Vi gør os så hårde

som vi ikke er

Læg rådgivningen om menneskerettigheder under FN i stedet for udenrigsministeriet

 

Vi gør os så hårde, som vi ikke er. Ordene er sagt af en digter, der en gang havde kraft. Han skildrede samlivets ublide vilkår på kærlighedens vilkår. Han var fortvivlet i skilsmissen og råbte, at næste gang skulle hun forlade ham, før de mødte hinanden. Adskillelsens tomme gab gloede fra verselinierne.

Med digterisk anelse var det samtidig et brystbillede af samfundslivet på kærlighedens vilkår, hvor menneskerettighederne sættes ind som lovregler for det, der skulle være selvsagt. Og just som alle lidt for samtykkende havde sagt ja til menneskerettighederne, så førte de til fald – til gabende tomhed, som al lovherskeri gør. Paulus vidste det. Loven blev gjort for at gøre faldet større, for at tydeliggøre, at kærligheden ikke kan sættes i bånd eller omhegnes af vedtagne ord.

Men vi ville have de menneskerettigheder, eller magten fik os til at mene det rigtigt. De kunne bruges til at slå de andre i hovedet med og holde dem nede. Men lige nu vender de sig mod os selv, som al lovtvungen kærlighed gør det. Grundtvig vidste det også. Kærligheden er selve lovens fylde – ellers ender al lovmagt som magtudøvelse, selv i godhedens navn.

Kærligheden udformet som lovtekster, i religion eller i menneskerettigheder, vil altid muliggøre tolkning. Og det er magten, der tolker. På særeste vis ender de lovord, der skulle gøre os fri, med at være tugtemestre i stedet.

Så ingen tør sige for eller imod. Menneskerettighederne er der bare. Det må næppe nævnes, at de er skrevet af mennesker. De er blevet til som følge af politisk strid og senere vilje til at bøje af mod andre i ord, der kunne blive enighed om eller flertal for. Det siger sig selv, at menneskerettighederne ikke er nogen gudgiven størrelse, stenhuggeri for bjergbestigere, men ord, der kan ændres, når magten skifter.

Lige nu kommer vi ikke videre. Vi godtager menneskerettighederne som det længste, vi kan nå i enighed – eller påtvungen enighed. Vi må bruge dem, som de er. Vi må finde os i magtens tolkning af dem – altid tolkning til egen brug og fordel selvsagt. Vi ved, det er verdensordenen i en kamp mellem våben-overlegne og drømmen om folkenes fællesskab i Forenede Nationer.

Menneskerettighederne, ud over at være en ønskedrøm for mange, især i den vestlige verden og udformet på vestlig tankegrund, kunne bruges som våben i den kolde krig og siden til at udøve magt over folk, der ikke have våben til værn for deres folkelighed.

Men menneskerettighederne som alt, hvad der gøres til lov, er nu et våben mod os selv. Men det, vi ville påtvinge andre, ser ud til kun at gælde for os selv i det omfang, vi sådan har lyst til det eller rent praktisk kan godtage dem for at virke anstændige nok.

Alle de modsætninger ligger gemt i striden om den rådgiver-gruppe, der uafhængigt skulle tilse menneskerettighedernes overholdelse på dansk grund. Den ny regering vil lægge den virksomhed ind under udenrigsministeriet, skønt udenrigsministeriet hører til de statsområder, som rådgiver-gruppen skulle holde vågent øje med.

Der kan ikke være tvivl om, at råderiet i nævn og tilsyn var endt i den galskab, som springer af øjeblikkets bekvemmelighed. Råd og nævn skød op, fordi der ikke var noget egentlig politisk svar på tidens mangehovedede spørgsmål. Det førte til mange vildskud. Der måtte ryddes op – og regeringen har god grund til at gå videre med det. Det er ikke løgn, at det, der skulle være rådgivende, på mange områder var endt som magtmidtpunkter uden om folkestyrets sædvanlige veje.

Men lige så åbenlyst er det, at regeringen har haft for travlt. Det sker for enhver ny regering. Det er næppe alt sammen magtbrunst, men også ægte vilje til at ville ændre. Men der kommer let for enhver ny regering, især når den har et tydeligt og denne gang usædvanligt flertal bag sig, en brunsttid, hvor hannerne rejser kamme, løfter horn eller forben hele tiden. Den ny regering er i brunst lige nu. Som da den nye franske præsident smed atombomber på fjerne øer for at bryste sig. Og som Bush farer frem i hellig krig eller med hans eget ord korstog.¨

Det ville klæde regeringen at takke en smule ned. Det er åbenbart for enhver – og for de konservative og Venstre-folk, som nu løfter øjenbrynene mod udenrigsministeren – at rådgiver-gruppen om menneskerettighederne ikke bør ende som en stikling fra udenrigsministeriet.

En engelsk fjernsynsudsendelse med udenrigsminister Per Stig Møller også om dette emne gav flere krøllede danske tæer end sædvanligt for brunsttider. Især fordi vi alle ved, at Per Stig Møller alene i kraft af stillingen tålsomt må lægge ryg og ord til holdninger, der aldrig har været hans. Ingen har som han med indsigt og klogskab skildret tilblivelsen af den vestlige verden, der er udmøntet i menneskerettighederne. Og han var selv forrest, da rådgiver-gruppen om menneskerettighederne blev til og fik uafhængighed af statsmagten.
Det er indlysende, at Venstre må lade udenrigsministeren slippe ud af pinen med æren værnet. Måske den bedste løsning er at gå et skridt videre, end vi var før. EU og OECD i voksende magtfuldkommenhed er til stede som overstatslige skrivestuer midt i det danske. Det ville være langt mere selvsagt, at FN var det. Rådet, der overvåger danske menneskerettigheder, kunne ønske sig overført til FN, og den danske regering kunne som en udvidelse af FN-bidraget yde støtte som hidtil til arbejdet. Der skulle så selvsagt findes nye former for udvælgelse af medlemmer, med FNs indflydelse sikret. Men den løsning ville – modsat regeringens tanker – igen gøre Danmark til et forbillede. Og fri os fra den pine, vi nu dagligt er i, fordi vi gør os så hårde, som vi ikke er.

© Poul Erik Søe21. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside