Bare jeg kunne
huske at glemme
Så var det, de sagde, at vi skulle snakke om det.
Vi skulle endda snakke meget om det, fordi det havde vi forsømt i Danmark.
De sagde tilmed, at der skulle være debat. Og ikke bare debat, men åben debat.
Bare jeg kunne huske at glemme.
Men jeg kan både se billederne og høre lyden endnu.
De sad på rad og række den aften og den næste morgen, da danskerne havde sagt nej til euroen.
Nyrup Rasmussen sagde, at det var et folkeligt nej, ikke bare sådan et almindeligt, sjusket nej.
Og Fogh Rasmussen ville have lavet en deling mellem, hvad Unionen kunne afgøre, og hvad hver stat kunne bestemme selv.
Men ikke bare de to, også de andre sagde det vigtigste - nu skulle vi rigtigt til at snakke om det, sådan helt åbent - en rigtig debat.

Lige siden har der været meget stille.
Der er ingen, der siger noget. Og slet ikke dem, der sagde, at nu skulle vi snakke om det som aldrig før.
Vi skal nemlig være formand. Alle sammen på een gang. Formand for EU. Det er vi på skift med de andre lande. Men det særlige er, at når vi er formand, så må vi ikke sige noget. Og slet ikke til hinanden. Og slet ikke noget, der er forskelligt. Der må ikke være debat, og da slet ikke åben debat. Måske er der en lukket debat et eller andet sted. Jeg er i hvert fald ikke indbudt.

Alting lukkes inde, når vi er formand. Politiet er klar til at lukke endnu flere inde. Og de har lov til at snuppe folk bare på mistanke og lukke dem inde. Men det må man ikke snakke om, for det flertal, der sagde nej, er helt selvfølgeligt alle sammen under mistanke for at være terrorister, og det er ikke anderledes end det andet, vi ikke må snakke om. Politiet kan også standse folk ved grænsen, mens vi er formand. Hvis bare de folk ved grænsen ser ud til at ville snakke, så bliver de standset, lukket inde eller lukket ude. Det kalder man det grænseoverskridende samfund.

De sagde den aften og den morgen efter danskernes nej, at nu skulle vi til at snakke sammen om det hele. Men det er vist ikke meningen, at det skal være lige nu, mens vi er formand. Politiet har købt udstyr for fyrre millioner allerede på forhånd, så de kan stoppe al den snak. Og det står heller ikke rigtigt klart, om man må gå krævegang. Ganske vist har politiet på grund af den krig, der skal være, mens vi er formand, ikke tid nok til at gennemføre køreprøver, så folk kan komme ud at køre. Og det er ikke så godt, for så er der flere, der må gå, og hvis de nu går sammen, så ligner det allerede en sammenstimling. Det er meget bedre med biler. Der sidder næsten altid kun een i hver bil, og så kan man ikke kaldes en forsamling.

Politiet har frejdigt brugt forhåndenværende folk til at øve sig på i den sidste tid. Der var ballade med en fodboldkamp. Men politiet snuppede en masse. Samme aften sagde de, at det havde de planlagt forud, Hvis bare de anholdt en hel masse på een gang, så ville det standse de andre. Sådan set ville det være nemmere at snuppe dem alle sammen. Men nu var det jo bare en god øvelse, som politiet sagde. Og det var jo heldigt, at der lige netop var lovbrydere nok til at øve sig på.

Siden øvede politiet sig på en krævegang, som blev holdt af jøder på Rådhuspladsen. Otte hundrede betjente værnede to tusind i krævegang. Og det er, som det skal være. Man har ret til at gå krævegang her i landet. Det siger grundloven. Men nogen blev anholdt, kunne man læse i dagbladet BT dagen efter, og de blev anholdt, fordi de så palæstinensiske ud. Og da jøderne gik hjem fra Rådhuspladsen, skulle de efterlade Israel-flagene, fordi de ikke måtte se jødiske ud. Når jøder går krævegang, må man ikke se palæstinensisk ud, og jøderne må ikke se jødiske ud. Når Brøndby vinder, må man ikke ligne en fra Lyngby. Og når arbejderne strejker, må man ikke ligne en arbejdsgiver.

Jeg synes, vi skulle snakke lidt om, hvordan man må se ud, mens vi er formand. Vi ved jo, at for at standse vrøvl og ballade, så er politiet nødt til at anholde en hel masse, så de andre bliver kede af at lave vrøvl og ballade. Det er sådan, politiets planer er. Men hvordan kan politiet vide, hvordan man skal se ud for at være den helt rigtige at anholde sammen med et par hundrede andre. Hvis bare nogen ville snakke om det hele, sådan som de lovede den morgen. Og hvad sker der egentlig, hvis der ikke er nok, der ser rigtige ud til at anholde?

Kunne man ikke lave en Dansk Forening til Fremme af Frivillig Anholdelse? Jeg mener, vi kunne da finde sammen et par hundrede, som var imod euroen, bare for at hjælpe politiet. Når langt flere end halvdelen af det danske folk stemte nej, så må det være muligt at finde et par hundrede, der helt frivilligt lader sig bure inde for at vise de andre et godt eksempel. Man kunne jo mærke dem med gule stjerner, som det kendes fra Europas historie, eller et mere EU-venligt blåt mærke over venstre øje - og lige i det øjeblik, politiet har brug for det, så krydser de to hundrede håndled på egen ryg, så de er nemme at give plast-håndjern på.

Også i Varde har politiet - ikke politiet i Varde kun, men en masse fra andre byer - øvet sig på, hvordan de kan lukke munden på dem, der kommer og vil snakke midt i, at vi er formand. Jeg mener den øvelse bør gentages i Ringkøbing. I Varde har de altid holdt med de stærkeste op gennem hele Danmarks-historien. Derfor er byen sluppet så nemt igennem. I Ringkøbing har de holdt med de fattige, de undertrykte i enhver bondeopstand. Og otte hundrede har endda for nogle år siden gået krævegang i Ringkøbing, selvom det ikke er meget vestjysk. De var sure over, at Venstre gik til valg på at værne de små skoler, som de så straks lukkede seks af efter valget. Det viser bare, hvor oprørske de er i Ringkøbing, simpelthen ikke til at lukke munden på.

Her kunne man så gennemprøve en fremgangsmåde, jeg mener langt nemmere vil kunne standse al vrøvl og ballade. Det handler om at lukke munden på folk. Hvem er bedre til det end Toms chokolade? Vi ved, at Toms chokolade har lovet udenrigsministeriet at give et stykke chokolade til de fine EU-folk, der kommer til Danmark, og som får så lave lønninger, at de ikke selv har råd til at købe brune guldbarrer - og da slet ikke den guldbarre med knas. Nu er det så, jeg sidder og tænker på, om man ikke kunne dele Toms chokolade ud til dem, der laver vrøvl og ballade, fordi de er imod EU. Måske endda Toms vil give chokolade også til modstandere af EU, i hvert fald i den gode sags tjeneste. Jeg vil anbefale den lyse, den med mælkechokolade, den klistrer bedst og lukker munden varigst. Og i hvert fald larmer den ikke så meget som den med knas. Hvis man nu prøvede det i Ringkøbing i pinsen, så ville vi vide, om vi kan slippe roligt igennem det med at være formand.

Jeg mener - bare som en øvelse. Og til nytår, når vi ikke er formand mer, så kan vi snakke sammen igen. For det var jo egentlig det, de lovede - den aften og den morgen...

© Poul Erik Søe16. maj 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside