Og nu kommer Wolfgang...
Historisk aften i TV-avisen

Man må inderligt håbe, der må har været gang i julefrokosterne i Danmarks Radio, mens aftenens 18,30 udgave af udvidet uvidenhed og manglende fortælle-stof gled over skærmen.

Julefrokoster er en god og gyldig grund til at lave den nyheds-dækning, der spredte julehygge over det ganske danske land i aftes. Det er det lystigste, der har været sendt længe - og overgås kun af Flemming Jensens prægtige tekster til "Nissebanden i Grønland".

Hos Flemming Jensen kan man lære den stærke livserfaring, at "hvis man lader grøden stå, så sætter den sig". Det var just, hvad der skete med Danmarks Radios dækning af det såkaldte topmøde, der i virkeligheden bare er det sædvanlige møde mellem EU-landenes politiske ledere. Den slags møder holdes ustandseligt, og enhver kender de faste billeder, hvor politikere stiller op som skolekammerater, der mødes femogtyve år efter.

Alle den slags møder er historiske, og når de for en gangs skyld holdes i Danmark, så er de tophistoriske, fordi man vedtager, hvad man hele tiden har planlagt at vedtage og lovet østlandene, nemlig at de kan komme med, når de så gerne vil.

Nu er der jo det ved historie, som det også er med historier. De skal ske, før der er noget at fortælle. Danmarks Radio fortalte dagen igennem i ekstra-udsendelser og med udvidet sendetid, hvad der ikke var sket. Og til aften blev det yderligere morsomt af, at vi også nøje på skærmen fulgte med i, hvem der ikke ankom til Bella Centret, mens vor udsendte medarbejder ikke kendte dem, der virkelig kom.

Nu skal det siges, at vor udestående, næsefrysende medarbejder ikke var sat på nogen nem post. Man havde gennemgående det indtryk, at ingen af medarbejderne havde lyst til at fortælle, hvad de var sat til at fortælle.

Måske havde man trukket lod om urias-posterne. Som dengang da ingen i Danmarks Radios gamle oplysnings- og aktualitetsafdeling havde lyst til at dække Margrethes og Henriks modtagelse på Københavns Rådhus. Så sprang landbrugsmedarbejderen Regnar Ryelund lykkelig til. Og han gjorde det godt - men selvsagt med præg af, at han var landbrugsmedarbejder, og han talte om dem, der selv tror sig fine, som om de blev ført i ringen som avlsdyr på Bellahøj dyrskuet. Det skal siges til værn om Ryelunds minde, at han på sin  egen vis havde ære af ikke at kende de personer, der dukkede frem.

Ryelund stod på en balkon og kunne se de sorte biler komme kørende, men på grund af balkonen ikke, hvem der steg ud. Så vi fik nøje redegjort for hver sort bil, men det var småt med navne, så undervejs talte han om en "kongelig højhed, der kom med konen". Med eet slag bragte han ufrivilligt det hele ned på et menneskeligt plan.

Bertel Haarder var anderledes bevidst, da han i aftes søgte af lefle nedad ved at sige, at når dørene lukkes for pressen, så bliver statslederne næsten menneskelige. De ord var selvsagt aftenens kæmpe-overraskelse, for hvem havde dog nogen sinde i selv den vildeste fantasi forestillet sig, at de ligefrem var menneskelige? I hvert fald ikke et højskolebarn fra Rønshoved, der aldrig til bunds har indset tydningen af ordene om, at solen står med bonden op, slet ikke med de lærde.

Man må inderligt håbe, at TV-Avisen ikke var et spejl af den meget priste danske evne til at tilrettelægge og forberede sig, som formandskabet hele tiden skamroses for. Ligesom man inderligt må håbe, at man bag de lukkede døre - ligesom Danmarks Radios udsendte - har været aldeles uden kendskab til den nydelige gråklædte gamle herre, der skred over den røde løber uden at få et ord med på vejen - og som var selveste formanden for EU-præsteskabets grundlovs-konvent, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing. Det er ham, der skal gøre også det næste og det næste og det næste såkaldte topmøde historisk ved at omdanne hele roderiet til Europas forenede Stater.

Så var der også noget om de her mennesker, der er imod, ikke så meget om deres helt forkerte meninger, for det er altid kedeligt at høre på, når man nu ved, hvad der er det rigtige. Men der var da trommedans og vist også det eneste glimt af røg, vi så - måske fra en røgelsespind. Vigtigere var et glimt fra grænsen. Også her var en udsendt medarbejder - helt alene som alle de andre, for der var ikke rigtig nogen historier at fortælle eller mennesker at vise.

Men vi hørte da, at demokratiets demokratiske folkestyre-tanker nu for alvor er slået igennem. Politiet vil nøje finde ud, hvem hver enkelt er blandt fire hundrede på vej ind i Danmark over den grænse. Se det er historisk! Vi er skam et demokratisk demokrati, der er optaget af almindelige mennesker, vi vil kende hvert eneste navn, mens vi er helt ligeglade med og ikke aner en brik om formanden for EU-konventet, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing.

Desværre fik vi ikke nævnt navnene på hver enkelt af de mennesker, der var på vej over grænsen. Men uden tvivl hed de alle sammen Wolfgang. Det gjorde de i hvert fald ifølge Danmarks Radios udestående medarbejder hver og een, som ankom til Bella Centret. Nu kommer Wolfgang, lød det med stor sikkerhed. Og så kom Blair.

Undervejs tilspidsede dramaet i Danmarks Radios fremstilling. Så meget endda, at studieværten toppede ved at lade topmødets topfolk omkomme i stedet for ankomme. Men heldigvis for dem, der dagen igennem har lavet havtaske, hjort og ris à la mande, var det en fortalelse, der blev understreget af den dramatiske reportage om, hvad ikke tilstedeværende demonstranter ikke gjorde.

Vi fik at vide, at politiet løftede skjoldene, hver gang der var en sort bil i nærheden, men vi så heldigvis også, at toppen af Europas ris à la mande er velværnet bag udrullet pigtråd, nærmest juleguirlande-agtigt.

For vi, der ikke kender pigtråd, var der en glimrende indføring i pigtrådens anvendelighed som åbner af juleappelsiner. Appelsinskræl er det, der kommer menneskehud nærmest, fik vi at vide. Og så fik vi sandelig gåsehud, mens appelsinen blev ridset for vore øjne helt uden forudgående advarsel mod stærke billeder.

Hvordan i alverden havde den udsendte fremskaffet en appelsin til sin - man må håbe lovlige og godkendte - demonstration af pigtråds fortræffelighed? Havde han medbragt den, fordi han forudså, at der ikke ville være demonstrant-hud i nærheden? Nej, det var den appelsin, der skulle have været faldet i tyrkernes turban, hvis de i løbet af udsendelsen havde fået den forhandlings-dato, man regner med, de skal have som mandelgave.

Men intet skete. Der var intet at fortælle. Sådan er topmøder. Det, der sker, er alt sammen aftalt i forvejen. Og dog! Midt i udsendelsen blev der kørt en forkert film. Et fly startede, men standsede midt i luften - og blev hængende! Se, det var virkelig historisk...

Og glem så ikke, at en grand prix sanger fra Malta i vores egen danske TV-Avis næsten rigtigt og rent sang "Sejle op ad åen" - på dansk! Vi kan være helt trygge ved den østudvidelse, for Malta ligger da mod øst, eller...

© Poul Erik Søe 12. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside