Da der kom harpiks
på lovens lange arm

Næst efter roserne til håndboldpigerne er der ingen, der får så mange blomster som det danske politi.

Det skyldes selvsagt politiets indsats under den EU-messe, unionens præsteskab just har holdt i Bella Centret.

Det har da også været henrivende at se, hvordan det danske politi var i stand til at komme igen og igen.

Ved EU-messens indledning virkede det ganske vist, som om der ikke var harpiks på bolden. Atter og atter gled situationen af politiets greb. Der gik ganske enkelt for få i buret.

Man havde på grund af EU-stævnet genoprettet Danmark for en kort tid. Pludselig blev der stået vagt ved Danmarks grænser, fordi Schengen-aftalen om politi-samarbejde hen over grænserne ikke er noget, politiet og politikerne selv tror på - når det rigtigt gælder.

Så når det går løs, og især når der er møde i EU, så gælder al den europæisering, internationalisering, globalisering selvsagt ikke. Politiet - med dets sammenhæng til politik - vidste nøje, at fest-ord om den store forbrødring ikke har noget med dagens og grænsens virkelighed at gøre.

Der er også grund til at rose politi-folkene, som næsten alle vidste, hvor Danmarks grænse engang gik. Mange af de gamle grænse-bure til pas-eftersyn er jo solgt, men alligevel stillede politi-folkene sig ikke op ved Kongeåen og sang om at "sejle nedad igen", selvom Region Schleswig er oprettet for at sløjfe folkeafstemningen i 1920.

Der er næppe tvivl om, at hele planen og måske også et kort over det gamle danske område har været drøftet i omklædningsrummet lige forud for kampen. En ubrydelig forsvars-kæde var trods ustandselig fare for straffe grundlaget for politiets store sejr.

Men i kampens første minutter viste sig alligevel den mærkelige tøven, som måske kan kaldes typisk dansk. Nogle politifolk - helt forståeligt på grund af nerverne - gav sig ved grænsen helt uden for den lagte taktik til at fange smuglere og ulovlige flygtninge. Der viste sig at være, hvad politiet kalder et "overraskende" stort tal af dem.

Forklaringen er jo meget lige til. Når Danmark ingen grænser har til daglig, så kan det virke meget forstyrrende for grænse-gængerne, at Danmark pludselig findes igen på grund af et møde i Bella Centret.

Heldigvis varede den første tøven, det såkaldte harpiks-syndrom, kun kortvarigt. Nu gik politiet løs på de egentlige modstandere, folk, der ikke ville vise pas, fordi de helt enfoldigt troede på det med det grænseløse, og som tilmed havde hørt om den danske grundlov, at man havde lov til at gå krævegang for sin sag.

Hurtigt inde i kampen havde det danske politi fundet grebet om spillet. Enhver af os kunne se, at de langt over 100 millioner, der er blevet brugt til forberedelserne, virkelig er godt givet ud.

Men som så ofte - nogle kalder det typisk dansk - så bredte der sig en provinsiel slaphed over det hele. Det er, som om danskerne ikke kan tåle at have en sikker sejr inden for rækkevidde. Vi ved jo også, at flaget er smukkest i modvind, og sådan er der ikke mange flag, der har det rundt om i verden.

Følgen var, at det danske politi gik til halvlegs-pausen med et meget lille antal arresterede på lystavlen. Sammenlignet med Göteborg sidste gang, der for alvor var EU-træf, så det lige før pausen ud til, at svensk politi langt, langt overgik det danske i dygtighed og anholdelses-vilje.

Der gik simpelthen for få i buret, som det hedder i håndbold. Og det til trods for at det danske politi havde mange flere bure end Arenaen i Århus. Det er jo det, der gør politiets kamp så meget mere spændende. Der var ikke bare et bur for hver ende af banen, men i dunkle kældre havde man - på forventet efterbevilling - lavet bure af hønsetråd, et snildt og vel gennemtænkt beredskab til de såkaldte pas-gængere, der vil gå krævegang uden at have papirerne i orden.

Og hvad sker der så? Netop som anden halvleg går i gang, og vi alle kommer tilbage til skærmen efter have sat vand over til kaffe, så er politiet der med fornyet energi, som om kampen først rigtigt indledes nu. Politiet havde simpelthen det, der i kvindehåndbold hedder "mentale ressourcer", måske fordi det københavnske politi er ledet af en kvinde. Dog måske er det slet ikke kvindeligt, men ganske enkelt typisk dansk.

Den egentlig forklaring på pausens ham-skiftende (det lyder ikke kvindeligt - eller måske netop!) evne har ved senere undersøgelser vist sig at være virkelig opsigtvækkende. Det danske politi modtog simpelthen i omklædningsrummet en fax, som tilmed blev læst med det samme, hvad der er uhørt i politi-kredse. Men denne denne gang var der papir i faxen, sort toner nok og tilmed en mand til at passe den.

I faxen, som var adresseret til "Politi-lejrskolen, Danmark", stod der helt lige ud: "Der er ingen demonstranter. Demonstrer selv."

Nu var det nemt at lægge ny taktik. Når første halvleg trods flere gode tidsstræk efter den svage indledning var endt så modløst, så var grunden den enkle, at der ingen modspillere var. Det havde politiet ikke opdaget i farten. De havde så travlt med at løfte skjoldene og stå ret, hver gang der kom en sort bil forbi, at de ikke havde lagt mærke til, at der ingen rigtige demonstranter var.

Nu er det en lidt urimelig fremstilling, for i toppen med det store overblik havde den kvindelige politi-cheftræner nok haft sine anelser. Hun prøvede i hast allerede under første halvleg at sende en fax til grænsen med ordlyden: "Stop med at stoppe. Luk endelig demonstranterne ind. Vi har ingen at anholde herovre.". Desværre var faxen sendt til grænse-stationens fax, som var nedlagt på grund af Schengen-aftalen. Men det var godt set - og et godt forsøg.

I omklædningsrummet fandt man imidlertid hurtigt den taktik, der skulle vise at være vejen til guldet, roserne og sejren. Politiet valgte simpelthen i mangel af modstandere selv at stille et hold. Der var folk nok at tage af, mange af dem stærkt udhvilede, fordi de havde siddet om ikke på bænken, så i bilerne ti timer i træk, uden at der skete noget.

Og til alles forbløffelse viste det sig nu, at det danske politi med vældig åndelig kraft kunne komme tilbage. Da først halvdelen af de 6000 betjente var blevet klædt ud som demonstranter, så kom der i hvert fald så megen gang i den, at det lignede et rigtigt EU-møde.

Det var selvfølgelig ikke alle, der straks var sporet ind på den ny taktik. Pressen kan fortælle, at man anholdt en betjent, som man mente var demonstrant. Det viser bare, at den nye taktik, hvor alle demonstranter var betjente, ikke var sivet hurtigt nok ned gennem rækkerne. Det er jo ikke altid, politiets radiotelefoner virker - og det sker også, at de bare ligger derhjemme på hylden.

Men de fleste var med på den, stjerner, som hele tiden kunne finde et hul til en ny betjent, som trængte til at komme på udskiftningsbænken, og som fik et fortjent pusterum, mens han var anholdt og sad i bur.

Pludseligt følte hele korpset, at nu var det som i de gode gamle Nørrebro-dage, da ikke bare demonstranterne på Nørrebro kastede med brosten, men også politiet, fordi betjentene dengang havde glemt at få tåregassen med på arbejde.

I guld-kampen foran Bella centret blev selvsagt alle hurtigt løsladt igen, undtagen en stakkels vestjysk landbetjent, som havde undladt at tage sygeforsikrings-beviset med til København. Da han ikke kunne bevise, hvem, han var, og ingen forstod hans vestjyske, blev han arresteret som italiener. Alle, der sidder buret inde endnu, kalder politiet meget underfundigt for italienere. Det har ikke noget med deres oprindelses-land at gøre, men er et velanbragt ordspil på hønseracen "hvide italienere" og de hønsebure, politiet - på forventet efterbevilling - har fået lavet til de mange gæster.

Nu er betjentene taget hjem. De glemte at lave bølge til publikum, men har fået ros af justitsministeren. Vi vil alle huske det. De vil ikke blive glemt. De har givet os en uforglemmelig oplevelse. Typisk dansk, som vi danskere typisk siger.

© Poul Erik Søe 16. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside