Det grænseløse bedrag

EU i borgerkrig, mens Danmark har formandskabet

 

Alle unioner har ført til krig. Det er historiens tale. Og EUs borgerkrig er allerede i gang. Danmark bliver en fæstning det næste halve år - bare fordi der skal holdes EU-møder. Unionen fremstår som det grænseløse bedrag.

 

Pludselig får vi at vide, at Danmark har en grænse igen. Politiet vil lave grænsekontrol, mens Danmark er formand for EU. Grænse-kontrollen blev afskaffet, fordi det skulle understreges, at EU var fuld af salighed og bragte den grænseløse verden. En overgang var der tilmed strid om hejsningen af det danske flag ved grænsen.

 

Det var for udfordrende med den røde klud lige i åsynet på de internationaliserede turister, men nu skal Danmark og grænse-kontrollen genoprettes. Vi havde ellers fået at vide, at det hele var meget bedre med politi-biler bag grænsen end med opsyn på selve grænsen. Det hele havde den politiske mening, at vi skulle glemme grænsen. Vi skulle bare glide smertefrit over i Tyskland.

 

Det er jo ikke til at fatte for politikere og politi, at nogen kan være imod EU, internationaliseringen og globaliseringen. Men det er i hvert fald sikkert, at for for mange unge gælder drømmen om det grænseløse ikke. De gennemskuer, at unionen, internationaliseringen og globaliseringen først og fremmest har som mål at være redskaber for en stadig grådigere, mere og mere umenneskelig overnational rigmandsklub af virksomheder uden for den kontrol, som kun folkelighed kan udøve.

 

Modstanderne hedder fast i politikernes og politiets sprogbrug "ballademagere". Og de er med sikkerhed under mistanke for at bruge vold. Som da Jyllands-Posten morgenen efter brostens-kampene på Nørrebro i en ledende artikel talte om "EU-modstandernes sande ansigt". Enhver, der ikke makker ret, er på forhånd dømt som voldsmand eller under mistanke for at ville bruge vold.

 

Går man rundt med plaster i lommen det næste halve år, er man på forhånd under mistanke for vold. Da nogle af dem, der har varslet lovlige demonstrationer, sagde, at de havde samaritter med, så blev det set som et udsagn om, at de havde til hensigt at være voldelige. Men enhver, der deltager i demonstrationer ved efter Nørrebro 1993, at politiet skyder, hvis det passer i krammet, og at ikke kun demonstranter, men også politifolk smider med brosten.

 

Det er indlysende, at modstanden mod den folke-fjerne internationalisering og globalisering ikke er i sig selv er voldelig. Den kan gøres voldelig, fordi magthaverne ønsker at fremstille den som voldelig. Men vi har i Danmark god erfaring med, at hvis det folkelige får lov at ytre sig gennem folkeafstemninger, og hvis folkeafstemningerne ikke som det skete i 1993 krænkes af folketingets flertal, så kan indsigelsen mod den politiske magtmisbrug ske aldeles uvoldeligt. Og det er lige så indlysende, at samarbejde mellem forskellige lande ikke i sig selv er voldsfremkaldende. Trods stærkt forskellige synsmåder på den nordiske toldunion og Nordisk Råd i de enkelte lande og mellem landene, førte det aldrig til vold. Jeg har overværet Nordisk Råds møder i årevis i alle de nordiske lande, også dem om toldunionen, men aldrig een gang set bare optræk til vold.

 

Den vold, der kan komme det næste halve år, er bestilt vold. Helt ude af pagt med dansk skik udfordrer og indbyder politikere og politi volden. I land efter land bruger politiet samme voldelige mønster, der også går ud over uskyldige. Retssagerne efter sammenstødene viser, at volden aldrig entydigt var fremkaldt af demonstranterne.

 

Herhjemme har vi et halvt år ikke hørt om andet end politiets forberedelser til EU-borgerkrigen. Der er slet ikke tid til at være politi for danskerne - end ikke kørekort kan man få på sædvanligvis vis. Vi hører tilmed om et politi, der bruger demonstrationer her i foråret som øvelse på EU-borgerkrigen. Der er altid mennesker, som vil udnytte politiske møder til eget formål, og nogen vil også bruge voldelige midler. Og her er politiets opgave - ikke som det er set igen og igen i Europa og tydeligst i Amsterdam og Göteborg, at gøre de almindelige folk i krævegang voldelige gennem meningsløs brug af politi-vold.

 

Men hvor er det danske henne? Hvor er samtalen om, hvorfor unge i den vestlige verden ikke længere vil finde sig i politikernes tromlen hen over folkene med fattigdoms-fremkaldende og undertrykkende internationalisering og globalisering? Hvor er den indlevelse og det forsøg på forståelse, vi engang var så stolte af. Hvor er den nødvendige, enkle samtale om, hvorfor politikeres møder kan være udfordrende og ophidsende i den grad, at politiet ikke kan lave andet end stå vagt om dem, folkene er imod.

 

Politikere og politi bruger udtrykket "højrisiko-møder" om det, Danmark skal være vært for. Hvorfor i alverden skulle der være højrisiko ved nogle møder mellem lande, der kun vil det gode og kun vil fremme folkenes sag? Er det slet ikke værd at tale om, hvor den høje risiko stammer fra? Er det alverdens unge, der er blevet gale på samme tid? Er det tænkeligt, at der i alle landene har bredt sig en pludselig pest blandt ungdommen og gjort den voldelig.

 

Enhver ved, hvor det her ender. Det vil snart blive erklæret for latterligt, at hvert land, som på skift i et halvt år skal være formand for EU, sætter så mange penge og kræfter ind på at øve og ruste politiet. Der kommer hurtigt et særligt politi-korps, internationaliseret og globaliseret, med det ene formål at skille politikerne og folkene.

 

Sådan vil EU som union hurtigt ende, hvor Sovjetunionen var. EU vil få sig et politikorps, der ikke er tro mod det enkelte land, men mod EU som helhed. EUs politikorps vil blive sammensat af folk, der alene skal sværge troskab mod unionen. De vil i det åremål, deres tjeneste varer, sjældent være hjemme i deres eget land, men vil - som det skete i Sovjetunionen - mere og mere blive et politikorps, der ser folkene som fjender.

 

Der er straks ministeriel godkendelse af det store nederlag, EU og dansk EU-politik lider ved genindførelsen af grænse-kontrollen det næste halve år. De to ministre Lene Espersen og Bertel Haarder er selvsagt omgående med på, at grænse-kontrollen skal genoprettes i kampen mod det nye ungdoms-oprør. Det må være arven fra Rønshoved og Askov, der her slår igennem hos Haarder. Glemt er alle de store ord ved afskaffelsen af grænsen. Ungdommen ses ikke som fornyelsen, men som fjenden. Om få år er det ikke kun de unge, men folkene som helhed, der er ballademagere.

 

Der er god grund til at indføre dobbelt-kontrol ved grænserne - kontrol af det, politiet foretager sig i Schengens hellige navn. Det ville være et passende dansk svar til den voldsfremkaldende holdning, som nu er EU-politikernes og politiets. Foruden politi ved grænsen bør der være folkeligt udpeget tilsyn med, om politiet virkelig har grunde til den mistanke om vold, som skal holde tilrejsende ude. Ingen kan være tjent med vilkårlighed i et demokrati, og ingen gæst udefra bør mødes kun med politi - men også med dansk demokrati.

 

Der er andet, der skal værnes end politiske møder. Borgernes frihed til indsigelse er dybt rodfæstet i grundloven. Det er på den frihed, dansk folkestyre bygger. Politiet er der ikke kun til for magthavernes skyld. Politiet er der også for at sikre hver enkelts ret til at gå krævegang og gøre indsigelse imod det, politikerne bliver enige om.

 

Det skal vi vise enhver gæst - og muligheden er der, fordi politiet fra hele landet er med som EU-fæstningstropper. Dansk politi har endnu en ikke-voldelig sædvane, lært ned gennem Danmarks historie, og sædvanen har sammenhæng med politifolkenes stedlige indsigt og kendskab til de mennesker, de omgås. Der er flere og flere brud på sædvanen, og intet sted i Europa er det gået så galt med grusomme skyderier som på Nørrebro i 1993. Nørrebro-sagen blev aldrig undersøgt til bunds. EU-partierne manglede mod og demokratisk vilje til at slutte sagen med værdighed, men for alt i verden skal vi nu vise, at det var et enkelt-tilfælde.

© Poul Erik Søe28. maj 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside