Trælle af 11. september
Frygt ej for, hvad verden kalder sin nødvendighed af stål

Lammelser helbredes af tro. Det er i hvert fald et gammelt udsagn. Og det virker. Tro vil sige tillid. Men lammelsen kan spærre for tilliden. Sådan er det lige nu. Med rette lammet af 11. september har tilliden svært ved at nå til vendepunktet. Men uden tillidens tilbagekomst er der ingen helbredelse. Så spærres vi inde, hvor vi er – som trælle af 11. september.

Alt for mange ord skjules i struben og når aldrig over læben. Vi låser os fast i en angst, vi ikke tør nævne – og angsten snævrer livsmulighederne ind. Vi tør ikke give hinanden håb med ord, fordi vi er bange for vore egne ord og for det omdømme, de vil give os.

Og dog er det i ordene, i tilliden til deres skabende evne, vi skal frigøre os fra trældommen. Der er ord, som nødvendigt må siges imellem os for at sprede håb, og der er ord, vi må fremtvinge fra dem, vi har valgt til at tale på vore vegne.

Alt for meget får lov bare at ske – fordi det ligger i ly af 11. september. Lammelsen hindrer det frie ord, som alene kan skabe den samtale, der gør os fri.

Det gælder hjemligt, hvor folkestyret og friheden ligger uværnet på grund af lammelsen efter 11. september. De folkevalgte, presset af hvad verden kalder sin nødvendighed af stål, har glemt kærlighedens, frihedens og folkestyrets tungemål. De synger med på verdenshymnen eller svinger folkefjerne blå unions-flag.

De har i demokratiets og frihedens navn opgivet demokratiet og friheden. De indskrænker folkestyre og frihed for at værne folkestyre og frihed, og samtidig skal vi tro, de har ret. De gør os til slaver af 11. september ved at gøre ufrihed og demokrati-mindskelse til lov, alt sammen i det gode formåls navn – at kæmpe mod terrorisme. Men dybest set siger de til os, at demokrati og frihed ikke duer, når det virkelig gælder. Det er et værre angreb på demokrati og frihed end enhver terrorisme, for det er selv at opgive det, vi tror på. Det er på forhånd at tildele terrorismen sejren.

Den samme lammelse gælder i vort forhold til omverdenen. Vi er gjort til nikkedukker, og hver gang der er brug for et demokratisk ord, så venter vi på, at det skal komme fra EU. Det gælder i forholdet til amerikanerne, der selvsagt skulle have en håndsrækning, men som også skal vide, hvad et gammelt færøsk ordsprog siger, nemlig at ven er den, der ser fejlene. Vi ser fejlene, men vi tør ikke nævne dem. Danmark tier – som folk og som demokrati. De valgte holder hænderne for øjnene og munden lukket, for det giver gevinst lige nu.

Men det er den store demokratisk sindede del af USA, vi helt selvsagt rækker hånd – ikke bare amerikanerne sådan i al almindelighed. Demokratisk sindede ikke brugt om partiet derovre, men om alle de amerikanere, der deler skæbne med os og er blevet trælle af 11. september og samtidig angste for indskrænkelserne i folkestyre og frihed.

Indsigelsen i rette tid styrker andre steder i verden de kræfter, der vil det samme som os. Og de vil kende os på røsten. På samme måde som for godt et år siden, da det danske folk gjorde modstand mod møntunionens tvang og modsat alle spådomme fik øgede udenlandske investeringer i Danmark som svar – fordi der er ud over Europa er flest, der tænker som vi, men som hindres adgang til indflydelse.

Statssamfundet USA og det amerikanske folk er to forskellige størrelser. Som stat har amerikanerne politikere, der brovter sig af at være verdens ledere og kalder Amerika Guds eget land. Men USA har selv brugt terrorisme som våben i kampen for at være verdensmagt. Statsterrorismen er brugt mange gange i det skjulte af USA og siden – det skal de roses for – afsløret af amerikanerne selv. Som da CIA prøvede at få Cubas leder Castro til at æde forgiftet mad, så han ville miste skægget – i gammeltestamentlig tro på, at Fidels kraft sad der. Den amerikanske hær tvang rekrutter til at prøve LSD uden at oplyse dem om, at de blev brugt som forsøgskaniner. Det samme gjorde den amerikanske stat ved at indsprøjte radioaktivt stof i amerikanske soldater, igen uden at advare om forsøget eller følgerne. Ingen ved bedre end amerikanerne, at selv i frie demokratiske lande må der folkelig overvågning til for at undgå misbrug og overgreb på den personlige frihed.

Det er derfor amerikanerne tydeligt må have tilkendegivet, at magt ikke er det samme som ret. Amerikanernes fangelejr af alle steder på Castros Cuba med ydmygelserne af fangerne skal mødes med indsigelse. Og vore ledere skal bibringes tillid til, at vi ønsker af dem et tydeligt ord uden EU's indpakningspapir. Vi kan ikke foregøgle sammen at kæmpe frihedens og demokratiets sag, når både frihed og demokrati knægtes af dem, vi er fælles med. Og vi kan ikke tie, når mellemfolkelige regler om krigsfanger brydes af dem, der ellers taler højt nok om internationalisering og globalisering, når ordene dækker egen vinding ved at udnytte jordens fattige. Vi må ikke tillade den tvivl, som efterlader spørgsmålet om, hvorvidt kampen imod terrorismen og for frihed og demokrati virkelig skal ende i, at den største magthaver kan te sig, som den vil.

Vi må også smide trælleåget fra 11. september i forhold til Israel. Vi, der fra barndommen – lette ofre på grund af indlærte falske, religiøse glansbilleder om Sarons yndigheder – faldt for ikke at se staten Israels dannelse som en udløber af anden verdenskrig, men som noget gudgivet, må ud af lammelsen. Det er anden verdenskrig, der fortsætter i Mellemøsten, og palæstinenserne tvinges til at bære den skyld, der var nazisternes og deres medløberes – også i Danmark. En skyld, der fremtvang stiltiende og siden jublende godkendelse af en stat, der fratog andre folk jord under deres folkelighed. Vi er med vores samtykke gennem alle årene medansvarlige.

Det er ikke muligt i ly af 11. september fortsat at holde ligevægt i munden, når talen er om Palæstina. Det er heller ikke muligt i tidens modetrælleri at tale om palæstinensernes kamp udelukkende som terrorisme. Vi kan fastholde et nej til terrorisme, men også samtidig tydeligt og med værdighed sige, at vi fra vort eget folks skæbne og modstandskampens nødvendighed under den tyske besættelse af Danmark har hævd for at skelne mellem, hvad et folk i undertrykkelse og besættelse gør i kampen for at blive fri og så galmandsværk, der kun har sit eget som mål.

Venner af Israel er i dag kun de mennesker, der klart og uden omsvøb tør sige fra over for den åbenbare statsterrorisme, Israel bruger ved vilkårligt at gengælde efter de gammeltestamentlige regler. Israel er ikke givet af Gud til de folk, der nu har magten der. Det er selvsagt en myte som den om kong Skjold. Israel er ikke Guds eget land, men er til på grund af våbenmagt, sikret og betalt af den vestlige verden. Amerika er ikke Guds eget land, men er ranet fra de folk, der boede der før, og som i hobetal blev myrdet. Så lidt som Danmark er Guds eget land eller Odin-givet. Danmark ligger der, fordi danskere før os ville det, og fordi vi selv gerne vil have det, og det hører op, når vi selv opgiver. Men Danmark ligger der også, fordi jordens folk har godtaget, at landet er rammen om det danske folk. Den godtagelse må ethvert folk vinde, og det egentlige venneråd til Israel er derfor, at magten og den vilkårlige vold aldrig værner et land, men at retten til at være et land kan mistes i andre folks omdømme. Og dermed er landet allerede på vej ud i opløsning.

© Poul Erik Søe22. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside