Folkeafstemning 11. september

Ja-politikerne vejrer morgenluft for EU-forførelse

 

Man skal rejse sig ved det tårn, man er faldet ved. Det synes at være udenrigsminister Per Stig Møllers opskrift. Mens alle andre er nedslåede over 11. september i New York, så er der hos danske EU-tilbedere en sær henrykkelse blandet med den gru, der er fælles. Der vejres morgenluft for EU-forførelse. Den første, der så 11. september ikke bare som gruens dag, men også som magt-mulighedens dag var den meget afgåede økonomiminister Marianne Jelved. Folkenes forknythed kunne bruges til at tromle dem med magtvilje. Hun var straks ude med tanken om, at nu kunne der skaffes flertal for at fjerne de danske EU-forbehold.

Nu – og anstændigt længere tid efter – er det Per Stig Møllers tur. Ifølge Berlingske Tidende har udenrigsministeren sagt, at det ikke kan udelukkes, at danskerne skal stemme om euroen før Sverige og Storbritannien – da ministeren regner med, at de svenske og engelske afstemninger kommer sent i 2003 eller i 2004.

Der er intet som helst, der kan bruges som grund for sådan en afstemning. Der er intet i forholdet mellem den danske krone og euroen, som kan bruges af EU-dyrkerne. Den danske krone har klaret sig flot og den danske økonomi til stadighed bedre end snittet for euro-landene. Alle spådomme om det store nedslag, hvis danskerne sagde nej, er gjort til grin. Udlandet tog fat på at sætte penge i danske virksomheder som sjældent før få dage efter det danske nej. Der var fuldkommen tillid i udlandet til danskernes økonomi. Kun de ja-sigende politikere og Nationalbank-direktøren havde mistillid, og den blev gjort til skamme og til grin.

Det er ganske enkelt frækt og en dyb krænkelse af danskerne som folk at hævde, at det her til lands har særlig hast med en folkeafstemning. Hvorfor i alverden skulle man spørge danskerne før englænderne og svenskerne, når danskerne allerede har sagt nej to gange – ved politikernes egen indførelse af forbeholdene i 1993 og ved folkeafstemningen 28. september år 2000? Det er kun lige godt et år siden, danskerne klart og tydeligt sagde nej. Det er at spytte på folkestyret, hvis regeringen mener, den kan komme rendende med samme sag, indtil slaverne bøjer sig i støvet.

Der er virkelig meget for Per Stig Møller at lære af den historie, han kender bedre end de fleste. Per Stig Møller er en mand med vældig indsigt, med megen dyb klogskab og med en udenrigspolitisk indlevelsesevne, som overskygger de fleste for ikke at sige alle på Christiansborg. Han er konservativ i ordets bedste mening, på historiens grund og med rig nutids-indsigt. I hvert fald mens han havde ytringsfrihed uden minister-ansvarlighed var han altid værd at lytte til. Derfor har han jo ikke altid ret. For hvem har det? Da der tidligt var tale om at sende tropper til Afghanistan, mente Per Stig Møller ikke, der ville blive tale om danske soldater. Man ville vælge nogle tættere på.

Nu prøver Per Stig Møller at rette op på statsministerens manglende ord om euroen i nytårstalen. Fogh skulle ikke have sagt et ord om, hvad regeringen havde til hensigt. Han ville bare have ros. Udenrigsministerens ord er nok først og fremmest en prøveballon af den slags, regeringen sender mange op af her i januar, mens den endnu er værnet af anstændighedens gyldne regel om at frede nye regeringer den første tid. Og så er prøve-ballonen også en kærkommen måde at få skabt lidt kunstig afstand til Dansk Folkeparti på. Man skulle jo helst kunne se, at der var forskel.

Per Stig Møller kunne lære af den personligt stærke friheds-personlighed Christmas Møller, engang Det konservatives Folkepartis leder og læremester også for Per Stig Møllers far. Da verden også i Christmas Møllers tid pludselig var ny efter anden verdenskrigs ophør, udnyttede Christmas Møller ikke de kunstigt skabte folkestemninger. Danmark kunne have fået Sydslesvig tilbage, men Christmas Møller hindrede det ved at sige, at grænsen lå fast. Fordi grænsen var trukket ved en folkeafstemning. Han tillod ikke, at der skete politisk misbrug af øjebliks-rørelser.

Det er den hæderlighed, der også må efterlyses nu. Per Stig Møller skal ikke lade sig forføre af en Marianne Jelved, der ligesom statsminister Knud Kristensen efter anden verdenskrig vil føre politik på folkestemninger. Marianne Jelved ser tilmed Per Stig Møllers ord som et tiltrængt skift fra den ”defensive” linje i regeringens EU-politik. Med stor smagfuldhed bruger Marianne Jelved militære udtryk til at skildre sin længsel efter at gå til offensiv mod – ja, mod hvem? Mod det danske folk! Danskernes tydeligt tilkendegivne holdning til euroen for godt et år siden skal nedkæmpes. Marianne Jelved har aldeles glemt – eller vil glemme, at hendes egen daværende statsminister, Nyrup Rasmussen, efter folkeafstemningen for et år siden sagde, at afstemningen var ”et folkeligt nej”. Nu skal der så føres kamp mod folket og dets egen valgte selvstændighed.

Marianne Jelved regner med, at EU snart skal have ny grundlov, traktat eller forfatning. Og det bruger hun som grund. Men EU får jo hele tiden ny grundlov, traktat eller forfatning. Lige fra Rom-traktaten over det indre marked til Maastricht-traktat og Nice-traktat har det været EU's arbejdsform, at traktaterne aldrig bliver rigtigt prøvet eller brugt. Man er altid i gang med at lave den næste traktat, sådan at noget aldrig afsætter sig som erfaring. På den måde skabes det forvirringens tomrum, som magten lever i.

Nu siger Marianne Jelved, at det vil være ”utrolig uhensigtsmæssigt”, om Danmark har forbehold, hvis EU laver ny traktat eller forfatning. Det er Marianne Jelved, hendes regering og EU-jasigerne, der har lavet forbeholdene og vedtaget dem uden om det danske folk – altså vedtaget dem i folketinget, før der blev holdt folkeafstemning 1993. Det, der nu kaldes ”utrolig uhensigtsmæssigt”, er skabt af Marianne Jelved og hendes lige. Meningen er ligetil. Det er utrolig uhensigtsmæssigt at have et folk. Hvor meget nemmere var det ikke at regere uden alle disse uhensigtsmæssige indbyggere, der tillader sig at have en holdning?

Per Stig Møller er et langt mere anstændigt menneske som politiker. Men han nærmer sig de jelvedske magt-grusserier, når han nu forklarer ifølge Berlingske Tidende, at ”det danske nej ved afstemningen i 2000 skyldtes, at der var tale om en »teoretisk afstemning«, hvor tilhængere og modstandere kunne komme med deres gæt på, hvad et ja eller et nej ville føre til. Men nu er den fælles mønt en realitet – og nu handler det om at finde et tidspunkt, hvor det er politisk klogt at kalde danskerne til stemmeurnerne igen.”

Det er grum forførelse. Ved folkeafstemningen for lige godt et år siden fik vi af samme Per Stig Møller og de andre ja-politikere at vide, at euroen var virkelighed. Det var ikke vigtigt, om der var mønter og sedler, for euroen var i brug. Derfor var det et stykke virkelighed, vi kunne sige ja eller nej til. Hvad det også var, for møntunionen var aftalt og trådt i kraft. Nu får vi så at vide, at ordene dengang bare var et ”gæt”! Det var i hvert fald ikke, hvad ja-sigerne selv mente dengang. Danmark ville komme på afgrundens rand, hvis vi sagde nej. Nationalbank-direktøren blev indlagt som kronvidne og sagde aldrig til os i den berygtede fjernsyns-udsendelse, at hendes ord om farligheden ved at stå uden for kun var et gæt. Ingen ja-politiker brugte ordet ”gæt”. De vidste skam det hele – og sagde det med store bogstaver i annoncer for millioner.

Danskerne behøver ikke at gætte sig til noget i politik, for så indviklet er det hele ikke. Enhver kan se, hvad det handler om. Når der nu tales om en ny folkeafstemning, har det intet som helst at gøre med udmøntningen af euroen – og da slet ikke med den danske krone, der har det godt og ikke vil være truet mere end euroen. Ja, som tilmed kan redde sig bedre igennem en krise, fordi vi grundlæggende kan frigøre os fra euroen, hvis vi vil. Og kriser har der jo været i hele euroens levetid, så den selv nu – med månedlange trusler mod amerikansk økonomi – ikke er nået op, hvad den oprindelig blev fastsat til over for dollars. Der gav et lille hop opad, da euroen blev til mønter ved nytåret, men det holdt ikke.

Talen om en ny, hurtig folkeafstemning er en pinlig udnyttelse af 11. september og følgerne i politik og økonomi. Men om man så holder folkeafstemning selve den 11. september i år eller næste år, så bærer misbrugen af gruen ikke vand. Poul Nyrup Rasmussen prøvede de første dage af novembers valgkamp at gøre sig til statsmand og sikker vinder på frygt-bølgen. Han gættede galt.

© Poul Erik Søe
9. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside