Turban og præstekalot
Kristendom som åndelig toldmur mod anderledes tænkende

Der er jo det ved tyrkere, at de er tyrkere. Det synes at være fejlen ved dem efter EUs mening.

Det er samme fejl, EU ser ved alle folk, der vil være et folk. Sådan ser EU også på danskerne. Vi er af og til at for meget danskere og alt for lidt europa-dyrkende.

Vore følelser er ganske enkelt forkerte. Det vil EU sørge for at lave om på. Mange EU-påbud, blandt dem det fælles pas, er gennemført med udtrykkelige ord om, at det vil ændre folkenes følelser og gøre dem EU-villige.

Tyrkerne er ikke bare forkerte, men meget forkerte efter EUs mening. Fordi de er for meget muslimer og for lidt demokrater. Kristendommen bruges i EU som en åndelig toldmur, der skal holde anderledes tænkende ude.

Nu er der jo adskillige lande i EU, som har ondt i demokratiet, og for mange af de nyoptagne ti lande gælder det, at deres erfaring med demokrati i det højeste strækker sig over tretten år inden for huskbar tid.

Det er såre sandt, at Tyrkiet ikke er det første land, man vil bruge som forbillede, når ens barnebarn skal høre om demokrati. Det er også sandt, at retstilstanden meget ligner Ruslands - pinsel af fangerne er hverdag.

Tyrkerne siger, at EU er dobbeltmoralsk. I fyrre år er det blevet foregøglet Tyrkiet, at landet kunne komme med. Når så øjeblikket nærmer sig, så kan de først ingen forhandlinger få, så hjulpet af den amerikanske Bush får de - ikke en dato, men et årstal efter en ny demokrati-prøve. Danmark som EU-formand bøjer sig sandelig ikke for amerikansk pres. Nej, vi bøjer os ikke - vi adlyder bare. Datoen blev til et årstal. Det er den slags sejre, Danmark har mange af!

Nu er det så heldigt for Tyrkiet, at den forestående demokrati-prøve om to år bliver nemmere og nemmere at slippe igennem. EU selv giver nemlig mere og mere afkald på demokratiet, som aldrig har været EUs livret, og sådan kan Tyrkiet og EU med lethed mødes om to år i noget, der hverken er tyrkisk eller demokratisk.

Alligevel er det jo ikke rart at høre en flertals-valgt politisk leder i Tyrkiet, snart kommende regeringsleder, råbe 'dobbeltmoral' ad EU og dermed også ad Danmark. Men manden har ret.

Tyrkiet er nemlig helt uden demokrati-prøve og trods nok så megen tortur i fængslerne og andre krænkelser af det, vi håbefuldt kalder menneske-rettigheder, medlem af NATO. Eller Atlantpagten, som vi kaldte NATO de første mange år. Atlantpagten blev skabt for at værne demokratiet. Det stod fra første dag i selve indledningen til NATO-pagten.

Nu må man så spørge, hvordan Tyrkiet i NATO kan værne det demokrati, som landet ifølge EU ikke har?  Men den slags spørgsmål viser bare, at man ikke har politisk god vilje og ikke bøjer sig for verdensordenen - de faktiske forhold i jernindustrien, som det hed på arbejder-dansk engang.

Dobbeltmoralsk er det selvsagt. Alle ved, at Tyrkiet ikke er medlem af NATO på grund af landets demokratiske fortjenester, men fordi landet ligger et godt sted. Tyrkiet er en fin flybase for magt-udøvelsen i Mellemøsten. Det er samme tankegang, som i tresserne blev brugt af en tysk general, som sagde, at Tyskland ikke havde brug for hangarskibe til flystarter, fordi man havde jo det flade Jylland.

Men det dobbeltmoralske bliver endnu tydeligere, når nogen søger at holde Tyrkiet ude af religiøse grunde. De omskriver det lidt til, at Tyrkiet ikke har kultur fælles med de øvrige lande, men enhver kender den egentlige mening - at tyrkerne er endnu mindre kristne end de er demokrater. Dermed bliver EU til de kristnes klub - og det er da også det udtryk, en tidligere tyrkisk statsleder brugte om EU.

Op til EU-stævnet i København vrimlede det med folk, der lige nøjagtig nu skulle have sagt, at Tyrkiet ikke burde være med. Herhjemme var det først og fremmest socialdemokraten Mogens Lykketoft midt i sit hamskifte. Han siger den slags for at friste de vælgere, der har forladt socialdemokraterne og er gået til Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er, om det gør indtryk. Før var det Dansk Folkeparti, der ikke var stuerent. Nu er det tyrkerne.

Moden at krænke tyrkerne blev i denne ombæring skabt af formanden for EU-præsteskabet i det såkaldte grundlovs-konvent, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing. Han hævdede, at optagelsen af Tyrkiet vil ødelægge EU, og det er da for nogen af os en fremragende grund til at få tyrkerne optaget i en fart. Hvis der er noget, EU trænger til, så er det blive ødelagt i sin nuværende folkefjerne udgave, penge-magtens giftige vækstfremmer.

Senere denne uge sagde så den tidligere tyske kansler Helmuth Kohl samme nej til Tyrkiet, og med den storsvindler kan det ikke handle om dobbeltmoral, da han slet ingen har. Netop svindel-kansleren blev af den radikale partileder Marianne Jelved fremhævet som EU-forhandler i TV2s morgen-udsendelse fredag. Han kunne tit sige de afgørende ord, så Marianne Jelved og de andre fra de små lande kunne læne sig tilbage. Og der fulgte penge med Kohls ord, forstod man. Hvem af os har nogen sinde troet andet om kræmmersjælenes paradis, hvor de små lande kan læne sig tilbage?

Herhjemme har Kristeligt Dagblad længe ført korstog mod Tyrkiets optagelse i EU. "Der er stadig ikke nok fokus på forskellene mellem det kristne Europa og det muslimske Tyrkiet, mener en række danske debattører", kan man læse i en artikel af bladets medarbejder Allan Sørensen.

Kristeligt Dagblad gengiver ord af forfatteren Kai Sørlander, der blandt andre bøger har skrevet een med titlen "Den endegyldige sandhed". Han siger "Vi er så heldige i Europa, at vores religion, gennem en indre udvikling, har ledt til adskillelse af religion og politik. Det er ikke tilfældet i islam. Islam er ikke forenelig med demokrati, så længe religionen udgør en del af lovgrundlaget i de muslimske lande, siger Kai Sørlander. Han mener, at den moderne historie omfatter talrige eksempler på, at det ikke er lykkedes at demokratisere de muslimske lande."

Man ser af ordene, at Anders Fogh Rasmussen må være fyldt med lyssyn, siden han mener, Tyrkiet kan komme til demokrati-prøve i 2004. Eller også afgøres Tyrkiets optagelse i EU slet ikke spørgsmålet om demokrati - helt som Tyrkiet er optaget i NATO som ikke-demokratisk værner af demokratiet.

Men især læser man af ordene, netop når de bringes i en avis med navnet Kristeligt Dagblad, hvor dobbeltmoralske vi er uden selv at opdage det. Kristeligt Dagblad er skabt alene på det syn, at kristendommen skal være grundlaget for samfundet. Det, man i Kristeligt Dagblad kan læse om verden, er udvalgt med kristne læseglas. De holdninger, der bringes frem, hævdes at være kristne. Der er i Kristeligt Dagblads grundsyn ingen adskillelse mellem religion og politik - så for den sags skyld er der ingen avis, der så meget ligner de tyrkiske som netop Guds egen avis.

Og i de danske partier er det så som så med den adskillelse mellem religion og politik, som Kai Sørlander mener, vi er så heldige at have i Europa. Vi har et Kristeligt Folkeparti, bygget over samme læst som den tidligere kansler Helmuth Kohls kristelige demokratiske union i Tyskland.

Det er meget svært i det danske Kristeligt Folkeparti at finde noget, der ikke kunne siges om et tyrkisk parti - i forhold til religionen. I hvert fald er der ingen "heldig adskillelse mellem politik og religion".

I forordet til Kristeligt Folkepartis principprogram står der: "Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 af mennesker, der erkendte et behov for et parti, der utvetydigt bygger på kristne etiske værdier."

Straks efter kan man læse i principprogrammets forord: "Grundlaget for partidannelsen og den politiske tænkning i KRF er Bibelens beskrivelse af mennesket og af skaberordenen. Kristendom drejer sig både om forholdet mellem Gud og mennesker, og om menneskers forhold til hinanden og omverdenen. Menneskets forhold til Gud er en personlig og dermed ikke-politisk sag, hvorimod menneskers forhold til hinanden og omverdenen også er en politisk sag."

For få år siden, da Kristeligt Folkeparti tog af Venstres stemmer, følte Venstres landsmøde det nødvendigt at vælge mode-trælleriet og for første gang i partiets langt mere end hundredårige historie blev der i principprogrammet skrevet: "Fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn med respekt for andres tro og holdninger." Det står der endnu.

Også i Det konservative Folkepartis holdningsprogram mangler der den påståede heldige adskillelse: "Ansvaret er også knyttet til de fællesskaber, vi er en del af. Det gælder ansvaret for at udvise medmenneskelighed og socialt engagement over for dem, der ikke kan klare sig selv, eller dem, hvis frihed er krænket eller truet. Det gælder ansvaret for at værne om de værdier, der knytter os sammen – vores land, vores kongehus, kristendommen, vores sprog, vores demokratiske styreform og grundlovssikrede rettigheder og vores fælles historie."

Alle de skildrede synspunkter er lovlige og i orden, kun ikke samtidig med en påstand om, at tyrkerne blander politik og religion sammen, hvad Danmark og de andre EU-lande ikke gør.

Selvsagt er hele vort samfund gennemsyret af kristendom, vel at mærke i den særegne udgave, som her til lands især er en blanding af Luther og Grundtvig. Det er der intet som helst galt i, kun hvis vi bilder os ind, at det ikke er sådan.

Der er i Danmark, takket være folkekirke-ordningen, ikke så tæt tråd mellem kirke og politik som i mange andre lande. Men tråden er der.

I nogle katolske lande er det ikke bare kristendommen, men religionen som magt-bygning, som kirke, der afgør de vigtigste holdninger. På den vis ligner flere katolske lande helt Tyrkiet.

Det var den katolske kirke gennem en bispe-udtalelse, der knebent fik irerne til at sige ja ved anden ombæring af folkeafstemningen om EUs Nice-traktat, som irerne allerede havde afvist. I et af de nye deltager-lande, Polen, er det ikke bare Polens egen katolske kirke, men den polske pave i Rom, der afgør, om polakkerne siger ja ved den følgende folkeafstemning om indtrædelse i EU. Det er polakkernes eget udsagn, at omkring en trediedel af de polske vælgere lader paven afgøre, hvor de skal stemme.

Der er ingen grund til at rive turbanen af tyrkiske hoveder, når man selv går med præstekalot.

© Poul Erik Søe 14. december 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside