Håb med hank
Jul er, at vi ikke kan få nok

Det er så enkelt. Selvom det er et mageløst roderi af tanker og skikke. Mennesker har elsket, lidt og håbet gennem årtusinder. Deres håb har sat sig som lag af erfaring, der er lagt ind i julens skikke. Når det roder, skyldes det ikke mangel på holdning eller mening. Vi vil bare ikke give slip på noget af det. Vi hanker op i håbet - altid på trods. Det er det, vi har håb til.

Håbet hænger der udsat og svævende - altid på den yderste gren. I en hank af papir eller en sytråd. Et menneskeligt tomrum fæstet som håb og lys til naturens træ, intethed indrammet af flettet papir i hjerteform, skrøbeligt glas i kugleform omkring ingenting, et kræmmerhus foldet omkring tomheden.

Sådan får vi styr på det tomme og truende i julen. Alt fyldes ud og får tyngde af nødder i hjerter og kræmmerhuse, sul i maverne, sange i munden og barn i den tomme krybbe.

Her rider Odin frem i papirklip på den ottebenede Slejpner, som æder af juleneget for at gøre fredspagt. Den store gudinde, som vi engang kaldte den store so, rider på bukken og står som bævre-sylte på frokostens julealter som offer. Som altid fylder vi os med det guddommelige, grisesul som billede på frugtbarheds-gudinden, vin og brød som kristne mærker på barnet, der alene var af kvindesæd.

Kaffekoppens tomhed fyldes, mens den indrammede intethed ligger klar i kageskålen som vanillekranse og klejner, det livgivende kvindelige bagt til billeder på genfødslens mulighed. Intethedens nul bliver med omkransningen til jul, det gamle ord for drejning, årets drejning ind i lyset. Håbet bagt til fast form ved 180 grader, hvor alting drejer.

Her daler de sekslemmede engle ned i skjul for at mødes med Asgårdsrejen, nordens og sydens tro på genkomsten i dans omkring trækorset, livstræet Ask Ygdrasil, juletræet og på moders skød. Med duen til julegilde. spurv på kvist, lærken, der kun holder inde i årets skumring, den galende midnatshane og fremsynets ravn på Odins solhvervs-skulder.

Jul er, at vi ikke kan få nok - heller ikke af håb. Hvert håb-billede gennem årtusinder er til genbrug. Hen over henrullede tider, alle skel og skiftende tro rækker menneskers tusind-årige håb-former os og hinanden hånd.

© Poul Erik Søe 23. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside