Børn som kunder
i skole-butikken

Børn gøres til trælle af erhvervs-forgudelsen i skolerne

Der er ord, der har svært ved at forlade een. De siver ind i een, måske midt under morgenkaffen. Der er ikke tid til at tygge drøv på dem, men de bliver der dagen igennem og kræver en slags svar.

Til morgen var der en sælger i radioen. Han var ganske vist skolemand, fremgik det. Men hans verden var pengenes, og hans mageløse opdagelse var, at sådan skulle børn også have det.

Havde han været religionslærer, ville have han med sikkerhed have hævdet, at Gud brugte syvendedagen til at evaluere i.

Og han ville med jubel have skildret for de små, at ordet evaluere stammer fra Eva, der jo blev skabt uden kærlighed af et ribben, hvad der sandsynligvis må ses som den første form for produkt-udvikling.

Skolemandens budskab var, at skolerne skal skrive kontrakter med børnene. Børn, der er dårlige til engelsk, vil blive dygtige i faget. Men kun hvis de skriftligt indgår en kontrakt med læreren og helst også forældrene om, at målet er 11 i engelsk.

Børn, der ikke kan være stille, skal skrive under på, at det vil blive de blive gode til. Og når de så er gået i fælden, så kan man bagefter evaluere, om de har nået kontraktens mål. Det hedder selvsagt en handleplan, og som enhver kan høre, lyder det helt rigtigt - man er solgt.

Det er vigtigt, kunne man høre, at kontrakt-skriveriet indledes allerede i første klasse. Med de små er det endnu for tidligt med 11 i engelsk, men kontrakterne kan så handle om deres adfærd.

Selvom vi nærmer os første april, så er det stadig jævndøgn, og aprilsnar kunne der ikke være tale om. Manden ikke bare mente det. Nej, han havde ligefrem erfaring med det. Det er noget, man bruger i skolen. Og der er intet håb at hente hos den nye undervisningsminister, for Venstre elsker omdannelsen af forretningen Danmark til det multinationale selskab Jorden A/S.

Det er endnu et fald af de trælgørende blandinger mellem psykologi og virksomheds-religion. Jeg er selv leder af en virksomhed og ville se det som dybt krænkende blot at tænke på at byde voksne, hvad erhvervs-religionen fremkalder i skolerne. Skolefolk, som ikke tør være forbilleder, og som intet reelt indhold har at tilbyde børn og unge i undervisningen, leger diskenspringere og handelsrejsende med direktør-rejsning.

Det unge liv, som skulle tilbydes al verden, ses som et stykke bogholderi, hvor børn og unge er dømt til altid at have underskud i forhold til voksenkrav, der befamlende mases ned over dem i den hensigt at tilpasse dem til verden og fratage dem oprør, lyst og mod til at lave verden om.

Det er da nemt at se, at ingen skolemand kan tage sig selv og undervisningen alvorligt. Hvor meget end skolen i alle dens former tilpasser sig erhvervslivet, så er der ingen virksomhed, der kan bruge resultatet. De står alle klar med deres egne efteruddannelser.

Ingen tvivl om, at børn skal lære at klare sig - også helt håndgribeligt i virkeligheden. Men de altid tåbelige nytårsforsætter ved midnat, mens vinen med kunstbrus vammelt breder sig ind i det nye år, skal ikke sættes i system, på skema og gøres til kontrakter.

Skolen er der for at gøre drømmen større. Fordi intet menneske når længere, end det har drømt som ung. Hvis drømmen bliver til en kontrakt om at sidde stille, tie stille og få 11 i engelsk, så er det at indsnævre livets rigdom. Den slags bogførings-lege er og bliver aldrig andet end en snæversindet tilvænning til at leve af provision, at tækkes andres drømme i stedet for at samle eller sprede sit eget verdensrum - for nu at snakke halfdan-rasmussensk for at mindes ham.

Skolemanden i radioen til morgen kaldte selvsagt børne-kontrakterne for en øvelse. Og inden få sætninger var det allerede blevet til et projekt. Jeg har vænnet mig til, når folk i øjeblikket render rundt og bruger ordet øvelse om alle mulige og umulige hændelser, også om fødsler, i stedet hver gang i tankerne at indsætte ordet prøvelse. Det er ulideligt, at alt har mistet alvor og er blevet til øvelse. Nu skal man altså også skrive sindsmæssige slave-kontrakter med de små og bagefter tærske igennem med dem i en evaluering, hvorfor de ikke er blevet stille nok.

Om bare fem år vil vi juble af grin over ordet øvelse og tanken om at skrive kunde-kontrakter med børn fra første klasse.

Jeg håber, at børn er kloge, som de altid har været. Riv den slags kontrakter i stykker for næsen af skoleinspektøren, lærerne og forældrene. Tramp på stumperne! Og hvis skoleinspektøren fremturer, så bed ham tie stille - så han kan være et forbillede bare på eet område.

© Poul Erik Søe20. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside