Sammen vil vi
tålsomt vente

Du kan mærke det. Måske kribler det endda inde i dig selv. Det går i retning af mindre Danmark og mere union. Meningsmålingerne siger det. Modstanderne af EU er i skred - fra venstre til højre, eller hvad nu folk går rundt og kalder sig.

Og det gælder vel om at være med dem, som er flest? Hvis de andre nu mener, det er det bedste, og hvis de er flest, hvorfor så ikke bare slå følgeskab?

Du har det ikke godt. Du ved egentlig dybt inde i dig selv, at du vil noget andet. Men der er noget, der hedder tidens strøm - og den går modsat det, du egentlig mener. Hvem kan holde ud at blive kaldt gammeldags, forældet og ude af trit med tiden?

Hvor længe kan man blive ved med at være modstander? Til sidst kommer man jo til at stå helt uden for. Og er det ikke egentlig bedst at være sammen med de andre, siden de nu er så sikre i deres sag?

Du har ret. Der er ingen tvivl om, hvilken vej det går. Danmark er til salg, og det er forrædernes tid. Der er jo også hensyn til børnene. Man kommer til at tage sig mere og mere sær ud, sådan helt på tværs.

Så er der jo også det, man kun tør tænke, men ikke sige højt. Det har allerede i mere end kvart århundrede været sådan, at kun tilhængerne får de høje stillinger - og de stillinger, der kaster noget af sig.

Modstanderne har i et kvart århundrede ikke kunnet blive opstillet - eller regnet for noget som helst - i de gamle danske partier. De har ingen folketingsmedlemmer og ingen ministre, som er imod.

Og det vil selvsagt brede sig. Ja, det har allerede bredt sig. Modstanderne vil mere og mere blive lukket ude fra virksomheder, i hvert fald fra væsentlige stillinger. Man ender som een, der snakker om 1864, mens de andre er i gang med Afghanistan og Irak.

Du har ret. Det kan tage tredive år, før vinden vender. Det kan endda tage fire hundred år, som det skete for Norge, da landet var kuet under danskerne. Det kan komme til at vare syv hundrede år, som det gjorde for irerne under englænderne - eller for esterne under danskerne, tyskerne, svenskerne og russerne.

Men fire hundrede år eller syv hundrede år går hurtigt. Det er de færreste, der får plads i historiebøgerne. Men der er nogen, som huskes for deres forræderi. Som overklassen, godsejerne og de handlende i Irland, der lod sig købe for unionstitler og bestikkelse. Der er også en indre Danmarks-historie, som skrives af udholdenhed.

Der er ingen helte-plads til dig. Der er bare det at vente. Sammen vil vi tålsomt vente, som Frank Jæger synger ved vintertide i håb om vår.

Du holder ikke selv i fire hundrede eller syv hundrede år. Men dine følelser gør. Dine mest ægte og nærværende tanker lever stilfærdigt videre fra slægtled til slægtled. Du opretholder folket og landet ved blot at være der med dine særheder.

En dag er friheden tilbage. Hvor herligt at kunne møde den uden skamfølelse. Hvor herligt at modtage den i ærlighed og med ligefrem glæde uden mellemregninger.

De fleste folkeslag har prøvet undertrykkelsen, der altid indledes, som unionen gør det lige nu. Unionen er kun en gentagelse af, hvad de fleste har lidt under. Du vil stå uden for og ende i fattigdom og som en ralt, foragtet for tåbelig gammeldagsdyrkelse. De andre vil håne dig og det, du holder fast ved. De vil gøre det i århundreder og leve flot på forræderiet.

Men på frihedens dag vil de svinge flagene ivrigere end alle andre. De vil have brug for det efter at have svigtet så længe. Det er sejrens dag, når man kan stå frem uden flag og tegn og ordener, men alene med en holdning, der har tålt, lidt og underfundigt smilet ad alle sejrherrerne undervejs.

Der er intet folk på jorden, der i deres historie kan skrive, at kampen for selvstændighed og frihed ikke var det hele værd. Undervejs blev friheden og drømmen holdt ved lige af dem, der ikke var til salg.

© Poul Erik Søe12. juni 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside