Folkets kærlighed og
politikernes ærlighed
Hvordan man skaber folkestemninger ved at tie

Det hele er så enkelt. Eller kunne være det. Vi er et folk, som udgør et samfund. De, der regner sig for at tilhøre folket og vil dele vilkår med det, hører til samfundet. Men derfor er vi jo ikke ens.

Forskelligheden nødvendiggør aftaler. I et enevælde eller fåmandsvælde er der magtpåbud i stedet for aftaler. I et folkestyre aftaler vi med hinanden. Det er selve tanken bag demokratiet. Vi agter hinanden, selvom vore modstandere vinder og får magt gennem flertallet.

Vi agter hinanden på den måde, at mindretal får indflydelse på flertallets holdning - inden magten afgøres ved afstemning. Vi agter også hinanden på den måde, at mindretal bøjer sig for flertal. Ellers virker folkestyret ikke.

Vi agter også hinanden gennem det syn, at mindretallet stadig kan virke for at få et andet flertal. Mindretallet skal ikke overtage flertallets synspunkter. Når vi alligevel er et sammenhængende samfund, skyldes det, at mindretallet, om det nok så meget er imod, følger flertallet, indtil mindretallet selv bliver flertal. Og følger flertallets love, selvom mindretallet måske aldrig får flertal.

Man kan undre sig over, at noget så enkelt virker. Det gør det, fordi vi selv fra sag til sag oplever skiftevis at være i flertal eller mindretal. Trods politisk delthed er der ingen faste flertal. Enhver af os oplever som egen erfaring, at det er en fordel, at hver enkelt sag afgøres med flertal. Mister vi tilliden til den tanke, er der intet folkestyre. Demokrati er gensidig tillid. Så enkelt er det. Eller så enkelt kunne det være.

Enhver ved også, at der en enkelt undtagelse. Den kommer ind, fordi nogen vil ophæve os som folk og fjerne vort selvstændige folkestyre. Man vil kun tilsyneladende bruge folkestyrets fremgangsmåde. Man vil kun på skrømt lade flertallet afgøre. Der er sager, hvor flertal ikke agtes, men ses som mindreværdige. Alle de sager har med den union at gøre, som ledere fra større stater med en anden folkestyre-skik vil gøre til Europas forenede Stater.

Langt de fleste sager, som er afgjort ved afstemning, er holdbare i det danske samfund og ændres kun, hvis alle parter, flertal og mindretal, er enige. Vi er et af de folkestyre-samfund, som er nået længst i rendyrkelsen af et samfund, byggende på aftaler og forlig. Men når det gælder den europæiske union, så sættes folkestyret ud af kraft. Så er der en magt, som ophæver den pagt, det danske folk har gjort mellem grupperne i samfundet.

De gange, flertallet af danskerne har sagt nej til påfund i EU, agtes flertallet ikke, som vi ellers agter flertal. Flertallet af modstandere opfattes som afvigere, der skal retledes, og som hurtigst muligt skal nedgøres i en ny afstemning.

Når et flertal af danskere siger nej i en EU-sag, ses det ikke som en afgørelse. Sådan ville man se på alle andre sager i folkestyret. Men når et flertal siger nej i EU-spørgsmål, så følger mindretallet kun flertallets nej på skrømt. Mindretallet ser det ikke som en afgørelse, men som en udskydelse af det ja, mindretallet vil have igennem. Tilsyneladende agter man flertallet, men kun indtil meningsmålingerne siger, at det hidtidige flertal er ved at komme i mindretal.

Selvsagt er en sådan fremgangsmåde tilladelig. Men kun hvis den gælder alle grupper i folket. Sådan er det bare ikke. Hvis et flertal siger ja til en EU-sag, så opfattes den som afgjort. Der er aldrig mindste tilløb til, at EU-traktater, som et flertal har sagt ja til, kan komme til afstemning påny. Selv hvis meningsmålinger viser, at ja-flertallet er skiftet til et nej-flertal. Så gælder meningsmålinger ikke længere. Der er altså ingen gensidighed indeholdt i den ny skik. Uden gensidighed er der ingen tillid. Uden tillid er samfundet som demokrati på vej mod opløsning.

Igen er det såre enkelt. Man skal vide, at der er forskel på folkeafstemninger og folkestemninger. Folkeafstemninger er en af dansk folkestyres måder at løse modsætninger på. Folkestemninger er øjeblikkelige følelser, som kan skifte efter påvirkningerne fra dem, der sidder med førsteretten - eller rettere førstemagten - til at oplyse.

Lige nu bruger en del politiske ledere folkestemningen til at presse en ny folkeafstemning om euro-mønten igennem. Meningsmålingerne siger, at et flertal nu ønsker euroen. Det er en kunstigt skabt folkestemning. Aviserne og Danmarks Radio har de seneste måneder redeligt skildret, at det har været en fordel på alle måder for Danmark at sige nej til euroen.

Alt, hvad de danske EU-partier spåede om følgerne af et dansk nej, er til grin. Danmark uden for euroen klarer sig langt, langt bedre end euro-landene, hvor selv de to største stater, Tyskland og Frankrig, ikke kan leve op til euro-unionens krav. Avisernes omtale af, at det er gået langt bedre i Danmark end i euro-landene, er ganske vist sket i artikler så små, at de ser ud, som om de skammer sig. Men ordene er dog blevet trykt. Det var heller ikke for tidligt.

Men omtalen af euro-nederlaget og den danske krones sejr er så spagfærdig, at den ikke slår igennem. Igen er det såre enkelt. De fire EU-partier, Venstre, Socialdemokraterne, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre, er nemlig alle aldeles uden den redelighed, som er set selv i ivrige EU-aviser og Danmarks Radio.

Ingen regner selvsagt med, at Anders Fogh Rasmussen, Mogens Lykketoft, Bendt Bendtsen eller Marianne Jelved ligefrem takker det danske folk for at have sagt nej til euroen. Men dansk folkestyre-skik, agtelsen for en afstemnings flertal, burde i hvert fald få de fire og deres følge til åbent at erkende, at de tog fejl, og at der er ingen som helst grund er til for Danmark at gøre folkeafstemningen om. I hvert fald kun den grund at tækkes stormagterne i EU.

Da danskerne, fordi vi er et tillidsfuldt folk, sædvanligvis lytter til de politiske ledere, og da vi - modsat pressens spagfærdige indrømmelse af kronens sejr over euroen - ikke hører et ord om det fra tingfolk og politiske ledere, så skaber EU-partierne den falske folkestemning, som kan læses i meningsmålingerne. Og efter selv - ved at undlade at være redelige og åbne om euroens lidelser - at have skabt folkestemningen, så udnytter politikerne den kunstigt skabte folkestemning til at kræve ny folkeafstemning.

Spiller da politikeres udsagn om sager så afgørende en rolle? Ja, og det er ikke det ringeste ved politik. Det tyder på en tillid, som politikerne ganske vist ikke er værdige til. Da Tysklands kansler Gerhard Schröder og hans justitsminister for at vinde kansler-valget i år undsagde USAs iver efter krig mod Irak, og da Schröder endog afviste tysk deltagelse i en sådan krig selv med FNs godkendelse, så voksede tyskernes selvtillid voldsomt, og den tyske folkestemning er endt i, at fire ud af fem tyskere i dag er imod krig mod Irak. Det politiske lederskab fremkaldte en folkestemning. Nøjagtig på samme vis er det de fire danske EU-partiers undladelse af at tale redeligt om kronen og euroen, der har skabt den øjeblikkelige folkestemning for euroen. De tier - og bruger deres ord, som om euro-landene klarer sig strålende.

Vi har hørt i mere end et kvart århundrede, at der skal oplyses fordomsfrit og åbent om EU. Men de danske EU-partier bidrager ikke til den oplysning. Det passer fint i deres kram, at dansk folkestemning i øjeblikket synes at tro, at euro-unionen er paradis. Alle andre folk i euro-landene sukker efter danske tilstande, men de danske politikere tier om det.

Når folkestemningen passer så fint i krammet, så er også det såre enkelt. Folkestemningen kan bruges til at drille regeringen med. Det er da også Socialdemokraterne og Det radikale Venstre, der ivrigst misbruger folkestemningen til at kræve ny folkeafstemning. Vi skal efter deres mening stemme i 2003.

Det er velkendt, at regeringen af Venstre-folk og konservative bygger sit flertal på Dansk Folkeparti, som er imod det meste, der kommer fra EU. Dansk Folkeparti lever af at have fået en slags borgerligt-socialdemokratisk eneret på at gå imod unionen. Efter de nye indvandrer-love, som på sær vis efterhånden forener stort set alle, vil EU-spørgsmål være det afgørende kendemærke for Dansk Folkeparti som modstykke til de partier, der altid siger ja.

Derfor har socialdemokrater og radikale håb om, at en ny, hastig folkeafstemning om euroen vil splitte regerings-flertallet. I strids-tiden forud for en ny folkeafstemning vil Dansk Folkeparti for troværdighedens skyld være nødt til afgørende at skabe afstand til de EU-ivrige i Venstre og Det konservative Folkeparti. En sådan strid vil gavne socialdemokrater og radikale på vejen til det, der ifølge den ny socialdemokratiske kronprins Mogens Lykketoft er hovedsagen - at vriste regeringsmagten fra Venstre og konservative.

Gik Socialdemokraterne til valg for godt et år siden på den tanke, at der skulle holdes en hurtig ny folkeafstemning om euroen og de andre forbehold? Tværtimod. Den pludselige iver skyldes alene det taktiske spil.

Har man da ikke lov til at skifte standpunkt, når et valg er overstået? Jo, det ved socialdemokraterne bedre end alle andre - fra Jens Otto Krags ord om at have et standpunkt til man tager et nyt og fra Poul Nyrup Rasmussens løftebrud om garanti for efterlønnen. Selvsagt kan et parti tage et nyt standpunkt - men i et folkestyre går vi ud fra, at selv den slags skift sker med agtelse for den gensidige tillid mellem flertal og mindretal. Socialdemokratiets euro-iver nu springer alene af egen fordels-tænkning og krænker agtelsen for det flertal af danskere, der var imod euroen.

Det er glemt, hvorfor vi har folkeafstemninger. Når grundloven kræver folkeafstemninger, har det i sin oprindelse ikke med EU at gøre. Vi fik ny grundlov i 1953. I 2003 skal vi fejre 50årsdagen. Før den grundlov havde den danske rigsdag, som det hed indtil da, to kamre - folketing og landsting. Meningen med landstinget var at sikre, at love ikke blev sjuskede og haste-gennemført. Da landstinget forsvandt, blev folkeafstemninger sat ind som et ny værn mod sjuskeri, haste-lovgivning og som det netop hed dengang "følgagtighed over for øjeblikkelige folkestemninger".

Folkeafstemningen som folkets værn mod flertals-misbrug og stemnings-lovgiveri blev indført af en regering, der var sammensat af to partier - gæt engang, ja, Venstre og Det konservative Folkeparti. Og grundloven blev gennemført efter et forlig mellem fire partier - det er ikke engang nødvendigt at gætte, netop de fire senere EU-partier Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Det konservative Folkeparti.

Det hele er så enkelt. Eller kunne være det.

© Poul Erik Søe 3. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside