Det formgivne klynk

I Struer er de gode til at give ting form. Det hedder design på nudansk og lyder af ikke så lidt mere end formgivning. Den indre nedgøring af det danske sprog har som følge, at vi gerne giver langt flere kroner for design end for formgivning.

 

Det ved de på B&O i Struer, og det er gode til det. De kan få kasser til at se lækre ud. Fjernstyringen ligger godt og tungt i hånden. En viftende finger får en rude til at åbne sig helt uden at røre. Den slags er vigtigt. For nogen vigtigere, end hvad der kommer ud af fjernsyn eller radio.

 

Der er ingen grund til at nedgøre drømmen om skønhed i de ting, vi bruger og omgiver os med. Siden Skønvirke, det danske ord for Jugend-stil, har vi haft sans for det, Georg Jensen og hans efterfølgere banede vejen, og arkitekten Poul Henningsen gjorde det alment - hans egne lamper er lysende enkelttilfælde af brugs-kunstens mangfoldige skønhed.

 

Da Lego vendte hjem

Stifinderne for den skønne brugs-kunst var legebørn. De blev ved, indtil de lokkede de indre muligheder for skønhed ud af tingene. Vi har solgt stole og borde, huse og strygejern, gafler og glas på den leg, der gjorde ting mere end brugbare, en fryd for hånd og øje på samme tid.

 

Nu er brugs-kunsten blevet industri, hvad der i sig selv ikke er noget galt i, for så når den ud til flere. Men industrien har ikke mange legebørn. Den er skam en alvorlig sag med indtjeningen som herre. Endnu da Lego blev født, var det håndens leg, der var skabende.

 

Siden sejrede magt-drømmene og verdens-herredømmet. Lego kunne i førstningen af halvfemserne sige til sine medarbejdere, at hvis de ikke stemte ja til EU-traktaten, så ville mere og mere af fremstillingen flytte til udlandet. Lego var formgivet til noget mere end det sølle land med den ene halvø og de mange øer, der ligger som ubrugte Lego-klodser spredt ud over kortet. Det var i de år, da mange virksomheds-ledere brugte en ny stavemåde og kaldte Gud for gEUd.

 

Den slags gør en virksomhed ikke ustraffet. Lego fik nedtur. Og hvordan er det så rettet op? Ved at nedlægge arbejdspladser i udlandet og flytte hjem. Stik modsat storheds-drømmene. Grunden er ligetil. Lego er til, fordi drømmen og varerne skabtes i et land, hvor der var frihed og frisind nok til skabende legebørn. Man kan ikke designe mennesker på samme måde som plastik-klodser.

 

Men det er just mange virksomheders tro, at man kan formgive mennesker, der jo desværre er født helt uden industrielt design. Mennesker er så upassende forskellige, at det er fornærmelse fra Guds side mod enhver virksomhedsleder. Nogen kan se rigdommen i den forskellighed, men de, der har den indsigt, bliver stadig færre.

 

Den menneskelige mandagsbil

De fleste ser på mennesket som en fejlskabning, som en slags mandagsbil, sammensat mest af mangler og uvidenhed, som de klogere så må istandsatte og forbedre. Mennesket er lavet så dårligt, at det må på værksted, endnu før erhvervslivet tager det i brug. Hele den forestilling hedder på nudansk efteruddannelse. Mennesker er efter den tankegang blot råstof, ubrugeligt i sig selv, men nyttigt, når man har forarbejdet og tilpasset dem virksomhedens mål og behov.

 

Mennesket har mistet sin værdighed og er blevet råstof. PÅ B&O har de tilmed en "Human Resourcechef" - en leder af afdelingen for menneskeligt råstof, menneskelige hjælpekilder eller hjælpemidler. Det er svært at tro, Det kongelige teater, TV2 eller Schaufuss-balletten ville finde på at give en leder den titel. Skuespillere, studieværter og balletdansere er ikke menneskeligt råstof eller menneskelige hjælpekilder og hjælpemidler. De er enestående væsener, der agtes for deres selvstændige værdi. Men en arbejder, der sætter rammer om fjernsynsskærme, er at regne for et hjælpemiddel for virksomheden - som en hammer, en knibtang og en høvl.

 

Det er i dagbladet Politiken (22. marts 2002), jeg har læst om B&O's Human Resourcechef, som hedder Peter Klange - skønt man må være tonedøv for livssynets grundlæggende klange, når man vil rende rundt med den titel.

 

Grunden er, at landets virksomheder ifølge Politikens medarbejder, Matias Seidelin,  selv skal "være med til at betale for videreuddannelse af deres personale". Regeringen, planlægger ifølge Politiken omfattende brugerbetaling på landets efteruddannelser.

 

Politiken skriver: "Oplysningerne stammer fra et internt notat fra Undervisningsministeriet, som Politiken er kommet i besiddelse af. Her står også, at regeringen kalkulerer med at 40 procent færre vil tage en efteruddannelse inden for it på landets erhvervsskoler, når der indføres brugerbetaling. På den samlede konto forventer regeringen at spare 227,7 millioner kroner." Bladet fortæller også, at prisen vil svinge mellem 400 og 750 kroner per elevuge og vil også ramme folk som selv vælger at efteruddanne sig.

 

Så er det, B&O's Human Resourcechef, Peter Klange, siger: "Det kommer til at betyde noget for vores mulighed for løbende at opkvalificere vores personale". Dansk Industri, som er en forening som så mange andre, mener, at det vil gå ud over konkurrenceevnen. Og LO, som er en forening af foreninger, siger, at det vil gå ud over de ufaglærte. Alle ordene er ren forenings-formgivning, fast design til at skjule manglende indhold.

 

En meget stor del af efteruddannelserne blev skabt på grund af arbejdsløsheden - og mest for at sminke ledighedstallene. Mange tilbud var slet og ret opbevaring af mennesker - uden mindste agtelse for deres egne drømme og mål. Og ofte uden reel sammenhæng med muligheder for at omsætte efteruddannelsen i arbejde.

 

Langtids-krykker

Staten gik ind i efteruddannelsen med kroner og ører i formgivet mål - helt som staten gav tilskud til at få sat nye vinduer i husejeres ejendomme for at få håndværkere i arbejde og samtidig mindske energitab. Den slags kan være kloge puf på et givet tidspunkt, men kan ikke opretholdes uden at virke latterligt. Det hjælper på fremdriften at gå med krykker, lige når man har brækket benet, men bliver man ved med det, længe efter at benet er lægt, falder man over krykkerne.

 

Tiden er inde til at se på efteruddannelsen med andre øjne. Hele lager-tanken må væk, opbevaringen af menneskelige hjælpemidler uden for arbejdsløsheds-statistikkerne. Der kan være enkelt-områder tilbage, hvor et puf er nødvendigt. Men det er svært at se det som en statsopgave at punge ud til B&O's Human Resourcechefs opkvalificering af menneskelige hjælpemidler. Det må B&Os kunder virkelig selv klare gennem prisen, som varerne koster.

 

Med den merpris, formgivning giver, og som brugerne tilsyneladende gladeligt betaler, skulle efteruddannelse ikke være en sag, som skulle bringe B&O på tiggerknæ med fremstrakte hænder foran statskassen. Retfærdigvis skal det da siges, at chefen for afdelingen for menneskelige hjælpemidler heller ikke hævder, at ændringerne vil føre til Struers undergang. Han siger, at det vil "betyde  noget". Og noget er ikke nødvendigvis meget.

 

Et folk, der er øvet i savn

Jeg tror, at en virksomhed som B&Os engang vil takke undervisningsministeren for, at kassen blev lukket. Af og til handler det om at komme hjem - sådan som Lego lige har erfaret det efter at have leget Klods-Hans på verdensplan. I det hjemlige er der mulighed for at handle og styre selv, at formgive også indlæringen efter det, der er fælles mål for virksomhed og medarbejdere.

 

Smid krykkerne! Der er en dagligdag også uden tilskud - for de fleste i hvert fald. I dag kan det virke nærmest latterligt, når vi hos Jeppe Aakjær synger om "et folk der er øvet i savn". Der er mennesker imellem os, der er øvede i savn, men de er sjældent resourcechefer og foreningsformænd. Der er nok at skælde politikerne ud for, men klynk dog ikke, når de tager krykkerne fra os, giver os mere frihed og kalder på mer selv-ansvar. Eller med Kaalund:

 

På det jævne skal du bygge,
på det jævne skal du bo,
ej som krøbling, ej på krykke,
ej med dyrets dorske ro.
Med dit savn og med din lykke,
med dit håb og med din tro
skal du på det jævne bygge
op til stjernerne en bro.
 

© Poul Erik Søe22. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside