Kun løs er al fremmed tale

Færingerne, folkekirken og forsigtigheden

 

Færingerne har svært ved at lægge fra land, men er de først til søs, er de sikre som til lands.

 

Hver gang der på Færøerne skal tages et skridt nærmere selvråderetten, så er der vrangbundne danske knob, som gør det svært at få tovværket løst op.

 

Sådan er det lige nu med den færøske folkekirke. Den har længe været på vej til at stå selvstændigt, som enhver kirke må for at være kirke, men helt forståeligt er der filtret historisk tovværk, der sinker søsætningen.

 

Der er sikkert også grundtræk af frygt for hjemlig færøsk kappestrid med andre trosretninger og kirker indfiltret i striden. Den del har ingen udlænding ret til at blande sig i, sådan som kirke og tro i det hele er folkets og den enkeltes egen afgørelse.

 

Danskerne har historisk kørt den færøske kirke som en underafdeling af den danske. Tilbage i historien havde præsten magt på Færøerne som i Danmark, ikke kun åndelig magt, mens verdslig magt.

 

Magtudøvelsen udartede på Færøerne som nogle steder herhjemme. Den hele stemning er bedst skildret i William Heinesens roman "Det gode håb". Den handler om magtens skævvridning, når magten er på afstand og uden for folket selv.

 

Der er kun i få tilfælde grund til at tro, at den kirkelige magtudøvelse har været mere misbrugt end hernede. Afstanden til magtmidten har dog givet misbruget bedre vilkår. Men den aldeles afgørende forskel er, at kirkens åndelige og verdslige magt på Færøerne er blevet udøvet på dansk. Når magten taler fremmedsprog, bliver undertrykkelsen tydeligere.

 

Dansk var kirkesprog på Færøerne. Gud er dansker, sagde færingerne. Det var samme fejl i udøvelsen af myndighed, som danskerne gjorde i Slesvig ved efter den første slesvigske krig 1848-50 at påtvinge alle dansk som sprog i kirke, skole og forvaltning.

 

Skridt for skridt har færingerne folkeligt og sprogligt kæmpet deres kirke og tro tilbage til hjemlig grund. Altid under modstand fra Danmark. Da færingerne i 1960erne efter i århundreder at have været under dansk biskop blev lovet een selv, så blev det i sidste øjeblik lavet om til, at de kun fik en vicebiskop. Københavns biskop ville ikke have sin overmyndighed krænket.

 

Også den kamp fik ende, og hver gang lagde færingerne nødigt fra land. Færøsk forsigtighed og langsomhed i afgørende sager udsættes ofte i Danmark for hån, som om færingerne ikke har vilje. Det er en fuldstændig mistolkning.

 

Færingerne vil selvråderet, men løsner båndene knob og for knob. De griber ikke bare til kniven og skærer tovværket over. De sørger for, at alle mand er ombord, før båden stævner ud.

 

Det tilkommer ikke os, hverken folketing, kirkeminister, biskopper eller medlemmer af folkekirken, at råde, i hvilken skål-form færingerne vil drikke kristendom næste jul.

 

Derimod er det vores sag ikke at trække båden længere op på klippen, netop mens færingerne har til hensigt at stå til søs.

 

Grundlæggende er den danske folkekirke siden 1849-grundloven blevet til næsten som en stiltiende aftale mellem kirke og folketing. Vi har egentlig selv brugt samme langsomme fremgangsmåde som færingerne, at lade det levende liv langsomt forme kirken og de lovmæssige rammer om den.

 

Ordet folkekirke er selvsagt ikke et bibelsk ord, men er blevet til som en politisk nødløsning, netop da tilstanden i Danmark var den, som meget ligner Færøernes nu. Det har så siden vist sig, at det, der nyttede i nød, også duede til dagligt.

 

Ordet folkekirke rummer dog det, sagen handler om. Kristendommen er bundet til det folk, troen lever i. Det er folkets dagligsprog og dets åndelige sprog - myte-sproget fra tidligere åndeligt liv, som er grundlaget for modtagelsen af kristendom og enhver anden religion.

 

Ethvert forhold i kirken - også forvaltningen - må klares på folkets eget sprog. Der er ingen åndelig frihed, hvis hverdagssproget ikke er brugbart til at skildre både lov og gåde.

 

Hos Grundtvig lyder det ligetil og selvsagt - og han taler om ethvert folk og ethvert modersmål:

 

Modersmål er vort hjertesprog,

kun løs er al fremmed tale,

det alene i mund og bog

kan vække et folk af dvale.

 

Den færøske digter Rasmus Effersø skrev:

 

Men enn tú gleðir hvønn tann Mann,
ið Føringur vil vera,
og hann teg ongantið gloyma kann,
men teg í Minni bera.
Vær drekkum glaðir tína Skál,
og so vár Ynskir ljóða:
várt kæra, gamla Móður-Mál,
hav langa Framtið og Góða!

© Poul Erik Søe 18. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside