De største euro-lande
stjæler uafhængigheden

Ikke kun euro-modstanderne i Danmark, men økonomer og politikere i alle euro-lande advarede mod, at euroen hurtigt ville ende som et politisk redskab i stedet for en uafhængig valuta. De har fået ret med uhyggelig hast.

I Danmark har vi været vant til en uafhængig Nationalbank, uafhængig af Christiansborg. Politikerne kunne ikke bruge renten som redskab i deres politik, men måtte bøje sig for, at Danmarks Nationalbank skønnede selvstændigt og fastsatte renten selvstændigt.

Det lå klart allerede ved euroens tilblivelse, at den uafhængighed ville blive sat over styr. I kamp-dagene før folkeafstemningen, hvor danskerne sagde nej, var det tydeligt, at Nationalbank-direktørens direktør var rede til at opgive den uafhængighed, som gav banken frihed og borgerne sikkerhed.

Den danske nationalbank-direktør lod sig endog bruge til en ensidig fjernsyns-propaganda for euroen kort før afstemningen. Hun blev sat på plads af vælgerne, der værnede friheden og uafhængigheden bedre end hun selv, og hun fik uret i alle de spådomme, hun brugte i sin propaganda. Vælgerne vidste bedre. Og tiden efter det danske nej har givet euro-modstanderne ret.

Danmarks Nationalbanks uafhængighed var tidligere ikke enestående. Mest kendt og værdsat var den tyske Bundesbank og dens uafhængighed af kansler, regering og forbundsdag. Det var Bundesbank, der sikrede ro omkring den tyske mark og med sikker hånd værnede den mod penge-forringelsen.

Sikkerheden og uafhængigheden har Tyskland sat over styr. Det tyske pengevæsens skæbne er lagt i hænderne på euro-centralbanken, der som ventet er blevet politisk legetøj for politikerne i de største euro-lande. Det tyske folk blev ikke spurgt, skønt selv efter euroens ikrafttræden har der været op til 70 procent af tyskerne, som sagde nej.

EU har det med at bruge store ord, og aftalerne om euro-reglerne kaldes stabilitets-pagten. skønt økonomierne nu raver rundt som fulde pinsesols-dyrkere. Bruddet med stabilitet og uafhængighed skete næsten som skæbne-fastsat netop hos tyskerne, der før nød gavn af Bundesbank og dens uafhængighed. Tyskland var det første land, der prøvede at smyge de fælles euro-krav af sig.

Grunden var ligetil. Tyskland er aldrig kommet sig efter euroens indførelse. Ledigheden er stadig truende alvorlig og øger den vold, som spreder sig i landet. Det har ærgret tyske politikere, at Danmark med sit nej til euroen i hast har kæmpet arbejdsløsheden ned, så den ligger på kun det halve af den gennemsnitlige ledighed i euro-landene. Den danske krone har i dag den sikkerhed og styrke, som engang var den tyske marks.

I år har det så vist sig, at Tyskland slet ikke kan leve op til euro-reglerne, som landet selv var ivrigste tilhænger af. Det er selvsagt endnu mere alvorligt, fordi Tyskland skal have valg. Og vælgerne ser ud til at ville straffe kansler Schröders regering for økonomisk uduelighed i euroens falsk-gyldne ramme. Tyskland kan ganske enkelt ikke leve op til euro-landenes stabilitets-pagt, og mens tyskerne før greb hårdt ind og holdt lande ude, der var i samme stilling, så overhører Tyskland lige nu euro-reglerne i ulydighed mod, hvad de selv har gjort til lov.

Det hele er endnu værre, fordi euroen hæmmer i stedet for at sætte i gang. Det er stadig nedturstid i Tyskland, og den går ikke længere at give genforeningen skylden. Dag for dag er det tydeligt, at folks indtægter forringes, og følgen er, at der kommer færre skattekroner ind. Dermed bliver det endnu sværere for Tyskland at leve med euroen og at holde den euro-pagt, politikerne var så ivrige for at gennemføre uden at spørge vælgerne.

Lige nu bliver danskerne i en slags farumsk storhedsvanvid tudet ørene fulde med, at det hviler på Danmark og vort seks måneders formandskab i EU, om de østeuropæiske lande kommer med i EU. Det er selvsagt det rene vrøvl. Det er bare en tilfældighed, hvis det lige sker, mens Danmarks har formandskabet.

Om østlandene kommer med, afgøres alene af de største EU-landes økonomi. Og den tyske regering kan ikke få flertal for at at bruge de nødvendige penge på udvidelsen mod øst, især fordi kansler Schröders modspiller i kansler-valgkampen i år, ministerpræsident i Bayern Edmund Stoiber, ikke vil gribe til pungen for den sag - i hvert fald før valget.

Indtil nu har den holdning i Tyskland - og trindt om i euro-landene - ført til, at østlandene skal gøres til andenrangs deltagere i unionen. De får ikke landbrugsstøtte på lige fod med de øvrige EU-landene, og med dem er der ingen nåde med hensyn til EU-regler og euro-pagt. Det er kun de største lande, der tillader sig det.

De små stater bliver langsomt økonomiske slave-stater for de store EU-landene, og de østeuropæiske lande er det straks fra optagelsen. De er jo også mere vant til det fra den sovjetiske union, der døde af ufrihed som de fleste af historiens unioner. Men det er klart, at de østeuropæiske lande nu ikke er vilde med EU som før, fordi de kun har været frie så kort - og nu tydeligt ser historien gentage sig - friheden er for de store.

Og nu lyder der så pludselig franske ord om, at euro-reglerne slet ikke skal tolkes så stramt. Hvorfor nu det? Jo, Frankrig skal have valg, og den nye borgerlige regering vil så gerne love skattelettelser. Og det kan den ikke uden at revne bukserne - som tyskerne allerede har gjort det.

Så de to store euro-lande Tyskland og Frankrig står med euro-pagten nede om hælene. Enhver, der ikke havde taget eksamen i økonomi, ikke var nationalbank-direktør, økonomiminister eller ja-politiker kunne sige sig selv, at sådan ville det gå, når selvstændigheden og uafhængigheden blev sat på spil med euroen. Vælgerne vidste bedre. Det er derfor, folkestyre ikke er så tosset endda.

© Poul Erik Søe20. maj 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside