Og så drak de allesammen
en Alberti påskebryg...

Han gør noget ved det, vores nye statsminister. Det er, som om Danmark er opstået fra de døde, efter at vi har fået Anders Fogh Rasmussen. Tænk, at han fik den nærliggende, smukke og betagende tanke at tage over til præsident Bush for at tale med ham om svindler-firmaet, den krakkede energi-virksomhed Enron.  

 

Forholdet mellem USA og Danmark har aldrig været bedre siden sidste verdenskrig, siger statsministeren. Vi får selvsagt ikke at vide alt, hvad de har snakket om, men Enmandsavisen erfarer, at den fik ikke for lidt med Enron, Tvind og Farum. Og det er jo lige det, vi har internationaliseringen og globaliseringen til. Nu kan vi vupti snuppe svindlere i farten, fordi vi har så uendeligt meget at lære af hinanden.

 

Det er nemt nok at forstå, at Fogh Rasmussen gav Bush ti minutter mere mødetid end planlagt. De har sandelig haft erfaringer at dele – om kreativ bogføring og hemmelige skuffeselskaber.

 

Den ansvarlige for Enrons informations- og betalingssystemer, Allan Sommer, har til dagbladet Politiken sagt: »For mig at se er det virksomhedskulturen, korpsånden, der bragte Enron til fald. Alt skulle være bedre, større og dyrere. Jeg var vidne til en grådighed, der savner sidestykke, og så var Enron en arbejdsplads, hvor medarbejderne konstant blev presset, næsten hjernevasket til at gradbøje etikken«.

 

Et forlydende om, at statsminister Fogh Rasmussen forstod præsidenten så godt på grund af en fejltagelse, kan tilbagevises som purt opspind. Forlydendet siger, at Fogh ret længe troede, at de to talte om Euroen i stedet for Enron – da EU er jo det nærmeste sidestykke til Enron, når det gælder svindel. Men hvis Bush og Fogh også skulle have klaret svindelen i EU, så havde ti minutters overskridelse af tidsplanen ikke været nok.

 

Kender man Fogh, hans ordknaphed og stramme tidsplan, så har han været mand for at sige til præsidenten, at nu kunne det ikke blive til mere i den omgang. Hvis Bush ville have flere råd, så måtte han komme til Danmark i det næste halve år, hvor Danmark skal have formandskabet i svindler-butikken EU.

 

Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor Fogh har afbrudt samtalen med Bush – hvor vigtig den end har været – efter halvtreds minutter, for Fogh har selvsagt taget sig tid til at tage ud at besøge lederen af Tvind Peter Brixtofte i fængslet derovre i staterne. Danmark glemmer ikke sine sønner i nød.

 

Der er ikke sluppet noget ud fra mødet mellem statsministeren og Tvinds leder Peter Brixtofte. Men uden tvivl er der faldet trøstende ord om, at det hele slet ikke er så slemt for skolesamfundet Tvind – sådan sammenlignet med Farum kommunes svindel, og i Farum går borgmester Amdi Petersen jo stadig rundt på fri fod, fordi han mere end frivilligt vendte tilbage fra Lanzerote.

 

Statsministeren har helt uden tvivl været i stand til at forklare, at politiet måtte bruge alle kræfterne på Tvind, lave razzia og bryde computer-koder, og selv Tvinds leder Peter Brixtofte har sikkert kunnet indse, at politiet måtte være meget mere tilbageholdende med borgmester Amdi Petersen i Farum. Dels er Amdi Petersens ulovligheder i Farum så tydelige, at selv politiet ikke i længden kan undgå at få øje på dem, dels har borgmester Amdi Petersen altid været set som en frisk fyr og model for alle borgmestre. Statsministeren har sikkert trøstet Tvind-lederen Brixtofte med, at ideen med at sende unge til udlandet kan være lige så god som den med at sende de gamle til Lanzerote.

 

Det har nok været vigtigt for statsministeren at sige til Tvind-leder Brixtofte, at forskels-behandlingen i hvert fald ikke har noget med parti-tilhør at gøre. Vel er borgmester Amdi Petersen kendt som Venstre-mand, og vel har Venstres byrådsgruppe støttet hans kamp for Farum Boldklub, men det er netop det fine ved sagen, for enhver ved, at idræt er hævet over partipolitik.

 

Statsministeren og Tvind-leder Brixtofte har sikkert haft et godt grin sammen, da Fogh kunne fortælle, at Tvinds tanke om at have overtal af udenlandske elever på Tvinds højskoler nu af ministeren for nydanskere Bertel Haarder er blevet udbredt til alle landets højskoler. I har banet vejen, sagde statsministeren uden tvivl til Tvind-lederen.

 

Fogh har ganske givet åbent og ligefremt sagt til Tvinds leder Peter Brixtofte, at han bare skulle nyde påsken i fængslet og i stedet for selvynk have medfølelse med borgmester Amdi Petersen, der jo kun er endt i uføret, fordi Venstre i Farum er en kultagtig sekt, som i et og alt følger den guddommelige leder.

 

Og så tog de alle sammen hjem og drak en rigtig Venstre-drik, en skummende Alberti – æh, Albani påskebryg.

© Poul Erik Søe26. marts 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside