Grønlands flagMåske
Forsvars-aftalen med USA om Grønland er fra koloni-tiden og før den grundlov, der gjorde Grønland til del af Danmark. Grønland har før vist styrke ved som det eneste folk at melde sig ud af EU

Vi har af Flemming Jensens fjernsyns-julekalender fået opfrisket grønlænderens hang til at sige måske. Det er en naturskabt ytring, en bøjen sig for de livsvilkår, et sted sætter. Som det gamle 'Om Gud vil' på dansk.

Man kan let tage fejl af det grønlandske måske. Det har intet at gøre med manglende vilje eller selvstændighedstrang. Det udtrykker snarere, at den menneskelige vilje må styrke sig endnu mere - fordi naturens modstand er så voldsom.

Hernede er Gud blevet afløst af flugt. Af alle er det vejr-melderen gennem mange år Voldborg, der nu fornedrer sig selv for penge ved i overtalelses-film for udlandsrejser at spørge os, om vi stoler på den danske sommer. Et livs omgang med vejret har tilsyneladende ikke lært ham at vedkende sig det grundvilkår, dansk natur er for et liv her. Han er ikke ene om det.

Flugten er et godt billede på alt det, der lige nu kan sælges som europæisering, internationalisering og globalisering. Vi vil væk fra det, der forpligter. Det er alt sammen underholdning, nogle få årtiers flugt. Vi er i de politiske indfalds vold for et øjeblik af flygte ud af den trofasthed, der kan kede undervejs, men dog er eneste mulige udgangspunkt for at virke sammen med og agte andre folk.

Vi mangler det grønlandske måske. Vi render med på det nyeste, men kort tid efter er vi troløse mod det, der kort forinden var uundværligt og for nogle guddommeligt. Det gælder i hverdagen - men også i det, nuet påståeligt ser som de store skelsættende politiske stridsemner.

I Grønland og hernede handler det de seneste dage om det amerikanske ønske om at bruge det grønlandske Thule som et af kerne-stederne for det seneste påhit, skjoldet mod andres raketter.

USA ventede med at kræve brug af Thule til det ny mål, indtil valget i Grønland var overstået og et ny grønlandsk styre dannet. Alt tyder dog på, at der har været indgående snak mellem den danske og amerikanske regering forud. Synspunkterne virker så afstemte - ordene så ens.

USA vil sit skjold samtidig med, at verden synes blot at skulle godtage vilkårlige amerikanske raketter mod folk, der ikke har fået dom. Amerikanerne raket-ramte en bil i Yemen for få uger siden. En af dem i bilen var mistænkt for terrorisme. De andre gik med i købet. Hvor der handles, der spildes.

Lig-stumper fra de mange i bilen lå spredt over ørkenen. Det var så heldigt, at man fandt et løsrevet lårben just med et mærke, som man hævede, at den mistænkte havde på kroppen. Da det er USA, der fører sig sådan frem, så går historierne lige ind.

Amerikanerne bliver troet af mange grunde. Lige efter anden verdenskrig havde vi med god grund samme tillid til dem. Siden har amerikanerne mere end nogen anden stat i verden støttet og forsynet terrorister rundt om, hvor det passede i amerikanernes kram. Det var også amerikanerne selv, der solgte de første miltbrand-sporer til Irak, da Irak var USAs følgesvend i kampen mod Iran. Verdens retfærdighed er endt med at spejle, hvad der i det givne øjeblik tjener USAs politiske og pengemæssige lidenskaber.

Der er ikke plads til et grønlandsk måske. Men vi bør dele grønlændernes spørgen. Og det bør vi, fordi den hele sag ikke kun handler om missil-skjoldet, men om den dansk-grønlandske samhørighed. Ligesom sagen handler om dansk-amerikansk samhørighed, der ikke bør ødelægges varigt, fordi den næsten valgte præsident Bush for tydeligt prøver at mildne den hjemlige nedgang med en stank af krigstrusler.

Grundlaget for drøftelserne med amerikanerne er den dansk-amerikanske forsvarsaftale fra 1951. Den ønsker grønlænderne skiftet ud. Ikke kun fordi den tillader amerikanerne at handle, som om Thule er en del af USA. Faktisk er det et spørgsmål, om brugen af Thule til missilskjold-anlæggene overhovedet er noget, USA har pligt til at spørge grønlænderne og danskerne om. Den gamle forsvars-aftale er formentlig grundlag nok for amerikanerne til blot at gøre, hvad de har lyst til i Grønland.

Derfor ser det nye grønlandske styre rigtigt, når det i første færd ikke tager endelig stilling til missil-skjoldet, men i stedet tager et fast greb om den gamle forsvars-aftale og siger, at den må fornyes, før der overhovedet kan forhandles.

Det er ikke svært at indse, at den amerikanske regering ikke er vild med den fornyelse. Når man efter den gamle ordlyd har lov til stort set hvad som helst, og når den tidligere danske statsminister H C Hansen endda hemmeligt, ulovligt og uden om den daværende danske regering og folketinget gav amerikanerne lov til at have atomvåben i grønland, hvorfor skulle der så være nogen iver efter en ny forhandling?

Men vi har jo set med en mængde af USAs gamle forsvarsaftaler fra tiden efter anden verdenskrig, at landene - fra Tyskland til Japan - ikke har villet finde sig i gamle ord, der binder en ny tid med en ny verdensorden.

Da aftalen om amerikanernes brug af Grønland til militære formål blev gjort, gjaldt den gamle verdensorden - den, der var aftalt ved Yalta-konferencen i verdenskrigens sidste år. Grønland og Danmark var vestlig interesse-område, siden mer og mer tolket som amerikansk interesse-område. Helt som Polen, Ungarn og Estland var østlig interesse-område, i virkeligheden russisk.

Nu er Polen og, Ungarn og Estland fri af Yalta-aftalen, som udløb 1995, halvtreds år efter andens verdenskrigs slutning. Færre tænker på, at Danmark og dermed også Grønland også er fri af Yalta-aftalen mellem Roosevelt, Churchill og Stalin. Den dansk-amerikanske forsvarsaftale er gjort i 1951, altså under den gamle verdensorden. Det er den udenrigspolitiske hovedgrund til, at det er et anstændigheds-krav, grønlænderne stiller om fornyelse af aftalen.

Den indenrigspolitiske hovedgrund er, at den dansk-amerikanske aftale om brugen af Grønland er blevet truffet, mens Grønland var dansk koloni. Det var som koloni-magt, danskerne påførte grønlænderne fremmede troppers tilstedeværelse og brugen af Grønland også til atomvåben. Det kunne Danmark gøre, netop fordi Grønland var koloni og på alle måder underlagt dansk myndighed. Grønlænderne blev da heller ikke spurgt. Der blev  handlet hen over hovedet på dem.

Først to år senere var Grønland ikke længere koloni. Med Grundloven af 1953, vedtaget under en Venstre-konservativ regering ledet af Erik Eriksen, blev Grønland, hvad grundloven kaldte en "integreret" del af Danmark - altså dansk som Lolland og Vendsyssel.

Heller ikke Danmarks optagelse af Grønland i riget som landsdel på linje med de andre landsdele hernede skete med grønlændernes godkendelse. Der var ingen folkeafstemning. I dag ville vi se grundlovens handlemåde over for grønlænderne som en dyb krænkelse af grønlændernes menneskerettigheder, og Danmark ville være endt for menneskerettigheds-domstolen.

I dag har Grønland hjemmestyre efter en lov, der i sin grundtanke er skrevet af efter den færøske hjemmestyrelov. Grønland fik hjemmestyre efter ny dansk krænkelse af grønlænderne. I 1972 deltog grønlænderne i folkeafstemningen om Danmarks indtræden i det EF. der blev til EU. I Grønland var der et overvældende flertal imod det, der blev til unionen. I Danmark var der stort flertal for. Danskernes flertal tvang grønlænderne ind i den union, grønlænderne selv så voldsomt havde sagt nej til.

Som 'trøst' fik grønlænderne en hjemmestyrelov som den færøske. Danskerne prøvede at sinke hjemmestyre-loven gennem mange år, men den kom igennem. De danske politikere havde blot glemt, at netop den færøske hjemmestyre-lov var grunden til, at færingerne havde været holdt uden for folkeafstemningen om den kommende europæiske union. Det var ikke følgestreng tænkning, for hjemmestyreloven siger netop, at Danmark driver Færøernes udenrigspolitik. Men de danske partier så en fordel i at holde de mange færøske modstandere mod unionen ude af folkeafstemningerne, så færingernes nej ikke blev afgørende.

Men da nu også Grønland havde fået hjemmestyre-lov, så gjaldt det selvsagt også for dem, at de selv kunne afgøre, om de ville være i unionen eller ej. Først prøvede det danske udenrigsministerium at sige nej til tankegangen, men den gik ikke, for så havde hele folkeafstemningen i 1972 uden færingernes deltagelse været ulovlig.

Grønland fik sin folkeafstemning om den europæiske union. Og grønlænderne blev det første folk, der meldte sig ud. Trods et voldsomt pres fra Brüssel og København stod grønlænderne fast på, at de folkeligt set ikke hørte hjemme i den europæiske union.

Det er denne viljefaste handling, både USA og Danmark skal huske nu, hvor grønlænderne siger, at de vil have koloni-tidens forsvarsaftale om brugen af deres land til militære formål forhandlet forfra. Det er viljen bag det grønlandske nej til Danmark og EU i folkeafstemningen, der skal holdes op mod grønlændernes hang til at sige måske.

© Poul Erik Søe 20. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside