Danmark kunne have hindret
Frankrigs krise-ramte valgdag

Da danske EU-partier snød danskerne efter vores nej til EUs Maastricht-traktat, blev grunden lagt til den krise, fransk politik er i ved dagens præsident-valg

 

Dansk veghed over for EUs store lande og danske EU-partiers bedrageri over for danske vælgere er en af de vigtige grunde til krisen i Frankrig i dag, hvor landets vælgere sætter kryds i anden ombæring af præsident-valget.

 

Den yderligtgående højre-politiker le Pen slog de franske socialister (socialdemokrater) ud i første valgrunde. Le Pens vælger-fremgang er blevet skildret ikke bare som et jordskred, men som et jordskælv. Det er rent vrøvl. Han opstillede også ved det franske præsident-valg i 1995 og fik da 15 procent af stemmerne. Nu syv år efter fik han 16,86 procent. Det er en stigning af de små, ikke engang to procent.

 

Når Frankrig gik i sort, skyldtes det ikke le Pens valgtal. Hans udgave af højre-drejningen tiltrak ikke synderligt flere, end det er set tidligere. Nej, Frankrigs folkelige krise har som grund, at de gamle partier gik tilbage. Den siddende præsident, gaullisten Chirac fik det laveste stemmetal, en fransk præsident nogen sinde har fået. Og socialdemokraternes ministerpræsident Jospin blev vraget af vælgerne.

 

Det er Frankrigs egentlige krise. Le Pen vandt ikke øget vælger-tilslutning i et omfang, der i sig selv er udtryk for en højre-drejning. Og le Pens såkaldte jordskred er talmæssigt egentlig ikke mer end 0,68 procent flere stemmer end socialdemokraternes Jospin - altså ikke engang en procent.

 

Le Pens stemmetal kan heller ikke udelukkende ses som tilslutning til en yderligtgående højrepolitik. Vælgerne har bare ikke haft mulighed for at udtrykke deres folkelige fortvivlelse på anden måde end at sætte kryds ved ham. Det er en folkelig og politisk fattigdom, som kendes i en række lande, også i Danmark, hvor EU-partierne heller ikke afspejler de folkelige modsætninger. Også danske partier sender vælgerne ud på fløjene, fordi de ikke vil føre politik for det danske folk som helhed.

 

Der er tre grunde til højre-fremgangen i Frankrig, person-dyrkelsen i fransk politik, fremmedfrygt og modstand mod EU og euroen.

 

Person-dyrkelsen, en sværmerisk solkonge-tilbedelse af præsidenter, stammer fra general de Gaulle, De frie Franskes leder under anden verdenskrig og senere præsident. Frankrigs nuværende forfatning er skruet sammen til de Gaulle, der ville have magt som en amerikansk præsident. I begge lande fører det til et skrantende folkestyre - og vælgerne er tydeligt trætte af solkonger, som franskmændene troede gennem revolutionerne mod kongedømmet at have gjort op med.

 

Fremmedfrygten, den virkelige og den kunstigt skabte, har i Frankrig mest kunne give vælger-fremgang for højre-partier, som tjente på at tale om det, der ellers var fejet ind under gulvtæppet. I stedet for at se den vitterlige tilvækst af ikke-franskmænd som et politisk emne på lige fod med andre emner, bredte tavsheden sig. Det er den sikre vej til farlige tomrum i folkestyret, og det har le Pen  og endda mere yderligtgående end han levet på i et årti.

 

På samme måde har franskmændene ikke haft nogen mulighed for grundlæggende at drøfte EU og de vanskeligheder, unionen har påført Frankrig. Den franske politiske samtale om EU har været endnu mere indhegnet end den danske. Det har været krise-skabende, at fransk udenrigspolitik er præsidentens sag og ikke regeringens.

 

Det var alvorligt under den politiske tvetulling Mitterrand, socialdemokrat og solkonge i een person - især da en konservativ regering skulle samleve med den socialistiske præsident. Og vanskelighederne har haft samme præg - og dermed spillet væsentligt ind på første runde af præsident-valget - under den konservative Chirac i hans modspil til den socialdemokratiske regeringsleder Jospin.

 

Det er den franske vælger, der er kommet i klemme i landets EU-politik, især gennem skiftende franske præsidenters langvarige samspil med den tyske forbundskansler Helmuth Kohl, der siden blev taget med bukserne nede som svindler. Tyskland og Frankrig optrådte som en enhed, hvor kansler og præsident på grund af magt-indretningen i deres lande hensynsløst fremturede med at presse unionen frem hen over hovedet på tyskere og franskmænd.

 

Det hele magt-spil faldt i ruiner på grund af de danske vælgere. Den danske historie om holdningen til EU er en væsentlig forudsætning for det, der nu er endt som krise i Frankrig.

 

Dagens franske krise-historie indledes altså ved danskernes nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992. Det var et spinkelt nej. 50,7 procent stemte nej og 49,3 procent stemte ja. Danmark var delt. Med som ved alle folkeafstemninger er et flertal et flertal. Danmark havde sagt nej.

 

Efter EUs egne regler var der ingen tvivl, at det ikke kun havde som følge, at Danmark stod uden for Maastricht-traktaten. EUs regler sagde klart, at hvis bare eet land sagde nej, så var traktaten faldet til jorden og aftalen ugyldig.

At det danske nej betød hele traktatens fald for alle EU-lande var selvsagt. Den daværende danske udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, fastholdt også det synspunkt helt frem til et halvt år efter de danske vælgeres nej. Til den engelske avis The Guardian december 1992 sagde den danske udenrigsminister: "Alle ved, at uden Danmarks ratifikation, er Maastricht-traktaten død."

Men de store EU-lande, ivrigst Frankrig, havde allerede længe været i gang med at undergrave det danske folks frihed og folkestyre, sådan som det var udtrykt i folkeafstemningen. Den franske præsident Mitterand ville vise Europa, at i Frankrig var der overvældende vælger-opbakning til EU og til Maastricht-traktaten.

Mitterrands mægtige modtræk mod de danske vælgere var at udskrive folkeafstemning i Frankrig om samme emne, Maastricht-traktaten. Det havde han ingen pligt til, fordi fransk grundlov ikke har samme krav som den danske. Han valgte folkeafstemningen alene af taktiske grunde. Han ville vise verden og danskerne, at den danske delthed i holdningen til EU var aldeles uden grundlag i stemningen i det øvrige Europa.

Forud for folkeafstemningen sagde Mitterrand flere gange, at han ventede omkring 80 procents ja til Maastricht-traktaten. Da stemme-dagen kom i Frankrig, måtte selv de ivrigste tilhængere af EU ud over Europa skraldgrine i det skjulte over Mitterrand som solkongen i skidtpølen. 51 procent franskmænd sagde ja, 49 procent nej. Frankrig var delt som Danmark. Franskmændene var ikke mere EU-ivrige end danskerne. Alt magthaverisk union-iver var drømmebilleder og gøgleværk.

Med eet slag var det tydeligt, at det var ikke danskerne, der var sære, forkælede, fodslæbende bagstræbere, sådan som danske ja-sigere fremstiller det. Den danske delthed afspejlede aldeles den folkelige holdning til EU ud over Europa.

I virkeligheden kunne danskernes holdning ikke overraske. Kun syv år før havde EU lavet "Det indre marked", og i Danmark var selv EU-partierne Socialdemokratiet og Det radikale Venstre imod. De mente, at man allerede med det indre marked gik for vidt. Senere udenrigsminister Niels Helveg Petersen mente, at den fælles udenrigspolitik tilmed ophævede landets selvstændighed. Det er ikke et vrantent vælgerfolk, der syv år efter siger nej til den egentlige union i Maastricht-traktaten, men danskere, som holder fast ved, hvad også EU-partier kort før havde ment - nok er nok.

I den franske præsident-valgkamp de seneste måneder har netop Maastricht-traktaten spillet en rolle. Den er for franskmændene blevet et sindbillede på, at magthaverne svinger herremandspisken over vælgerne. Da ingen af de førhen store partier EU-partier i Frankrig gav plads til franskmændenes fortvivlelse over ikke at blive hørt, så kunne le Pen skumme af vreden, skønt den dirrede i alle partiers vælgere.

Der skete nemlig det efter det danske nej og det franske ja, begge lande delt i to halve kongeriger, at magthaverne ikke lyttede. De gennemtvang Maastricht-traktaten. Man brød EUs egne regler for at sætte magthavernes vilje over folkenes.

Kun Danmark var i stand til at standse denne politiske magtmisbrug. Men de danske EU-partier krænkede folkestyre og grundloven ved at sidde folkeafstemningen overhørig. Det var jo nemlig, hvad der skete. Folketinget gennemførte en Maastricht-lov, der tilsidesatte vælgernes afgørelse. Det er nok det vigtigste at huske om dansk folkestyres øjeblikkelige tilstand, at folketinget med fem sjettedels flertal tilsidesatte vælgerne, og at det skete, før der var holdt en ny folkeafstemning.

Det hele var et nøje taktisk spil. Politikerne havde tilføjet fire danske forbehold. De var alle fire valgt af folketingets partier. Vælgerne blev aldrig spurgt om, hvilke forbehold der skulle vælges. Nu glemmer EU-partierne hver dag, at de selv valgte forbeholdene. Nu skal det lyde, som om det er de danske vælgere, der som modstræbende æsler har udvalgt forbeholdene og vil beholde dem.

Og nu hører vi dagligt, at EU strammer i forhold til Danmark og ikke vil godtage særordninger, der er en følge af de fire forbehold. EU-holdningen er, at hvis man skaber vanskeligheder for Danmark, så vil de danske vælgere sige ja til at fjerne forbeholdene. Det er jo dobbelt-bedrag. Først laver danske EU-partier i snævert samarbejde med de andre EU-lande på et møde i Edinburgh en aftale, der skal sikre, at Danmark siger ja til Maastricht-traktaten i kraft af de fire forbehold. Siden vender de Edinburgh-aftalen imod danskerne for at gennemtvinge, hvad danskerne har sagt nej til på demokratisk vis. Mange, især engelske lovkyndige, advarede danskerne dengang. De sagde, at Edinburgh-aftalen ikke gjaldt. I daglig EU-forvaltning nu viser det sig, at Edinburgh var svindel.

Edinburgh-aftalen om de danske forbehold blev aldrig lavet for danskernes skyld. Meningen var, at EU kunne snyde Maastricht-traktaten ulovligt igennem, selvom den efter EUs egne regler var død, når blot eet land ikke ville være med.

Havde Danmark stået fast på vores soleklare ret og på Maastricht-traktaten død, havde vi gavnet EU. Danmark var et spejl af den folkelige fortvivlelse i Europa. Vore EU-partier solgte os for en Edinburgh-aftale, som EU nu løber fra ved at spænde ben dag for dag for de danske undtagelser. Mens statsministeren og lederne af EU-partierne stiltiende ser på.

Havde Danmark stået fast på, hvad de danske EU-partier var pligtige til efter grundloven, nemlig at følge folkeafstemningen, så havde Maastricht-traktaten ingen rolle spillet i dagens franske krise. Vi ser tydeligt, at det ikke kun var Danmark, der blev snydt med Edinburgh-aftalen. Det var de europæiske folk, som blev taget ved næsen. Når man voldtager folkene, så svarer de igen. Fransk historie ved det bedre end de fleste landes. Og nu ligger Frankrigs tidligere store partier så, som de selv har redt Når man tager vælgerne ved næsen, svarer de med en begmand.

© Poul Erik Søe5. maj 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside