Færgen, Farum og de
politiske foreninger

Partierne har sat sig på folkestyret, som om de ejer det. Men demokratiet kan ikke sættes på aktier, børsnoteres og styres af et aktionær-flertal. Partierne har ingen som helst særret til folkestyret. Et parti er en forening som enhver anden forening. Og en parti-forening har ikke andre rettigheder end en vinklub eller en frimærke-forening. Et parti er en forening, hvor folk mødes for at dyrke deres enighed - som en kortklub, hvor folk mødes for at spille hjerterfri.

Partierne tror ganske vist selv, at de har særrettigheder og opfører sig, som om folkestyret kun kan forvaltes gennem dem. Det har grundloven aldrig tænkt sig. Fra første færd blev grundloven bevidst skrevet sådan, at ingen havde forrang eller kunne give forskrifter for de valgte.

Men i løbet af 1900tallet tiltog partierne sig rettigheder, gav sig selv særligt gode vilkår for opstilling af folk til de valgte råd og endte med at yde sig selv partistøtte fra statskassen. Hensigten lykkedes. Folket skulle narres til at tro, at folkestyret forudsætter partier, hvad grundloven intet kender til.

Og langsomt narrede partierne også sig selv til at tro, at de var kernen i demokratiet i stedet for vælgerne. Et sindbillede på den holdning er det, der sker hver aften efter en valgdag. Partierne samles for at fejre opgange og nedture, mere og mere ligeglade med det samlede vælgerfolk.

Sidst skejede Venstre ud ved at vrage Christiansborg og det folkelige fællesskab for at feste på en gammel DSB-færge. Det var en farumsk aften med selvfejring, sejrsrus og laserlys som napoleonsk triumfbue over onkel Anders. Næste gang skal der festes i et Arriva tog.

Ved valg og folkeafstemninger forud havde Nyrup Rasmussen gjort mødet med sine socialdemokratiske plakat-ophængere vigtigere end mødet med vælgerne og folket som helhed. Sangen om det smældende røde flag var vigtigere end alt andet. Vælgere og andre politiske ledere måtte vente.

Valgnat-skikkene er et sindbillede på parti-forfald, en langsom magt-drejning, der ender i Farums og finansministerens tro på egen magtfuldkommenhed. Magten forsumper. Ved at vrage dansk demokratisk skik og overtage stil og holdninger fra andre lande, mest fra England og USA, undergraves folkestyrets danske udgave. Fællesskabet i demokratiet også med ens modstandere sættes over styr i selvdyrkelse, selvros og stinkende udstilling af en kortvarig sejr på en enkelt valgdag.

Partierne må se at komme hjem. Fra EU og andre udemokratiske sammenrend henter de ledende politikere person-tilbedende skikke, som krænker hensigten med og formen i dansk folkestyre. Det er ulideligt at se ministre og partiledere rende rundt og lege solkonger som Mitterrand, Helmuth Kohl, Bush, Blair og Chirac.

Det er i den forestillings-verden, Farum blev til som person-tilbedende kejser-vælde i romersk stil. Det er i den verden, Venstre har skiftet fra at være bondeparti til golfklub og socialdemokraterne fra at være del af en arbejderbevægelse til et lukket kredsløb af folke-fjerne ja-sigere. Og de oprør, der nu sker herhjemme og i den vestlige verden, er mere end noget andet et svar til politikere, der bærer næsen så højt, at de aldrig ser jorden, de træder på.

© Poul Erik Søe18. maj 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside