Grinemuren
USA uden Bush - Hyklerisk amerikansk mellemøst-politik

En handlingslammet politiker lever altid af kun at sende signaler. Der er ikke sammenhæng mellem virkelighed og signaler. Det er ord, der skal pådutte os en holdning - eller indbilde os en holdning, som ikke findes i det virkelige liv. Sådan er præsident Bush endt. Han er blevet signalpasser for tog, der er kørt.

USA er på hælene, moralsk og økonomisk. Amerikansk politisk ledelse er i drømmen om verdensmagten ude af stand til at svare på 11. september. Den såkaldte krig mod terrorisme er ikke bare løbet ud i sandet, men er uden mål og med. Man rammer ikke de skyldige, man skrækker sine egne og falder over egne ben i truslen om, at præsidenten skal hævne sig på den Saddam Hussein, faderen aldrig fik ram på.

Følgen er en økonomisk nedtur. USA er udsat for en moralsk fordømmelse, der får mennesker i USA og jorden over til at købe andre steder end i de amerikanske selskaber. Dollaren styrtdykker. Fordi håbet ikke engang kan finde sit vendepunkt. Bush ligner en vindmølle, der slår om sig med vingerne til alle sider.

Med forud politisk skabte store forventninger i pressen har den amerikanske præsident nu sagt ord om mellemøst-politikken. Ordene er uden vind. Stormagtsdrømmen ligger vingeskudt. Der er stadig ikke så meget som een skrue, der holder tænkningen sammen.

Bush vil en midlertidig palæstinensisk stat. Hvad ordet midlertidig skal i den ordsamling er svært at gribe. Men ikke så snart er ordene "selvstændig stat" nævnt, før Bush føjer til, at den stat skal være under en anden ledelse end Arafats.

USA vil en selvstændig stat, men det har hidtil været et kendetegn, at selvstændige stater selv udpeger deres ledere. Vi er da ret mange, der kunne ønske os et selvstændigt USA uden Bush, men som amerikanerne selv godtager vi på demokratisk vis, at Bush er valgt - selvom det var på et hængende hår og med de yderste stemmetal.

Et selvstændigt Palæstina er selvsagt ikke mindre midlertidigt end Israel, der er en af de mest midlertidige stater, verden endnu har set - og som aldrig ophører med at være midlertidig, før Israel lærer at leve med sine naboer i stedet for at henrette dem vilkårligt.

Israel har vilkårligt myrdet langt flere palæstinensere end omvendt, og mord bliver ikke godtagelige, fordi de sker fra tanks og med missiler. Der er forskel på Israels stats-terrorisme og palæstinensiske selvmordsbombere. Men forskellen er ikke den hykleriske, at den ene part bærer uniform og den anden ikke. Israel henretter efter forgodtbefindende skyldige og uskyldige i et land, de ulovligt har besat, og besættelsen har verden fordømt gennem FN. Hver gang Israel har standset myrderierne, er palæstinenserne også hørt op. At kæmpe for sit lands selvstændighed imod en besættelsesmagt med alle midler kan aldrig være terrorisme - men er krig. Ikke at det er smukt, men det er verdensordenen.

Og Bush har jo ment det samme. I sammenhæng med den amerikanske udenrigsministers langtrukne mæglingsforsøg i Mellemøsten sagde Bush jo til Israel, at landet skulle stoppe de militære angreb. Senere blev der tilføjet, at Busk mente NU! Det var nu, Israel skulle trække tropperne tilbage. Det gjorde de ikke, men trak de militære indgreb i langdrag for så næsten at trække sig tilbage (oftest fra bymidten til bymuren) - for så at sende soldaterne ind igen. Mod palæstinensernes leder er der øvet direkte terror med gentagne bombninger af hovedkvarteret.

Kun med amerikansk godtagelse har det været muligt for Israel på skandaløs vis at undgå en undersøgelse af massakre-anklagen i Jenin. Med israelsk frækhed tillod landet endog at blande sig i, hvem FN kunne sætte til at undersøge klagerne. Den sigtede - Israel - var i stand til at hindre FN i at undersøge, hvad der skete i Jenin. Israel krænker FN og dermed alle jordens lande, der handler gennem FN. Og det kan kun ske, fordi USA lægger våben og magt til. Ethvert frit folk er på den vis lige så underkuet som palæstinenserne.

Det har været væmmeligt i fjernsynet at se den amerikanske præsident bogstaveligt og venskabeligt klappe den israelske førsteminister Sharon på skuldrene, al den stund Israel selv tidligere har dømt Sharon for at være medskyldig i en massakre på en flygtningelejr. Man må håbe, det kun er midlertidige skulderklap.

Og nu rejser så Israel en Berlin-mur, grinemuren må den hedde for at skelne den fra grædemuren. Og grinemuren er et godt navn, for med den gør førsteminister Sharon og det ganske Israel alverden til grin. Hvor er vi dog hykleriske, hvis vi efter alle de ord om Berlin-muren og skændsels-drabene på flygtninge fra Østtyskland, nu stiltiende godtager, at Israel skaber en tilsvarende mur - mod de selvmordsbomber, som Israel selv gennem sin rå voldspolitik har fremkaldt.

USA må se at blive en selvstændig stat selv, uden snærende følelses-bånd som den halv-religiøse politik, USA fører i Israel, styret af lumre forestillinger om Guds eget land og om Israel som det forjættede land. Israel er et land, der bebos af mennesker, hvis forældre eller bedsteforældre aldrig har boet der. De er alle indvandrere - fremmede, der som alle andre fremmede må lære at leve på de vilkår, der gælder, hvor de slår sig ned. Det hedder uheldigvis integration på nudansk, men det er, hvad Israel skal lære - at det er Israels folk, der skal integreres, ikke de mennesker, der har boet på stedet i forvejen gennem århundreder. Kun sådan kan et selvstændigt Israel - uden amerikanske våben i hver gadedør - blive til. Og kun sådan kan Israel blive mere end end midlertidig stat. Kun sådan får fredens og fællesskabets mange røster i Israel styrke påny.

Det er aldeles nødvendigt, at hver fri stat på jorden, som gennem FN klart har udtrykt sin mellemøst-politik, ikke lader sig løbe over ende af den våbenmagt, som USA og Israel udgør. Og det er nødvendigt, at hver af os vasker alle sødsuppe-filmene fra Hollywood om det forjættede land ud af hjernen sammen med forestillingen om, at kristendommen har et særligt forhold til Israel. Det er ukristelig snak, at Jerusalem og Palæstina er hellig jord for kristne. Det er ordet, der gør kristendommen, og ordet kræver hverken drot, præst, helligbjerge eller brændende tornebuske. Hver enkelt må gøre sig fri - og tale i frihed. Rædslen udløser masseskræk - svaret er det rolige håb, fri af fordømmelse, men også rede til at skelne mellem voldtægt og voldgift.

© Poul Erik Søe25. juni 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside