Det talte ord gælder

Stop for diktat-skriveriet af skolernes trosbekendelser

 

Man kan selvsagt læse statsminister Fogh Rasmussens nytårstale på ministeriets hjemmeside. Øverst står de efterhånden selvfølgelige ord: ”DET TALTE ORD GÆLDER”.

Meningen er ligetil. Hvis statsministeren i den elbårne presse veg fra det skrevne, så gælder det levende ord – ikke det skrevne. Det skrevne er jo bare det døde bogstav, ville Grundtvig have føjet til.

Meningen er ligetil, men meningen er ikke god nok. For til nu har statsministeren og hans regering ikke levet op til det egentlige indhold i sætningen ”Det talte ord gælder”.

Regeringen fortsætter tilsyneladende den socialdemokratisk-radikale regerings tro på nedskrevne trosbekendelser. På hundredvis af frie skoler blev skole-styrelser, ledere og lærere sat til at skrive diktat eller fristil om skolens værdigrundlag. Det er den slags, som de folk, statsministeren kalder ekspert-tyranner, finder på. De føjer altid til, at det er en god øvelse.

Vi har fået den galskab ind i de frie skolers verden fra EU og OECD. Det er ren euro-tænkning. Alt kan måles og vejes. Og Venstre har før partiets regerings-deltagelse hørt til de ivrige, når det gælder troen på ekspert-tyranniets prognoser, analyser og evalueringer. Alt sammen i EU's hellige navn og uden vilje til at lære af egne erfaringer. Det var da just Bertel Haarder som undervisningsminister, der troede på prognosernes ufejlbarlige guddommelighed og nedlagde seminarier, selvom om enhver med sund sans kunne sige til ham – og sagde til ham, at slagtningen af lærerskoler ville føre til lærermangel. Hvad vi så også har – til at politikeres og prognose-mageres store overraskelse.

Nu vil Fogh Rasmussen så i nytårs-ordene ”gøre det 21. århundrede til frihedens århundrede”. Ifølge Fogh skal det nye være, at ”vi forener det fælles ansvar med en personlig frihed til selv at vælge mellem forskellige løsninger”. Fogh tænker på velfærdssamfundet, men som friheds-tanke er der intet nyt i det. Det var, hvad folk vidste og troede på, da det danske folkestyre blev til i midten af 1800-tallet. På den grund blev også de frie skoler til og hele det folkeliv, der blomstrede fra deres virke.

Men friheds-tanken er kvalt siden, også i de frie skoler, som skulle harmoniseres med EU's uddannelses-systemer, tilpasses brugen af uddannelse som opbevaring af ledige og først og fremmest sidestilles med nye såkaldte skole-former, ukrudts-planter fra socialdemokratiets kassetænknings-overdrev.

Fogh Rasmussen siger rigtigt: ”Ansvaret for medmennesket er ikke at gøre sig til det andet menneskes formynder. Ansvaret for medmennesket er ikke at tage selvstændigheden fra ham eller hende.” Og skal nytårs-ordene tages for pålydende værdi, så standser undervisningsministerens straks den umyndiggørelse, som skolernes påtvungne fristils-øvelse med værdigrundlag er.

Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden noget nedskrevet værdigrundlag. Slægtled efter slægtled så de frie skoler som væksthuse, der ikke skulle befamles med sprøjtning og vare-deklarationer. Værdigrundlaget var aldrig nedskrevne ord, men altid historisk-poetiske ord, der aldrig var strammende bånd, men livgivende såbed til brug for stadigt nye tanker.

Loven for folkelivet – som alt for liv – er uophørlig bevægelse. Sådan mente Grundtvig. At tvinge folk til at skrive trosbekendelser for fri skoledrift er ene og alene at berede mulden for ny fundamentalisme, hvor det nedskrevne værdigrundlag ender som en spændetrøje.

Det, undervisningsministeriet kræver af skole-styrelser, skoleledere og lærere er det, som Grundtvig aldrig selv kunne – at nedskrive et holdbart værdigrundlag for skoler, der er under stadig ændring. Ministeriet tror ud fra nedskrevne værdigrundlag – til gavn for ingen and end magtdyrkere – at kunne spærre skoleformerne inde i et æske-system. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Det ser ud umiddelbart ud som tillid til skole-styrelser, skole-ledere og lærere. De har skam selv lov til at vælge ordene. Men ministeriets tænkning springer af den dybeste mistillid. Man kan ikke have steder med ånd uden for ministeriets styring. Og da det just er de frie skolers natur og mål at være ustyrlige, så lader man dem selv bygge skafottet til henrettelsen – det døde bogstavs nedskrevne værdigrundlag. Med skolernes selvunderskrevne dødsattest i hånden kan ministeriet nu – eller når som helst det passer ekspert-tyrannerne eller harmoniserings-skrivestuerne – nå det, som aldrig var muligt før, men som verdens første højskoleforstander forudså, da han om myndighederne sagde: ”Om de vare rigtig kloge, da lukke de vor dør”.

Hvem er det nu, der nørkler med de frie skolers værdigrundlag. Det er folk, som er valgt ind i skolernes styrelser – som regel blandt få fremmødte ved et elevmøde, eller fordi de har solgt varer i større mængder til skolen eller været ven med en forstander på et eller andet tidspunkt. Det er der intet som helst galt i, så længe styrelser ikke har magt over skolernes hverdag. Men det har ministeriet givet dem for at knægte friheden hos de folk, der har deres daglige virke på skolerne. I firserne var der en sjællandsk højskole, som på grund af Grundtvig-festlighederne lavede højskolens vedtægter om, så den blev grundtvigsk. Styrelsen glemte bare at sige det til forstanderen og lærerne. Styrelsen undskyldte sig med, at de bare mente, det lød godt at være grundtvigsk.

Lige som styrelses-folk, der er valgt til at køre en højskole for kortere og længere tid, nørkler forstandere og lærere på værdigrundlaget for de frie skoler – men også forstandere og lærere holder kort – gennemsnittet for ansættelsernes varighed på højskoler ligger vist omkring tre år. De fleste når ikke at lære de frie skoler at kende og er der slet ikke længe nok til at give vunden erfaring videre. De frie skoler er derfor ved fristils-skrivningen stort set i vilkårlighedens vold – og dermed ministeriets.

Men selv hvis styrelses-folk, forstandere og lærere er valgt på et godt folkestyre-grundlag eller ud fra dyb medleven i de frie skolers virke, og den slags findes der selvsagt også mange af, så er det hovmodigt at forestille sig, at de på en studs og på kommando fra ministeriet skulle nå frem til at barsle med et holdbart værdigrundlag for frie skoler, da det er en kendsgerning, at højskolernes første skabere, Grundtvig, Rasmus Sørensen og Kold samt deres efterfølgere i 150 år aldrig var i stand til det – og aldrig nogen sinde så nogen grund til det.

De frie skolers værdigrundlag er verse-stumper, fortællinger fra slægtled til slægtled om dagligt brug af skolerne og en vilje til at modstå alle fristelser til at kalde livets kamp for ”en god øvelse”, men i stedet at tage sagen og virket alvorligt.

Det er 150 års frihed, der spyttes på i hovmodigt tyranni. De er kun meget få i partiet Venstre, som stadig kender svaret på frihedens nutidige spørgsmål. Mest kyndig i den ægte friheds forvaltning er blandt Venstres folk sært nok Birthe Rønn Hornbech, som nok er meget lidt spiselig i andre sammenhænge, men som i ord og handling har vist, at hun er værd at betro forvaltning af ømtålelige friheds-områder. Netop hun er så ikke med i regeringen. Skønt jurist og med et åsyn arret af paragraffer, så kender netop hun frihedens svar på ekspert-tyranniets diktat-skrivning, nogle vers, som på samme tid er historie, nutid og fremsyn. De er endog et svar til den statsminister, der efter nytårstalen at dømme holder nytår alene på friheden, men glemmer kærligheden - eller bare ikke fik plads til den:

For han har aldrig levet som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet. End lever kærligheden, som aldrig skal forgå, men klare sig herneden til livet at forstå, til klart ham at begribe, der evig er i live, som kærligheden selv. Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde, men er hele lovens fylde.

© Poul Erik Søe2. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside