Euro-mønten, som Nationalbanken spildte millioner på at lave, fordi den gik ud fra som givet, at fok stemte jaVi vil også roses, mor
Da Nationalbankens direktør tog forklædet på til Finansrådets årsmøde

Det er sjovt med Nationalbanken. Den hedder Danmarks Nationalbank. Men det er svært at blive klog på, om den vil være dansk. Dens oplysnings-virke ligner mere end noget andet et korstog for euroen.

Nu har en meningsmåling sagt, at Nationalbankens direktør, Bodil Nyboe Andersen, er den mest vederhæftige i Danmark overhovedet. Så der er nok ikke andet for end at bøje sig dybt i støvet og regne med, at det er een selv, det er galt med. Det er det jo som regel.

Det var overraskende, da Bodil Nyboe Andersen forud for den danske folkeafstemning om euroen dukkede op på skærmen - hverken som vederhæftig eller uvildig. Hun gik ind for at gøre Danmarks Nationalbank overflødig og kaste os i armene på euroens lyksaligheder.

Nu var vi mange, der elskede Bodil Nyboe Andersen, så vi sørgede omhyggeligt for ikke at følge hendes råd. Vi stemte nej, for vi ville ikke af med en så vederhæftig kvinde og kunne egentlig helt godt lide, at landet har en politisk uafhængig nationalbank. Faktisk gjorde de fleste danskere det samme og stemte nej. Det var ulydigt mod vor penge-mor, men kærlighedens veje er uransagelige.

Nu skulle man umiddelbart tro, at Nationalbanken og dens leder ville agte demokratiet og flertallets afgørelse. Men nej, Nationalbanken er stadig uafhængig - ikke bare af politik, men mer og mer også af Danmark. Nationalbanken og Bodil Nyboe Andersen lader, som om vælgerne er børn, der ikke skal tages alvorligt. Mor vil opdrage os til at stemme anderledes næste gang.

Man kan se det på mange måder. Nationalbanken har en hjemmeside - som er meget lidt hjemme, men mest ude. Den fortæller euroens historie, men ikke den danske krones historie. Der er ikke et ord om dollar og rubel, men af alle verdens mønter har Nationalbanken valgt udførligt at redegøre for netop den euro, danskerne har sagt nej til. Nationalbanken og vor penge-mor minder os om vore fejltagelser. Det er lige som i de skønne gamle danske hjem, hvor spanskrøret hang på en krog i stuehjørnet og øvede sin særegne opdrager-gerning blot ved at være der.

Det er selvsagt rimeligt nok at fortælle om valuta-samarbejdet mellem Danmark og euro-landene, da danske politikere uden at spørge vælgerne har bundet kronen temmelig tæt til euroen. Men Nationalbanken går langt videre. Man kan se hvert enkelt euro-seddel og euro-mønt, som om Nationalbanken har som fremmeste mål at oplyse om de sedler og mønter, som danskerne har sagt nej til.

Euro-mønten, som Nationalbanken lavede for at påvirke danskerne til at sige ja. Vi skulle have det indtryk, at der ikke var nogen vej udenom euroenVor penge-mor har på det seneste været ude og sige fy fy skamme til nogle væmmelige englændere, der ville lave en slags jubilæumsmønt - den danske euro, som ikke findes. Den slags må man ikke., Hvis man da ikke lige er Nationalbank. Og Bodil Nyboe Andersen lod jo netop Nationalbanken gøre det samme som de væmmelige englændere og lavede danske euro, selvom der endnu ikke havde været holdt folkeafstemning. Dronning Margrethe blev på euro-mønten omkranset af EUs katolske tolvstjerne-bomærke. Millioner blev ødslet på noget, der endnu ikke var vedtaget. Nationalbanken ville simpelthen bruge danske euro-mønter som led i påvirkningen af danskerne til at sige ja. Nu ligger guldmønterne i Nationalbankens kælder og rødmer af flovhed.

En sådan klædelig rødmen over at have taget så gruelig fejl præger ikke vor penge-mor. Alt, hvad hun sammen med den daværende økonomiminister Marianne Jelved, bankerne og penge-professorerne spåede, ligger i ruin. Folk var så kloge ikke at følge dem, der påstår sig kloge. Folket vidste simpelthen bedre. Danmarks fine økonomi målt med euro-landenes viser det.

Man kunne have håbet, at Nationalbankdirektørens direktør ville have takket det danske folk for dets klarsyn, da hun i dag talte til Finansrådet. Men vederhæftigheden havde ikke rigtig tag i hende i dag, og hvem kan kræve den slags hele tiden, også en nationalbank-direktør er jo næsten et menneske.

Nu er der måske nogen, der går og tror, at Finansrådet er noget meget fint noget, men der er ingen grund til skræk i skoene. Finansrådet er ikke noget, folkestyret har fundet på - eller Nationalbanken. Min computer kender ikke ordet "Finansrådet", og stave-programmet bliver ved at foreslå, at jeg retter det til "Finansrodet".

Men nu har jeg fortalt stave-programmet, at Finansrådet er en ganske almindelig forening af folk, der lever af at sælge andres penge. Finansrådet blev til i 1990 ved at smække Danmarks Sparekasseforening og Den Danske Bankforening sammen. Og de sidste par år er så også realkreditinstitutterne - som tjener penge på at låne andres penge ud - kommet til. Altså ganske enkelt en fagforening eller en brancheforening, som de selv siger.

Der er altid grund at kigge talen efter i sømmene, når vor penge-mor er ude mellem fine folk. Og det spændende i dag var jo, hvor heftigt vederhæftigt hun ville klare den med, at det går så godt i Danmark og så skidt i euro-landene. Det lignede dog mest kattens dans om den varme grød, men man kan se, at Nationalbank-direktøren er af lærer-slægt. Hun forklarede de svære ord for bank-folkene, og det har de nok trængt til. Hun indledte sådan:

"Næsten alle rapporter og artikler om den internationale økonomiske udvikling starter i disse måneder med at konstatere, at usikkerheden er usædvanlig stor. Ikke alene er det ventede opsving endnu engang skudt et år ud i tiden. Det er også blevet mere almindeligt at høre bekymringer for både den amerikanske og den europæiske udvikling.

Ordene recession, depression og deflation optræder hyppigt i overskrifterne – ofte lidt i flæng som udtryk for det fænomen, at det ikke går så godt, som vi var vant til i årene op til 2000.

I økonomernes sprogbrug er de tre begreber forskellige:

Recession er det mindst alvorlige. En tommelfingerregel siger, at et fald i produktionen to kvartaler i træk er en "teknisk recession". I USA opererer National Bureau for Economic Research med en mere sofistikeret recessionsdefinition, der baserer sig på udviklingen i en række makroøkonomiske størrelser. Efter den definition har Bureauet for et års tid siden fastslået, at USA gik i recession i marts 2001. Om denne recession vedvarer eller nu er ophørt, får vi først at vide, når tallene er revideret og nøje analyseret, så det sker med en forsinkelse på mange måneder, måske over et år.

Depression er en langvarig periode med unormalt lav vækst og høj arbejdsløshed. Det er altså en langt mere alvorlig tilstand end recession. Ordet depression er især knyttet til den langvarige økonomiske krise i 1930'erne.

På dansk betyder deflation et fald i det generelle prisniveau – altså det modsatte af inflation. Faldende priser er farligt, fordi det rummer en selvforstærkende tendens. Hvis man forventer stadigt faldende priser, vil man udsætte køb og investeringer, og det vil i sig selv forstærke krisen.

Begrebsforvirringen forøges af, at "deflationary" på engelsk undertiden bruges til blot at betegne en tendens til afmatning.
"

Det er da en flot indledning. Så fik vi "ligesom" det på plads. Og så kom der et endnu flottere husmor-skøn, og husmor-skøn er vigtige, for det var ifølge euro-tilhængerne mest danske kvinder, der stemte nej til euroen. Husmødre ved noget om penge, som bankfolk og karlfolk har godt af at høre, og som i hvert fald ved euro-afstemningens nej viste sig at være klogere, end hvad hele Finansrådet rådede til. Husmødrene og andre kvinder fik ret. Det sagde Bodil Nyboe Andersen nu ikke i talen i går. Hun sagde sådan, mens hun så ned ad forklædet:

"Nu er en lavere vækst jo ikke nødvendigvis noget stort problem. Efter en periode med kraftig vækst og pres på arbejdsmarkedet kan en rolig periode være ganske sund."

Men så er der jo det ved rolige perioder, at de kan blive for rolige og for langvarige. Det vidste Nationalbank-direktøren også, for hun fortsatte: "Problemet er imidlertid, at ikke alle lande har haft en kraftig vækst med tilhørende reduktion af arbejdsløsheden op til og omkring årtusindskiftet."

Lidt senere tog Bodil Nyboe Andersen fat på Europa. Hun kaldte ikke euro-landene for euro-landene. Man skal ikke tale alt for vederhæftigt, så alle husmødre tror, de kan blive nationalbank-direktører. Ordene til Finansrådet havde Bodil Nyboe Andersen skruet sådan sammen:

"I Europa er det især den tyske udvikling, der har givet anledning til bekymring. Efter i årtier at have været Europas økonomiske lokomotiv har Tyskland siden midten af 90'erne været præget af beskeden vækst og høj arbejdsløshed. Disse problemer forstærkes yderligere af en international økonomisk afmatning.

Samtidig er Tyskland i en situation, hvor store underskud på statsbudgettet forhindrer en aktiv finanspolitik for at modvirke udviklingen. Og alene den automatiske budgetreaktion ved en yderligere afmatning vil skabe problemer for Tysklands overholdelse af kravene til budgettet.
"

Hvis man oversætter de ord fra penge-dansk til vederhæftigt jysk, så står der: - Den har været gak-gak i Tyskland, siden tyskerne forlod den tyske mark og begyndte at nærme sig euroen. Den er endda så gak-gak, at Tyskland med store underskud ikke kan holde de euro-regler, tyskerne selv ivrede mest for at få indført.

Nu kom så højdepunktet i dagens tale. Vi ved jo alle, at Nationalbank-direktøren forudså en svag krone, stigende renter og arbejdsløshed, hvis danskerne stemte nej til euroen. I dag sagde Bodil Nyboe Andersen:

"Hvad så med Danmark? Har vi recession, depression eller deflation? Nej – vi har ingen af delene.

Danmark nåede ikke op på meget høje vækstrater i slutningen af 90'erne. Vi havde en moderat økonomisk vækst, men en særdeles god beskæftigelsessituation, ja nærmest et presset arbejdsmarked. Og den situation er ikke ændret afgørende.

De indtil nu foreliggende tal tyder på, at Danmark har en robust økonomisk situation med en vis økonomisk vækst. Og dette har været nok til at stabilisere ledighedstallene på et niveau, der med europæisk målestok er meget lavt. Så indtil videre har den internationale konjunkturafmatning ikke skabt nævneværdige problemer for Danmark.
"

Er det tilladt her midt i det hele at bryde ud i et mildt vederhæftigt hi-hi? Nej, det er for vidt at gå blandt pæne folk. Men i det følgende er det svært at undertrykke en dyb, velgørende latter. Nu skildrer Nationalbank-direktøren nemlig, hvordan euro-landene med Tyskland og Frankrig ikke kan holde euro-unionens regler, mens Danmark klarer det fint, skønt vi ikke engang er medlem! Hør bare:

"Den økonomiske udvikling har skabt debat i EU om stabilitets- og vækstpagten. Den bliver kritiseret for at være ufleksibel på grund af overgrænsen på 3 pct. af BNP for det tilladte budgetunderskud. Men denne grænse er jo kun en del af pagten. For at kunne holde sig på den rette side af de 3 pct. forpligter landene sig til at stile mod balance eller overskud på de offentlige finanser på mellemlangt sigt. I de konjunkturmæssigt gode år skal der derfor være et pænt overskud på budgettet. Så er der fleksibilitet i betydningen "noget at give af", når konjunkturerne svækkes og de automatiske stabilisatorer sætter ind.

Men hvis man allerede i de gode år opererer med et betydeligt underskud, så er der ikke nogen margin, når udviklingen svækkes. Og så støder man hurtigt mod grænsen på de 3 pct.

Derfor er den grundlæggende ide i pagten, at man skaffer sig manøvrerum ved at have en stærk budgetsituation i gode år. Igen her er Danmark faktisk et godt eksempel.

Den danske finanspolitik har gennem en årrække skabt en robust statsfinansiel situation. Hverken den tidligere eller den nuværende regering har været letsindige, men har fastholdt en sund finanspolitik med et pænt budgetoverskud.
"

Sådan blev der ros både til Nyrup Rasmussens og Fogh Rasmussens regeringer. Men det er at rose bager for smed. Både Nyrups og Foghs regeringer er helt vilde med, at vi skal være med i euro-unionen. Hvis Danmark havde fulgt de tos råd, så var det gået med os som med Tyskland og de andre euro-lande - den vej, hønsene skraber.

Det er slet ikke regeringerne, der har reddet økonomien for Danmark. Det er såmænd danskerne selv, vælgerne, selvsagt især husmødrene, med deres nej til euroen. Det er den almindelige dansker med sund penge-sans, der har klaret ærterne. Vi vil også roses, mor!

© Poul Erik Søe 4. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside