed og tyrken
dog sit rette hjem i ørken.

Grundtvig mener, at den oprindeligt muslimske tanke også gælder for danskere:

Skjoldung-Folk på Danmarks-Sletten!
som med sværd, med mund og pen,
også du nødværge-retten
har mod dine banemænd,
om så end al verdens love
dig forbød derpå at vove.

Grundtvig tør altså, trods sit dobbelt-sind, lære af den, der har modstående synspunkter. Han leder ikke efter en fælles-europæisk sjæl, men er dybt optaget af forskellighederne i ånd og religion. Det er friheden til forskellighed, EU kæmper imod. Forskellighederne skal harmoniseres. Og tanken skal sælges til Europas folk i den kristne Guds navn. Sådan ender alle køer som trepattede.

© Poul Erik Søe 11 november 2002

Andre artikler om det foreløbige udkast til traktat om indførelse af en forfatning for EU:
Unionen er stendød - Nu skal det være Europas forenede Stater
Døde-dans i fostertilstand
Overstat i fåmandsvældets favn falsk forklædt som folkestyre

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside