Man lærer bedst -
ved at gøre noget andet

Glemmer du, så husker jeg det ord for ord. Det var kvinderne og de lavtuddannede, som ville stemme nej til euroen. De magt-brunstige blev ved at slå det fast alle dage før afstemningen. Og man kunne høre på tonefaldet, at kvinder og lavtuddannede kunne man da ikke tage alvorligt.

Så viste det sig, at langt over halvdelen af folket sagde nej. Men endnu værre. Det viste sig, at kvinderne og de lavtuddannede havde ret. Alle de rædsler, der var truet med, hvis det blev nej, udeblev. Kronen blev stærk. Langt stærkere end euroen, så danskerne måtte helt alene ændre renten for ikke at efterlade euro-land i muddergrøften. Og udlandet satte penge i Danmark som sjældent før.

Måske kunne man lære af det. Kvinde skal man jo nærmest være født til, men hvordan sikrer vi os tilstrækkeligt mange lavtuddannede som et værn mod at blive rendt over ende af evaluerings-konger, prognose-dronninger og ekspert-knægte?

Håbet kommer fra de unge selv. Flere og flere bryder med den sygdom, som langtids-uddannelse er blevet. Læreanstalterne prøver selvsagt at holde fast ved den årelange indlæring, som årelader ungdommen. Universiteter og andre er ude i erhvervs-guddommeliggørelsens skærsild og har en opskrift fra middelalderens slutning - og den fremstilles som eneste brugbare, skønt den er så langt fra nutidig virkelighed som livgarden og vægterne i Ringkøbing.

Det er ikke længere en sandhed, at der findes en klassisk dannelse, som studentereksamen og universitetsuddannelse sikrer. Tværtimod er anstalternes kamp for egen livsforlængelse mere og mere endt som en massefremstilling af ubrugelig ensidighed, skabt til øjeblikkeligt formål, men med tab af personlig frihed og selvstændig tænkning.

Der er dog ingen grund til skønmaleri. Når unge i dag vælger kortere uddannelser, men til gengæld opfølgning flere gange i livet, så har det grunker som grund. Den ny tækning på uddannelses-området springer først og fremmest af den gamle modsætning, der findes i indtjeningens faser gennem livet.

Man tjener mindst, når man er ung - og har mest brug for pengene. Det koster vel omkring 12 års indtjening for en ung blot at komme fra nulpunktet til gennemsnits-velstanden i samfundet. Familierne har færrest penge til rådighed, mens de har mest brug for dem - mens der er børn.

Det er en kendsgerning, at pengene er færrest i det unge liv, hvor samfundet samtidig forudsætter, at man forbruger meget. Den modsætning var en del af grunden til tressernes ungdomsoprør. Der blev stillet spørgsmål til, om det var værd at ofre så stor del af tilværelsen på at nå det velstands-gennemsnit, som er den vestlige verdens. Derfor var der drømme om enklere livsformer, mindre forbrug, mindre vækst.

Nutidige unge prøver andre veje. Også fordi de vestlige samfund lige nu er inde i den livssyns-krise, der gør egen velstand vigtigere end andres velfærd. Men kriser kan være frugtbare - eller kan gøres frugtbare. Unge synes at samle mod til at sprænge det tyranni, som uddannelsen har udviklet sig. Man kan ikke vedvarende bilde mennesker ind, at det er dem, der er noget galt med, når de i stimer forlader de lange uddannelser midt i forløbet. Oftest klarer dem, der forlader en uddannelse, sig lige så godt som andre. Mere og mere bliver det tydeligt, at det stive uddannelses-system er loger, der giver magt til de få og holder de andre nede.

Vi skal ud af den religiøse dyrkelse af efteruddannelser - selve ordet lyder, som om der een gudgiven uddannelse, som alt senere skal hæftes på. Ordet efteruddannelse i sig selv røber, hvad der tænkes om os, at vi mangler noget - og at de andre bedst ved, hvad vi mangler. Men ingen uddannelse har værdi, hvis dens grundlag ikke er, at hver af os - i stedet for at mangle noget - har noget, det særegne, det særlige, som hvert menneske er.

Et menneske ved ikke mere, end det har oplevet. Når man efter skolegang og en kort uddannelse har været i gang en tid, så har man vundet de erfaringer, som ny viden kan hæftes på - men også viden i sig selv. Det virkelige liv er altid den bedste skole.

Uddannelse er ingen elevator, der langsomt løfter os til øverste stokværk. Den slags tanker kommer der kun storhedsvanvid og akademisk hovmod ud af. Uddannelse er heller ingen efteruddannelses-karrusel, man kan stå af og på efter lyst uden nogen sinde rigtigt at komme ud af stedet. Efteruddannelse er de andres redskab - til at forme een efter deres eget formål.

Man lærer bedst - ved at gøre noget andet.

© Poul Erik Søe21. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside