Ingen tid til kærtegn
Regeringens hast og dens mulighed for langtids-holdbarhed

 

Der er så megen fart på den ny regering, at der ikke kan være nogen tvivl om, at planerne har været klar meget længe før valget. Der var altså svar, som godt kunne have været givet i valgkampen, når der blev spurgt til, hvor pengene til indfrielsen af valgløfterne skulle komme fra. Stemmerne havde nok ikke delt sig helt på samme måde over partierne, hvis den ny virkelighed havde været kendt.

Til nu er der imidlertid ikke noget galt i regeringens fremgangsmåde, selvom der just ikke er tid til kærtegn. Det meste af, hvad vi har hørt som rygter fra omrøringen af finansloven, skal igennem folketinget, så der er grundlovssikret tid til den folkelige drøftelse. Det bliver knapt, fordi så meget nyt skal igennem på så kort tid. Og følgen er den samme, som blev skabt af Nyrup Rasmussen, da han smækkede valg til folketing og kommuner sammen – der bliver ringe tid til hvert enkelt emne.

Mange er overraskede over hastigheden, men egentlig er den ikke anderledes, end hvad den tidligere socialdemokratiske regering bød på i finanslovforhandlinger. Da socialdemokraten Mogens Lykketoft en nat forhandlede med den daværende konservative partileder Hans Engel forsvandt formueskatten uden et sekunds folkelig drøftelse, og før de to skiltes, havde de bevilget partikasserne firedobbelt statstilskud - også aldeles uden mulighed for folkelig indsigelse.

Mulighederne for så dybtgående ændringer fra første færd kan godt være kommet bag på den ny regering selv, efter at den har sundet sig på, at den må føre politik på Dansk Folkepartis grundlag. Regeringen har efter dronninge-runden hurtigt stukket fingeren i jorden og indset de nye muligheder. Og handlekraften øges selvsagt af, at den anden side af salen er unødigt lammet, fordi udskiftningen i ledelserne efter vælger-dommen endnu ikke er sket.

For folkestyret er tilstanden ikke ændret fra før. Intet parti har flertal alene. Regeringen har stadig overmagt med næsten eneret til at fremsætte lovforslag, fordi folketinget stadig ikke har taget sig sammen til at skabe et sagkyndigt grundlag for hvert enkelt medlems mulighed for at være lovforslags-giver. Altså får øjeblikket og det lange stræk præg af regeringens vilje samt af dens mulighed for at hente støtte hos Dansk Folkeparti.

Først tæt på et valg vil regeringen se en fordel ved at skabe nogle af de kendte udspil, der har til formål at ydmyge regeringens parlamentariske støtteparti, måske endda i håb om at frempresse et valg, hvor Venstre og Det konservative Folkeparti kan fremstå som mere uafhængige af Dansk Folkeparti, end regerings-partierne rent faktisk er.

Omvendt kan Dansk Folkeparti også ønske sig en sådan kunstigt skabt strid senere, men har lige nu samme mål som regeringen, nemlig at få gennemført den politik, der er flertals-enighed om, og som får Dansk Folkeparti til at fremstå som stueren.

Vi har allerede set, i spørgsmålet om kommunale syge-forsikringer, at Dansk Folkeparti også i det åbne tør modstå regeringen, som har måttet vænne sig til at få sine ændringer god-stemplet, hvad der demokratisk set ikke er anderledes, end hvad Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved måtte hos Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten før.

Der er altså ikke tale om eetparti-styre eller noget, der i mindste mål ligner tilstandene i de lande, hvor regeringschefen kan bygge på sit parti alene. Der er indtil videre tale om blokpolitik, en klar højre-drejning som følge af valgets tale. Det er ikke alene regeringens skyld, men har også sin grund i de andre partiers lammelse efter valget – og deres manglende evne og vilje til at se, at folketingets anderledes sammensætning må udløse en helt anden politik.

Den ny og klare deling af folketingssalen er ikke enestående i dansk politik. Det er sket adskillige gange under socialdemokratisk ledede regeringer, hvor den venstre side har haft magten, men oftest ikke fået meget ud af den på grund af indbyrdes splid i partierne.

Den borgerlige side af folketinget har også prøvet det under Hilmar Baunsgaards ledelse af den regering, der var sammensat af Det radikale Venstre, Det konservative Folkeparti og Venstre fra 1968 og næsten fire år frem. Hilmar Baunsgaards regering havde endog eget flertal at bygge på, skulle ikke spørge andre partier, men gik i indre opløsning som ingen anden dansk regering. Dels viste det sig, at Hilmar Baunsgaard var en modeskabt reklamesøjle og intet andet, aldeles uegnet som regeringsleder, igen og igen med trussel om at træde tilbage, hvis de andre ikke makkede ret. En stor del af Poul Schlüters senere styrke skyldtes, at han lærte af Hilmar Baunsgaard åbenbare fejl i ledelses-formen.

Til nu har Anders Fogh Rasmussen læst valg-tallene og folketingets sammensætning med tilsyneladende klar indsigt i den ny stilling, det politiske liv er bragt ud i. Han kan selvsagt i øjeblikkets medvind falde tilbage på det flertal, der er, men det ville ligne ham dårligt, hvis han ikke med fremtids-blik prøvede at virkeliggøre den politik, som Erik Eriksen så småt indledte efter 1953, og som Poul Hartling fortsatte, nemlig at indtage Det radikale Venstres plads i midten af dansk politik og gøre de radikale overflødige.

Det radikale Venstre er sat ud på et sidespor, opbevaringssted for vælgere nok til et par vundne socialdemokratiske mandater, men stort set ikke andet. Og den EU-politik, som partiet har, vil ikke bære vand, når det nu kommer i kappestrid med Holger K. Nielsens taktiske omvendelse til EU-efterløberi.

Det bliver ikke som ventet i udlændinge-spørgsmål, den store strid kommer i folketinget inden næste valg. Det bliver EU, som kommer til at skille vandene – både i flertallet bag den ny regering og i den anden side af salen, hvor Socialistisk Folkeparti umuligt kan finde ro efter svigefuldt at gøre det modsatte af, hvad partiet lovede vælgerne i EU-spørgsmål.

Det ville ikke være overraskende, om Anders Fogh Rasmussen ser den mulighed, som en ændret EU-politik byder ham – både hjemligt og udenrigspolitisk. Ikke at han ender som modstander selvsagt, men at han prøver at gøre sig til den formidler, som til nu ingen har turdet være mellem de delte danskere. Når han så omhyggeligt undgik at nævne euroen i sin nytårstale på euro-møntens første dag, er det et muligt varsel om, at han også her vil overraske.

Fogh Rasmussen har et gammel, uindfriet løfte til vælgerne efter det danske nej til euroen ved folkeafstemningen. Han lovede en klar opdeling af, hvad EU kan tage sig af, og hvad EU skal holde fingrene fra. Det løfte vil være et brugbart værktøj for ham til løsningen af de modsætninger, der er indbygget i regeringens flertals-grundlag. Og en række EU-lande vil, hvis Fogh Rasmussen søsætter kravet om klar deling af arbejdsopgaverne med klogskab, være mindst lige så vilde som danskerne med at få standset EU's hæmningsløse vækst. I virkeligheden er det jo også en sådan klarhed, den voksende modstand mod EU i østlandene efterlyser, når de overhovedet tør sige noget.

© Poul Erik Søe3. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside