Overstat i fåmandsvældets favn
falsk forklædt som folkestyre

I EUs præsteskab er der fuld gang i planerne om at skabe Europas forenede Stater. Hurtigt skal der være en præsident - så man har et modstykke til USA og Rusland. En Bush eller en Putin - det er just, hvad Europa mangler. Sådan tænkes der i den politiske overklasse, som i så mange år har taget landene ved næsen.

Det er folkenes lykke, at EU buser på med at nedlægge staterne og folkene. Enhver blot med en smule sund sans ved, at den ikke går. I toppen af EU kører storheds-vanviddet i indavls-ringgang. Og i stedet for at sidde med skræk bør enhver modstander fryde sig.

Udvidelsen af EU med østlandene spår en fremtid, der bringer EU ned til, hvad det burde være - et åbent penge- og handelsmæssigt samarbejde. Lige nu er østlandene trængt. Putins og den russiske regerings skamfulde magt-skiltning over for Danmark i Tjetjenien-sagen er blot et glimt af Ruslands grusomme magtmisbrug over for de østlande, der forståeligt nok vil længst muligt væk fra Moskva.

Lige nu kan man måske få mange med sovjet-erfaringen til at gå med på hvad som helst, EUs præsteskab finder på. Mange i østlandene forestiller sig ikke, at historien kan gentage sig og EU udvikle sig til et magtredskab, vendt mod folkene i EU selv. Men magt-sammenrend er i sig selv undergravende - som vi ved det fra både Rusland og USA.

På længere sigt vil østlandene med deres erfaring fra den sovjetiske union være nogle af de stærkeste kræfter imod skabelsen af en ny overstat, der tromler folkene ned. Der er til nu demokratisk underskud i mange østlande, og det giver et falsk billede af den iver, EU tillægger optagelses-ønsket i landene. I alle østlandene er et folkeligt oprør på vej, tydeligst i Estland og Polen. Paven i Rom er mere tilhænger af Polens optagelse i EU end de fleste polakker. Forståeligt nok, EU som Europas forenede Stater har den katolske kirke som forbillede.

I stedet for opgivende at se til, mens EUs præsteskab udspyr forslag om Europas forenede Stater, bør vi glæde os. Vi sidder måske for tit og skønner over EUs udvikling ud fra danske stemninger og tror, at vor mistrøstighed er ensom. I virkeligheden er der i mange lande, tydeligt i en række små EU-lande, men nu også stærkt i Tyskland, Frankrig og England, en stadig voldsommere modstand mod EU. Euroens nederlag har medvirket yderligere. De kræfter er det lykkedes EU-præsterne at holde adskilt til nu. Men for hver dag, EU-præsteskabet kommer længere fra land med den dødssejler, som overstaten er, vil det folkelige oprør være mere grænseoverskridende end tanken om nedlæggelsen af enkelt-landene.

Det farlige er historieløse folk, som skjuler deres flugt fra alvorlig stillingtagen i såkaldte "visioner". De ser syner. De tror sig fri fra at skønne over tilværelse og samfund, fordi de hele tiden er på flugt ind i noget nyt, der så forlades igen for at gribe noget endnu nyere.

Det er ikke sært, at netop historieløse folk er tiltrukket af EU, som har samme grundholdning. Intet har varig værdi i EU - den traktat, man just har vedtaget, er allerede på vej i papirkurven, fordi der ingen holdbare værdier er, og det kan kun skjules ved at få folk til at tale om noget andet, en ny traktat - i håb om, at den gamle, som var splinterny i fjor, glemmes og aldrig bliver prøvet i virkeligheden.

I EUs såkaldte konvent - ordet vil sige munke-møde eller præste-møde - er Europas forenede Stater nævnt. Nu ikke længere som en trussel eller en drøm, men som et stykke virkelighed - i hvert fald inde i hovederne på præsteskabet.

Skønt der ikke er tvivl om, hvor EU-præsteskabets ny pave, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing, vil hen, nemlig en overstat så hurtigt som muligt, så lægges planerne frem som valg-muligheder i stil med den form, bryggerier bruger, når køberne opfordres til at navngive en ny øl. Man kan vælge navnet, ikke bryggen.

Man kan vælge mellem "Det europæiske Fællesskab, Den europæiske Union, Europas forenede Stater og Det forenede Europa". Indholdet er det samme. Hvad man ikke kan vælge er, hvad EU burde være, og som det er skabt til at være, en toldunion, der fremmer frihandel mellem landene, og som åbner for frihandel med den øvrige verden. Sådan blev EU til. Derfor hed det engang EF med tydningen "De europæiske økonomiske fællesskaber". Siden er der gået magt-syge i sammenrendet. Det er den sygdom, Europas selvstændige folk nu skal helbrede EU for.

Målet for EU-præsteskabet er ifølge det foreløbige udkast til en traktat "en union af europæiske stater, der bevarer der nationale identitet, men foretager en tæt samordning af deres politikker på europæisk plan og forvalter visse fælles kompetencer i en føderal form".

Der er lusk i buksbom-hækken. Det foreløbige udkast til forfatning siger, at staterne skal have lov at værne deres identitet, som i virkeligheden er et vrøvleord, ingen kan enes om. Men de får ikke lov til at værne deres selvstændighed og selvråderet. Det skal ordnes "i en føderal form" - Europas forenede stater.

Staterne skal væk - men kun for at indføre en ny stat, overstaten, der overflødiggør de andre. Man kan drøfte stats-begrebet, som har sine mange fejl. Men det er hen i vejret at erstatte stater på et folkeligt grundlag med en overstat, som ikke har nogen som helst folkelig baggrund. Mange folk tror, de med en overstat får noget nyt, men alle vanskeligheder fra enkelt-staterne følger selvsagt med og forstærkes i overstaten.

Det kan være svært nok at få indflydelse i de nuværende europæiske stater. Jo større de er, des mindre folkelig indflydelse. I en overstat vil folkene ende som sangkor, der optræder ved festlige lejligheder, når præsteskabet skal underholdes.

Det er fejlagtigt, når nogen ser et fremtidssyn i overstaten "Europas forenede Stater". Der er intet nyt i den form for statsdannelse. Overstaten eller superstaten fører til vedvarende krige - trods alle ord og drømme om det modsatte. USA ligger i krig igen og igen og synes på det seneste ivrigt at opsøge krigs-skuepladser. Sovjetunionen lå i stadig krig - og resterne med Rusland som magt-midte fortsætter de krige, der går ud på undertrykkelse af andre folk.

Europas forenede Stater er ikke fredens vej, men den sikre vej til vold. Ingen overstat kan opretholdes uden brug af vold. Og det ligger i overstatens natur, at den må undertrykke sine egne mindretal for at syne bredbrystet over for ydre fjender.

I dag er Danmark - til en vis grad - selvstændig og har selvråderet. I Europas forenede Nationer er vi bare et mindretal, som ingen har pligt til at høre på. Og vi kender magtmisbrugens hæslige åsyn fra de seneste dages omgang med EUs russiske forbillede, overstaten i fåmandsvældets favn falsk forklædt som folkestyre.

© Poul Erik Søe 1. november 2002

Andre artikler om det foreløbige udkast til traktat om indførelse af en forfatning for EU:
Unionen er stendød - Nu skal det være Europas forenede Stater
Døde-dans i fostertilstand
EU er et korstog

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside