Den dag demokratiet døde
Sveriges socialdemokratiske statsminister skyder stemmeretten i sænk

Det måtte jo komme en dag. I længden kunne det ikke skjules. Demokrati og EU kan ikke leve i stamme stue. Vil man EU, er det samtidig et nej til folkestyre.

Den sandhed er kommet over læberne på Sveriges socialdemokratiske statsminister Göran Persson. Egentlig burde han prises for at tale sandt, men da han ikke samtidig tager følgerne af sandheden, rejses der her en skamstøtte med ordene: "Han slog demokratiet ihjel og gik upåvirket ind til sin julemad".

- Sverige kan ikke leve med et EMU-nej. Da er jeg ganske sikker på, at der bliver en ny beslutning, sagde Göran Persson til Tidningarnes Telegrambyrå 21. december 2002 - svarende til det danske Ritzaus Bureau. Ordene er her gengivet efter avisen Dagens Nyheter i Stockholm.

Sverige er altså ikke det svenske folk, men en politisk overklasse. Hvis Sverige stemmer nej til EMU, den europæiske møntunion, så vil magthaverne, som kalder sig selv for Sverige, ikke godtage det.

Vanligt ser vi i et demokrati et land som det folk, der lever der. Demokratiets grundregel er, at flertallet afgør ved en afstemning. Men i Sverige er det på forhånd givet, at et mindretal tiltager sig magten over flertallet. Magthavernes mindretal vil gøre folke-flertallets vilje ugyldig og lave afstemningen om, til der bliver stemt ja.

Det overrasker ingen dansker, at virkeligheden er sådan. Vi bliver selv gjort til trælle på samme vis. Men ingen har dog tidligere ytret, at det er sådan. Man kan lige så godt stemme, som magthaverne vil have det, for ellers bliver man sat til at stemme igen.

Sådan gik det i Danmark med det danske nej til den EU-traktat, der bar Maastrichts navn. Danskerne sagde nej. Det mindretal, der tabte folkeafstemningen, tvang en ny afstemning igennem året efter. Men man udsmykkede det, som om det var noget andet, der blev stemt om - skønt der ikke var rettet et ord i den forkastede traktat.

Sådan gik det i Irland i 2002. Irernes flertal havde sagt nej til den EU-traktat, der bar Nices navn. Det mindretal, der tabte den irske folkeafstemning, tvang en ny afstemning igennem. Heller ikke her var der rettet et ord. Men nu sagde pave-kirkens irske udgave ja til traktaten - og så gled den ned.

Sådan sker det i Danmark lige nu. Især socialdemokrater og radikale vil gennemtvinge en folkeafstemning i 2003 om de danske forbehold, skønt socialdemokraterne netop ikke gik til valg for godt et år siden med krav om en ny folkeafstemning. Men da de tabte regerings-magten, prøver de nu at drille den Venstre-konservative regering med krav om en ny EU-folkeafstemning. Det sker alene, fordi regeringens flertal bygger på Dansk Folkeparti, som er imod en afstemning om forbeholdene. Socialdemokrater og radikale spiller blot deres eget spil ved at spytte på vælgerne.

I december 2002 kunne man endda læse den radikale Elisabeth Arnolds ord til Jyllands-Posten, hvor hun gav tilslutning til, at Danmark bør kunne smides ud af EU, hvis danskerne igen stemmer nej til en EU-traktat. Hun sagde: »Jeg ville foretrække, at de lande, der siger nej til en ny traktat, ikke mere er medlemslande."

Det er det hidtil længste, politikere har fjernet sig fra demokratiet. Nu har den svenske statsminister taget skridtet fuldt ud. Svenskernes stemmeret er skudt i sænk. Det vigtigste led i folkestyrets arbejdsform er fjernet. Stemmeretten har selvsagt ingen mening, hvis magthaverne fastsætter, hvad der må stemmes.

21. december 2002 blev den dag, demokratiet døde. Når der ikke længere er demokrati, hvor EU går ind, hvordan vil man da opretholde en magt, der også bygger på stemmeretten? Hvorfor skulle nogen agte den magt, vælgerne udpeger ved demokratiske valg, når magthaverne ikke selv gør det? Hvorfor skulle nogen lyde den magt, der springer af en stemmeret, som magten selv smider i skraldespanden?

© Poul Erik Søe 27. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside