Folket forsvandt
Anders Fogh Rasmussens første nytårstale

Jo, det var et nyt åsyn – og også andre meninger. Statsministerens nytårstale var et godt tilløb, og selvsagt skal Anders Fogh Rasmussen mødes med åbenhed som enhver ny. Men smilene skal fordeles lidt bedre langs med ordene – og almindeligheder som dem om 11. september forbliver almindeligheder, selvom de bliver sagt en nytårsdag.
Der var ingen dybde i de udenrigspolitiske ord, ingen farlighed, ingen selvstændighed, ingen vilje til at svare på det dobbelt-sind, der findes i de fleste, når vi ser ud over verden denne første dag i det ny år. Ordene passede til det, vi har valgt at godtage som dronningens stil i hendes nytårstale, men statsministeren venter man mere af – når det handler om politik.
Men i hvert fald krøllede man lidt mindre tæer end de sidste mange år. Fogh Rasmussen og hans regering er endnu så ny, at afstanden mellem ord og handling ikke er pinlig i sig selv. Folket var dog blevet væk i Fogh Rasmussens tale. Men undervejs kunne man have glæde af at tænke på, om de mange – oftest rigtige ord – om det enkelte menneskes frihed ikke også gælder for et folk?
Ordene lød: ”Ansvaret for medmennesket er ikke at gøre sig til det andet menneskes formynder. Ansvaret for medmennesket er ikke at tage selvstændigheden fra ham eller hende. Tværtimod er ansvaret for medmennesket at udvikle hans eller hendes selvstændighed, personlighed og selvrespekt.”
Tænk hvis Fogh Rasmussen også sagde og mente om EU: ”Ansvaret for et land og et folk er ikke at gøre sig til det andet folks og lands formynder. Ansvaret for et folk er ikke at tage selvstændigheden fra det. Tværtimod er ansvaret for et folk og et land at udvikle dets selvstændighed og selvrespekt.”
I nytårstalen sagde Fogh Rasmussen: ”Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper. Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge.”
Men hvis holdningen i de ord skal have mening, så kunne Fogh også have sagt: ”Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper. Vi vil sætte mennesket før systemet. Det enkelte folk og land skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at et folk og et land er bedst til selv at vælge.”
Fogh sagde: ” Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.”
Det er rigtigt set, og det er også rigtigt, at der skal skæres dybt. Og nok frygter statsministeren et ramaskrig, og nok vil der ske fejltagelser i hastværket, men det er dog aldrig værre, end at der kan rettes på det senere – som det menneskeværk, den slags råd og organer er ved oprettelsen og nedlæggelsen. Men et endnu større væld af den slags ekspert-tyranni kommer jo netop fra EU, og statsministeren synes at mangle mod til at gøre op med det, der lige så nødvendigt må luges væk i EU. Eller i OECD, der blev skabt som økonomisk samordnings-råd mellem landene og nu er endt som overdommer i folkeskolernes dansk-undervisning.

Det lyder smukt, når statsministeren siger: ”Et moderne velfærdssamfund bygger på et rummeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til personlig udfoldelse.”

Og så fortsatte Fogh Rasmussen: ”Jeg kan bruge et billede fra naturen. Hvis et træ står indeklemt i skygge og savner lys, bliver det sært forkrøblet og saftløst. Jo mere plads og lys, træet får, desto flottere og rankere står det, og desto mægtigere folder grene og blade sig ud. Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt. Jo mere frihed, udfordring og ansvar vi mennesker får, desto mere stoute og selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele fællesskabet.
Lad os udvikle dette rummelige fællesskab, hvor det enkelte menneske får lov at blomstre.”
Billedet fra naturen lyder tillokkende, men sandheden om naturen er jo, at når et enkelt træ får plads og lys, så skyldes det, at andre træer er fældet eller har måttet vige for det ene.
Og igen synes det sært, at hvad Fogh finder så fortrinligt for det enkelte menneske, ikke synes at gælde et folk eller et land.
Det natur-billede og den fremtids-drøm, nytårstalen indeholder, bliver jo først virkelighed, når det samme kan siges om det folk og det land, der er rammen for det enkelte menneske. Fogh Rasmussen slår sig selv på munden i forhold til hans underkastelse for alt, hvad der bærer EU's trællemærke.

Hans ønske om et godt nytår havde først været ægte, hvis han også havde kunnet sige: ”Hvis det enkelte folk og land står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt. Jo mere frihed, udfordring og ansvar et folk får, desto mere stoute og selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele fællesskabet.
Lad os udvikle dette rummelige fællesskab, hvor det enkelte folk og land får lov at blomstre.”

© Poul Erik Søe1. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside