Må Kofi det?

Ordet er ikke længere frit. Meninger kaldes terrorisme og kommer i de hemmelige arkiver. Så fyld arkiverne!

Ifølge aviserne har FN' generalsekretær, Kofi Annan udtrykt ”forfærdelse over Israels massive bombardementer af palæstinensiske mål og over de alvorlige ødelæggelser på FN's kontorer i Gaza”.

Umiddelbart tænker man: Må Kofi godt sige den slags?

Skal man ikke bare bøje sig, nøje sig og neje sig, når brugen af vold grundes i terrorisme? Er alt ikke lovligt, når blot det sker i kampen mod terrorismen – og er enhver ikke terrorist, som har nogen anden mening end Bush og Blair? I ly af den rædsel, som 11. september fremkaldte, er det muligt at holde jordens folkeslag i skak. Det er ikke nok at finde de skyldige, men der spredes også en fælles-stemning af skyld hos enhver, der har en anden mening.

Der fremstår et vrangbillede, som bruges til eget formål, fordi alt er muligt i den såkaldte ny verdensorden. Rom er genskabt og ligger i Washington – og lydlande som Israel misbruger de stærke følelser, som 11. september har efterladt i de fleste af os.

Og så er mine ord heller ikke dækkende, fordi også flere og flere amerikanere indser, at volden er uden ende, hvis al historie og nutid kortes ned til at være en følge af terrorisme. Det amerikanske udenrigsministerium har i denne uge sagt ”bekymrede” ord om den opblussende vold i Mellemøsten. Men ord som ”opblussende vold” er i sig selv alt for godtagende, da der synligt for enhver er tale om egentlig krig. Og det amerikanske udenrigsministerium føjer da også til, at palæstinensernes leder, Yasser Arafat, har hovedskylden.

Den slags domme er intet værd og har kun som mål at tillade Israel frit spil. Men det amerikanske udenrigsministerium skal ikke regne med, at den vestlige verden entydigt sluger den skyld-deling, USA's regering oftest ender i. Det glemmes ikke, at Arafat er modtager af Nobels fredspris. Det glemmes ikke, at amerikanerne blot en præsident tilbage kunne omfavne Arafat - og Jordans konge som mægler. Det glemmes ikke fra de israelsk-palæstinensiske hemmelige forhandlinger i Norge, at palæstinenserne trods alle forsøg på at hænge dem ud som mordere og terrorister selvsagt viste sig at være et folk som alle folk på jorden - med de samme drømme om fred, frihed og selvstændighed. I helt usædvanlig grad ligner israelere og palæstinensere hinanden - og det er et godt udgangspunkt for ens tanker.

Men først og fremmest glemmes det ikke, at palæstinenserne er ulovligt besat af Israel, som har fremturet i årtier trods Forenede Nationers fordømmelse. Palæstinenserne forsvarer sig, som danske frihedskæmpere forsvarede landet mod tyskerne under besættelsen. Vold er altid galskab, men efter ældgammel mellemfolkelig skik har palæstinenserne alle folks ret til at værne frihed og folk.

Terroren, for der bliver brugt terror på begge sider, rammer uskyldige, men palæstinensernes terror er hverken grimmere eller grueligere end Israels statsterror. Det er en indre forvrængning, hvis militær vold og bombekastning anses for en finere, fornemmere vold end selvmordsbombning. Israel lader bomber ramme vilkårligt i flygtninge-lejre – og det er på ingen vis anderledes end bomber, der går ud over busser. Israel har blot ingen folkelig ret bag sin vold. Det har palæstinenserne. De er besat af en fremmed magt, og al historie tilsiger ret til folkeligt oprør mod ulovlige besættelser.

Kofi Annans talsmand, Fred Eckhard, har sagt, at søndagens bombardementer ”forårsagede betydelig skade på FN's kontorer og sårede to FN-ansatte”. ”Annan fordømmer den voksende voldsspiral mellem Israel og palæstinenserne. Han er forfærdet over Israels bombardementer af den palæstinensiske selvstyreenheds bygninger med tunge bomber nær civile områder”, sagde Eckhard.

Danmark har nogenlunde rene hænder i forhold til jødernes nyere historie, og Danmark kan derfor med vægt sige til Israel, at det ikke er palæstinensernes fremtidige selvstændige stat, der står på spil nu. Israels statsterror åbner verdens øjne for, at det også handler om Israels folkelige ret til at være stat. Det handler nu ikke længere kun om, hvorvidt Israel vil godtage en palæstinensisk stat. Det handler i stadig stærkere grad om, hvorvidt palæstinenserne vil godtage en stat ved navn Israel.

Det er staten Israel og dens indbyggere, der gennem det valg, som førte Sharon til magten, har fremkaldt den ny vold. Indtil da var mægling og fred en spinkel mulighed. Det er også staten Israel, der dag for dag undergraver sig selv. En stat er ikke kun til, fordi den med vold kan værne grænser og erobringer. En stat er i det lange stræk kun til, når andre folkeslag på jorden godtager dens tilstedeværelse.

Danmark sidder vegt og vagt og synger en lille EU-sang på vippens midte. Det er ikke en anstændig måde at være dansker på. Selv de mange, der af misforståede religiøse grunde aldrig vil se fejl hos Israel, er ved at indse, at ”øje for øje” ikke er Guds opskrift, men Sharons og hans meningsfællers. Aldrig mer skamfuldt end just i disse dage, hvor Israel standser hævnen en dag eller to, lukker øjnene - alene fordi amerikanerne for en kort, taktisk stund er i samtale med palæstinenserne.

Kofi Annan har udtrykt forfærdelse. Det må han sikkert ikke. Han ender i de hemmelige arkiver som en mulig terrorist. Hver af os går rundt og er bange for, hvad man må mene eller sige – eller om et girokort kan sende os i fangelejr på Cuba. Friheden krænkes – for at værne friheden, siges det. Der er kun een mulighed. Sig, hvad du mener. Fyld de arkiver op, så de bliver ubrugelige.

Da A. C Normann og Kr. Helveg Petersen blev ministre opdagede de, at de stod i politiets hemmelige arkiver som landsskadelige personer. De var blevet skrevet op for noget, de havde sagt som unge i Radikal Ungdom. Jo, der er skam fremtid i at turde sige, hvad man mener!

© Poul Erik Søe21. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside