Israel undergraver sig selv
Og Danmarks gør sig til præsident Bushs kanariefugl

For et kort øjeblik kunne verden tro, at USA virkelig mente noget med at være Israels ven. Nemlig da USA gik imod Israel i FN og sammen med det øvrige sikkerhedsråd stemte for resolutionen, der kræver Israels militær ud af de besatte områder, som tilhører palæstinenserne, men som Israel nægter frihed med voldsmidler.

Ven er den, der ser fejlene, siger et gammelt ordsprog på Færøerne. USA har aldrig været villig til at se Israels fejl. USA har under skiftende præsidenter ført amerikansk indenrigspolitik ved hjælp af støtten til Israel. Hele holdningen til Israel er fastsat af hjemligt stemme-bejleri.

Det har hele tiden været galt, at USA har optrådt som mægler mellem palæstinensere og israelere, fordi det var åbenlyst for den ganske verden, at mægleren ikke var uvildig, men stod på Israels side. Det hører til ydmygelsen af palæstinenserne, at de har måtte finde sig i USA som mægler, skønt USA var deres modstander. Det er kun magtforhold, der har tvunget dem til at finde sig i ydmygelsen.

Den ene gang, der for alvor skete noget i retning af fred og en smule retfærdighed i Palæstina, var det netop ikke USA, der var mægleren, men det frie selvstændige Norge, uvildigt og også uden for EU og unionens magtbrunst.

Nu undergraver Israel sig selv time for time - og den amerikanske regering tvinges af mangel på handlekraft og retfærdighedssans til at fremstå som tilhænger af terrorisme - lige midt i den amerikanske hævn på terroren.

Ethvert barn ved efterhånden, at hvis det lykkes palæstinenserne at få det selvstændige land, de har krav på, og som hele folkeretten tilsiger dem, så skyldes det ikke en nyopdukket amerikansk trang til retfærdighed. Grunden vil alene være, at verden skal samles om USAs hævn på Saddam Hussein, som den nuværende præsidents far ikke fik ram på i sin regeringstid.

FN's Sikkerhedsråd vedtog lørdag en resolution, der opfordrer Israel til at trække sine militære styrker tilbage fra de palæstinensiske områder. Også USA stemte for FNs resolution, men har siden opført sig sig tvetydigt, fordi Mellemøsten mere er en amerikansk indenrigspolitisk leg - end et alvorligt menneskeligt anliggende, oftest et uansvarligt, grumt og umenneskeligt spil med hundredtusinders skæbne.

Folkenes fælles talerør FN har tilkendegivet, hvor sagen står, og hvor ansvaret ligger - hos Israel.

Danmark er altid blevet set som Israels ven - historisk og nutidigt, også af israelerne selv. Men vi handler ikke som ven, hvis vi fortsat lurepasser i den krig, der er i gang - og som ikke har med terrorisme at gøre, men handler om, at et folk har taget et andet folks land.

Men vil man være Israels ven, så må det være slut med al falsk rørelse i forhold til staten Israel. Landet har en ledelse, der forbryder sig mod Forenede Nationer og menneskerettighederne, og som udøver statsterrorisme i læ af USA. Dag for dag svinder det værn, Israel hos nogle kunne have ved at ligge i læ af jødernes historie og kristendommens udspring i jødedommen, men i virkeligheden misbruger Israels regering de følelser, der springer af anden verdenskrig, og den religion, der deler landskab med palæstinensernes område - også de områder, Israel uretmæssigt kalder sine.

Time for time mister Israel ret til at være stat. Kun den dovne glemmer, at den vold, der nu altid hos modparten stemples som terrorisme, er fremkaldt af Israels politiske leder Sharon, der fra første færd udfordrede palæstinensere. Han bestilte vold - og han vidste det, fordi vold er hans sprog, hvad han endog har israelsk dom for. Kun den kan kalde sig ven af staten Israel, som tør sige rent ud, at Israel i det lange løb aldrig kan vinde sin selvråderet gennem vold, men alene ved at blive godtaget som stat af verdens folk og især naboerne.

USA kører et dobbelt-spil, som Danmark lægger ryg til ved på et aldeles falsk grundlag at støtte en kamp mod terrorisme, som i virkeligheden betyder, at vi overlader til USA og den på et hængende hår og noget lemfældigt valgte præsident at afgøre, hvem der er terrorister.

Hvis terroristerne bærer uniform, sidder i amerikanske tanks og amerikanske fly, mens de bomber vilkårligt valgte flygtningelejre som hævn, så godtages det af USA af hensyn til kampen om de hjemlige stemmer og politiske penge-støtter.

Hvis folk, der er besat af et andet land, frataget enhver mulighed for at opbygge et forsvar, har fået hele sit politi-system bombet, og hvis lovlige leder holdes indespærret af besættelsesmagten, så kaldes det folks lovlige modstandskamp for terrorisme.

Og Danmark synger lallende med, som om vi er Bushs kanariefugl. I hvert fald er det burfugle-rollen, vi vælger, hvis vi ikke nu mander os op til en aldeles anderledes klar tale i forhold til Israel og USA.

Der er selvsagt kræfter i det israelske folk, der endnu stærkere end vi kæmper mod den falskhed og terrorisme, som Sharon udøver ved hjælp af amerikansk militært grej i Israels navn. Det er de kræfter i Israel, vi skal støtte ved at sige klart nej til at lade Israel slippe igennem med at gentage storsvindleren kong Davids grumhed, da han ville have en anden mands kone, Batseba, for egen seng.

David sendte Batsebas mand til fronten for at få ham slået ihjel, så han selv brunstigt kunne erobre, hvad den anden havde. Svindler-kongens ord i det gamle testamente lyder: "Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt."

Det er i samme svindleriske hensigt, for at gøre det ulovligt besatte Palæstina til sit eget, Sharon nu har bestilt og iværksat volden, der helt selvsagt af palæstinensernes frihedskæmpere svares med vold. Det er ikke terror, palæstinenserne udøver, det er ethvert folks ret til at kæmpe for sin frihed, at kæmpe sig ud af en besættelse - helt nøjagtigt og aldeles uden forbehold det samme, som den danske modstandsbevægelse gjorde mod tyskerne.

Det er skamfuldt, hvad der sker i Palæstina. Det er skamfuldt, når de vestlige ledere, også vores egen udenrigsminister Per Stig Møller, sender medfølende telegram-ord ved drab på israelere, men ikke gør det, når palæstinenserne mejes ned. Mest skamfuld er det dog for den israelske udenrigsminister Shimon Peres, socialdemokraten og tidligere statsleder, der sammen med palæstinensernes leder Arafat modtog Nobels fredspris. Ved at lægge navn til den statsterrorisme, der er Israels regerings, spytter han på den agtelse, der hos mange af os lå i glæden over, at han delte fredspris netop med Arafat.

© Poul Erik Søe31. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside