Euro-frit område

Pigegarden trækker op i de euro-pæiske lande. Der er igen blå balloner og bare ben, store ord og miniskørter til folkene. Magten slår mønt på folkenes afmagt og udstiller skamløst sin styrke over for mennesker, der aldrig er blevet spurgt, om de vil have, hvad de tvinges til at få.

Det er euro-møntens dag, og man kan høre på nogle danskere, at de også kunne ønske sig lidt hjemligt lårsvingeri og oppustethed i magt og balloner.

Men 1. januar 2002 er virkelig det danske folks dag. Ene af alle blev vi spurgt, om vi ville have euroen. Det blev et klart nej. Daværende statsminister Nyrup Rasmussen fik endda sagt, at det var et folkeligt nej.

I virkeligheden har Danmark langt færre euro-modstandere, end der er målt for eksempel blandt tyskerne. Da Danmark sagde nej, var 7o procent af tyskerne imod euroen. Vore egne politikere ynder at fremstille os som et folk, der ikke rigtigt vil være med, men altid kommer rendende med vore forbehold. Virkeligheden er en anden. På en række områder er andre folk i Europa mindst lige så meget imod som vi. Forskellen er en grundlov, der sikrer danskerne ret til selv at tage stilling. I de andre lande danser de efter magthavernes pibe – og vil have hele EU til at gøre det samme.

Den første dag i det nye år, mens den nye euro i mønt og seddel fejres som sindbillede på magthaveriet, er der kun eet sted i Europa, som har grund til at føle sejr og til at feste – det er Danmark. Det danske folk brugte sin demokratiske, grundlovssikrede ret til at forme sin egen fremtid.

Der er da stadig mange politikere, som nok hører sangen, men lister omkring og ikke forstår noget. De tænker sig, at folkeafstemningen skal gøres om, indtil danskerne siger ja. Grundlæggende var det den tankegang, der undergravede Nyrup Rasmussens og Marianne Jelveds regering. De genvandt aldrig tilliden, da et dansk nej til EU-traktaten ved en folkeafstemning i 1992 blev trådt under fode af folketingets flertal i 1993.

Vi har set, hvordan Marianne Jelved fastholdt den tankegang, at folkeafstemninger kan man bare spytte på, da hun straks udnyttede 11. september i New York til et krav om, at nu skulle de danske forbehold væk. Det var den groveste udnyttelse af menneskers fælles-frygt, uværdigt og afslørende den meget forhenværende økonomiminister som euro-fundamentalist.

Man kan håbe, at Anders Fogh Rasmussen har lært af halvfemsernes fejltagelser. Men måske drømmer han om, at en ventet engelsk folkeafstemning om euroen i år eller 2003 kan bane vej for et forsøg på at overtrumfe danskerne.

Men vi ved, hvad vi har. Vi har grund til at fejre det. Mens friheden og demokratiet over alt er sat på skrump, så lad os i det mindste glæde os velfortjent over, at vi havde en demokratisk ret – og at vi brugte den.

Den danske udgave af euro-mønten, som kostede millioner at lave, men blev midt i skraldepsnaden af folkets nejDet er da det store nytårs-grin værd, at regeringen og Nationalbanken forud for den danske folkeafstemning endog tillod sig den frækhed at ofre millioner på at fremstille euro-mønten i dansk udgave. Og endnu bredere bliver grinet, når man tænker på, hvad danske EU-politikere og Nationalbankens direktør spåede om økonomien, hvis der blev sagt nej. Selve sindbilledet på, hvor galt det ville gå, var deres propaganda om følgerne for flexlån. Aldrig har flexlånene haft det bedre, og der har ikke været et eneste spor at finde i dansk økonomi af alt det farlige, der lå foran os. Tvært imod. Det var folket, der havde sund sans. Politikerne og deres rådgivende, propaganderende økonomer står med håret ned ad nakken. Jo, der er grund til fest.

© Poul Erik Søe1. januar 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside