Samfundets hævn?
Amdi Petersens fængsling i lyset af dagens drøftelse af fingerfletning mellem politi og politik

Tvind-stifteren Amdi Petersen sidder i fængsel på niende måned uden så meget som et enkelt ve-varsel om, at politiet er ved at barsle med, hvad det egentlig vil med sagen.

Jo, Amdi Petersen er sigtet for skattesvig og underslæb. Det er slemt nok. Men tankerne løber lidt løbsk for een, når man ser, at den herboende tidligere irakiske hærchef, mistænkt for terror mod civilbefolkningen, kunne nøjes med en husarrest. Generalen, der var øverste leder af Iraks hær under folkedrabet på 180.000 kurdere i 1988, har fået afslag på asyl og bor i Sorø på såkaldt "tålt ophold". Han kan ikke vende tilbage til Irak.

Og nu er den tjetjenske hædersmand Sakajev, skønt stadig efterlyst af Interpol, løsladt, endnu før sagen kom til egentlig retsbehandling.

Nu er det selvsagt urimeligt at sammenligne sådan nogle sager som folkemord og terrorisme med skattesvig og underslæb. Vi kan hurtigt alle blive enige om, at det sidste er langt det værste.

Når jeg overhovedet - og inde i hovedet - roder sagerne lidt sammen, så skyldes det et navn, jeg så i morgenavisen - Jakob Scharf. Han er 36 år og kontorchef i justitsministeriet. Det var ham, der meddelte Sakajevs løsladelse i går. Men minsandten var det også ham, der ledede drøftelserne om Amdi Petersens udlevering fra de amerikanske fængsler. Han har det sjovest, når han er presset, fortæller Jyllands-Postens Lone Ryg Olsen til morgen:

"Voldsomt ambitiøs, ekstremt dygtig og meget stædig. Manden bag løsladelsen af Zakajev har tøjet, selvtilliden og baggrunden i orden. Når stresshormonerne fylder luften i Justitsministeriets internationale kontor, er Jakob Scharf i sit es. Efter eget og andres udsagn har han det sjovest og yder sit bedste, når presset er størst."

Så var det jeg tænkte, om Amdi Petersen nu også tilstrækkeligt værdsætter, at han - takket være ham den kontorchef, der har det sjovest, når han er presset - sidder i bur i Holstebro og ikke i Guds eget land.

Det ser ud til, at der er en slags indforståelse mellem Amdi Petersens forsvarere og retten i Ringkøbing. Der skal være retsmøder i ugen før jul, og minsandten om ikke det flinke politi nu også har indledt aften-afhøringer af Amdi Petersen, så de ikke kan nå hjem til "Hvem vil være millionær?". Men opofrelsen er så stor, at Amdi Petersen måske kan nå hjem til gåsestegen juleaften.

Også den nævnte juleret afslører min uvidenhed i denne sære sag. Jeg ved ikke, hvad Tvind-folk spiser juleaften. Men jeg ved heller ikke, om det er rimeligt at sammenligne sådan en skattesag med folkemord. Jeg kan bare se, at der er meget stor forskel på den tid, man sidder i forhånds-bur før den egentlige dom.

Man er bange for, at Amdi skal stikke af til udlandet. Og det skyldes selvsagt ikke frygt for, at Amdi Petersen skal styrte til et fremmed land for at begå skattesvig eller underslæb. Man er ængstelig for, at han skal løbe fra straffen - som ganske vist endnu ikke er udmålt endnu.

Eet er sikkert. Amdi Petersen stikker i hvert fald ikke af fra Holstebros sagosuppe til Amerika, hvor han længe sad i fængsler, der bevidst køler fangerne ned, så de ikke kan samle tankerne om deres retssag, men kun om at holde varmen. Tiden i amerikansk varetægtsfængsel bør tælle dobbelt, når og hvis Amdi Petersen får dom.

Nu lyder det, som om Amdi Petersen er en af mine helte. Men jeg har aldrig mødt ham, fordi han - for nu at sige det med smil - har valgt at leve i en lidt anden verden end min. Jeg har alle dage kæmpet mod de skoletanker, der er Amdis og Tvinds. Der er til nu intet, der har givet mig grund til at ændre det syn.

Men som præsident Putin lige har lært, så er Danmarks skam et retssamfund, og den er også gået ind hos mig. Og tanken med sådan et godt retssamfund er jo, at alle skal behandles lige. Men så sidder jeg og tumler med nogle helt utilladelige tanker, som jeg selvsagt kun skriver her, fordi jeg har tillid til, at min læser ikke bringer dem videre end til nogle stykker.

Når justitsministeriet har løsladt tjetjeneren Sakajev, så skyldes det ikke bare, at han aldrig skulle have været anholdt. Men en af grundene er nævnt udtrykkeligt i justitsministeriets brev i går til den russiske ambassade i København. Der står: "Hovedparten af vidneforklaringerne, der er afgivet i oktober og november måned 2002, vedrører forhold, der angiveligt har fundet sted i 1995 og 1996."

Vi kan altså ikke godtage, at russerne kræver en mand anholdt, skønt de ingen beviser ham mod ham, og først når han er anholdt, så giver de sig til at samle beviser. Retsbevidsthed er netop ikke en by i Rusland, men er noget, vi danskere har i helt udpræget grad.

Men i sagen mod Amdi Petersen har det danske politi jo gjort det selvsamme som russerne mod Sakajev. Der var ikke beviser nok, og så samler politiet nogle flere ind, mens Tvind-lederen sidder i bur og venter.

Det er jo netop, hvad politiet blev til grin på. I Sakajev-sagen handlede det om en fax, som ikke blev læst, og valget af en tolk til tjetjeneren, skønt tolken var i tæt tråd netop med den russiske ambassade.. I Tvind-sagen handler det om, at politiet ikke kunne klare koderne til de beslaglagte Tvind-computere. Den danske politibetjent James Schengen Bond er i front i kampen mod terrorismen, når bare de mistænkte selv udleverer koden. Elementært!

Da så computerne - eller nogle af dem - åbnede sig for det danske politi, så understregede politiet selv, at de ikke havde beviserne klar, men holder folk fængslet, mens de samler mulige beviser ind - helt som de gør ovre i Moskva. Det skete, da politiet for mindre end en halv måned siden gik til retten i Ringkøbing for at få mulighed for at samle flere beviser. Politiet ville have adgang til elpost fra mennesker, der ikke er tiltalt i Tvind-sagen. Det sagde retten nej til 18. november i år.

Jeg ved da godt, at politiet kun gør, hvad der har været skik altid. Det er bare nyt for mig, at russerne også kan finde på det. Jeg drager den lære, at den slags er helt i orden i et retssamfund, men andre steder er det tegn på, at der netop ikke er tale om retssamfund.

Og når jeg i det hele taget nævner det, så er det i omsorg for retssamfundet - det danske altså. For alt, også Amdi Petersens fortsatte fængsling, skal selvsagt netop i dag ses i lyset af den sammenhæng, der i det danske retssamfund er mellem politik og politi. En utilladelig sammenhæng.

I dagbladet Information i dag siger den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen, at Sakajev-sagen må føre til, at justitsministeriet og anklagemyndigheden bliver skilt ad.

Ole Espersens ord lyder: "Det er en uskik, at Justitsministeriet er øverste anklagemyndighed. Det betyder, at det danske retssystem i sidste ende ikke er uafhængigt. Det ville standse enhver mistanke om politisk indflydelse på sager som denne, hvis anklagemyndigheden var uafhængig."

I dagens politiske magt-forhold er det næsten vigtigere, at Ole Espersens syn deles af Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech. Hun er også næstformand i Folketingets retsudvalg. Der er da meget, jeg er lige så uenig med hende om som med Amdi Petersen. Men Birthe Rønn Hornbech er helt usædvanlig modig og redelig i sin færd. Det viste sig netop i den sag, der flyder af betændelse, og som gør, at der for enhver pris aldrig et øjeblik må kunne spørges til, om der er politiske fingre i Tvind-skattesagen.

Sagen handler om den største ydmygelse, der nogen sinde er tilføjet Danmarks politiske liv, nemlig højesterets dom, der fastslog, at folketinget havde overtrådt grundloven. 26 Tvind-skoler blev lukket ved lov, skønt politiet efter et års undersøgelse intet ulovligt fandt i Tvinds regnskaber, og selvom rigsrevisionen senere kunne påvise, at det handlede om regnefejl - ikke på Tvind, men i undervisningsministeriet!

Folketinget overlod det ikke til retsvæsenet at dømme Tvind. Folketinget optrådte selv som dommer - skønt grundloven påbyder adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende magt. Folketinget dømte Tvind ved hjælp af en særlov, gjort af den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen.

Da der blev stemt om den grundlovstridige lov, holdt partiernes retspolitiske ordførere sig uden for folketingssalen. De skulle ikke have fingrene i klemme. Der var kun een undtagelse, Birthe Rønn Hornbech! Hun var til stede og stemte imod loven.

Anderledes ynkeligt med højskoleåndens nutidige arvtager Bertel Haarder. Han indrømmede bagefter, at han godt vidste, det var forkert, men "vi kunne da ikke forsvare Tvind". Det er de mest russiske ord, der nogensinde er sagt af en dansk politiker. Her gik vi og troede, at et retssamfund og et demokrati havde som ypperste mål at forsvare netop dem, man er modstander af. Friheden gælder ikke først og fremmest een selv, mens ens modstandere. Bertel Haarder viste sig at have gået så lang tid i EU, at han havde glemt selve grundlaget for friheden og demokratiet.

Der er al mulig grund til vågent at holde øje med, at der ikke kan sættes den mindste finger på, hvad der nu sker med Tvind-folkene. Er der tale om skattesvig og underslæb, skal de selvsagt dømmes som alle andre. Men de har på grund af folketings-partiernes rådne krænkelse af grundloven i forsøget på at nedkæmpe Tvind krav på en nærgående årvågenhed, så det ikke kan siges eller blot antydes, at den nye sag er samfundets hævn for højesterets-dommen, der gjorde folketingets medlemmer til forbrydere mod grundloven.

© Poul Erik Søe 4. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside