Gode til at vinde
meningsmålinger

Politik er kunsten at overrumple folket, så det trues til at mene som magthaverne
 

Færre læser aviser. Den trykte presse er trængt. Og den bidrager selv til den indstilling, at læserne kan undvære deres udgave af verden. Det er ikke kun fjernsynet, der kvæler aviserne. Udgivere og redaktioner tager også kvælertag på sig selv.

 

Der er stadig pressefolk, som værner uafhængigheden og har som mål ikke at ende som magthavernes talerør. Når de får lov engang imellem, er det som regel i såkaldte "kampagner", der oftest mer har avis-salg som hensigt end at tale på folkets vegne.

 

Aviser og den elbårne presse står for de fleste af os som huse, der nødigt vil lytte til os - men helst lære os den endelige sandhed, der tilfældigvis falder sammen med magthavernes holdning. Skal ny tillid vindes, må den modsætning mellem læser og avis fjernes - som det må ske med modstykket mellem borger og politiker.

 

Et fald, der viser magtens selvoppustning gennem trykt og elbåren presse, er holdnings-påvirkningen siden danskerne sagde nej til euroen. Aviser og fjernsyn er stort set enige om at se på danskernes klare nej til euroen som en sygdom, danskerne skal helbredes for.

 

Og når en meningsmåling viser fremgang for ja-sigerne til euroen, ses det som et tegn på snarlig helbredelse. I dag jubles der over en måling i Jyllands-Posten med 56 procent tilhængere af euroen blandt danskerne. Aviserne glemmer, at det er deres egen ensretning, der fremkalder den slags tal.

 

Vi har set høje ja-tal før, også inden den folkeafstemning, der sagde nej til euroen. Hver gang skal vi tro på dem. Og hver gang tror aviser, fjernsyn og politikere på dem. Som socialdemokraterne gjorde det kort før seneste folketingsvalg, da meningsmålingerne lovede Poul Nyrup Rasmussen fremgang, fordi han optrådte som statsmand ved at gentage præsident Bushs ord efter 11. september. Enhver ved, at den blinde tillid til øjeblikkelige meningsmålinger satte socialdemokraterne og Nyrup Rasmussen ud, hvor der er gråd og store tandlægeregninger.

 

Meningsmålinger som den i dag om holdningen til euroen er skabt af fortielse. Ingen har for alvor fået lov til i trykt og elbåren presse at gå til bunds i den kendsgerning, at det danske nej til euroen hjalp os. Ingen har punkt for punkt gennemgået, hvordan alle spådomme om nedtur for dansk økonomi ved et nej blev gjort til skamme. Ingen har skildret, at dansk økonomi straks blev langt, langt stærkere end euro-landenes.

 

I stedet får vi små løsagtige omtaler af emner, der ærgrer magthaverne og avis-redaktionerne. Kronen faldt ikke, da der var sagt nej. Kronen steg. Men den slags kan man læse om langt inde i bladet. De udenlandske investeringer faldt ikke efter det danske nej til euroen. De steg til højder, de aldrig havde nået før - fordi der i udlandet var tiltro til danskerne og Danmark. Også fordi mange i de andre lande er endnu mere imod euroen, end danskerne er.

 

Rentestigningen kom ikke, da danskerne sagde nej til euroen. EU-partiernes, økonomernes og Nationalbankens spådomme blev gjort til grin. Først nu da euroen er blevet virkelighed i størstedelen af EU, er der udsigt til rentestigninger. Der var ingen økonomisk nedtur overhovedet for Danmark efter det danske nej, og vi klarede langt bedre end euro-landene det dyk, der fulgte efter 11. september. Fordi kronen er så stærk i forhold til euroen. Kronen er endog så stærk, at Nationalbanken har måttet tilpasse renten i forhold til euroen for ikke helt at løbe fra den.

 

Man kan i avisen og fjernsynet se en undren blandt pressefolk og magthavere over, at arbejdsløsheden i Danmark er langt mindre end i Tyskland - og kun omkring halvdelen af arbejdsløsheden i euro-landene tilsammen. Man skulle tro, EU-partierne, de talrige ja-organisationer og økonomerne var jublende glade. Men det passer ikke ind i deres EU-religion.

 

Vi får bare at vide, at det vækker undren. Men vi får ingen drøftelse af den kendsgerning, at ja-sigerne ville have os til at stemme for euroen for arbejdspladsernes skyld. Vi ville miste arbejdspladser, hvis vi stemte nej, lød det. Vi satte os uden for. Det gik lige modsat. Efter det danske nej til euroen faldt arbejdsløsheden i Danmark hurtigere end i de andre lande, og de fleste euro-lande er ikke kommet videre end i halvfjerdsernes og firsernes kriseår med ledighed.

 

Disse emner står i avisen. Men det søges skjult for enhver pris, at folket havde ret og magthaverne samt deres medløbere i pressen uret. På den vis er aviser og fjernsyn i gang med at tilrettelægge den næste kur for danskerne, der stadig ses som sygdomsramte, skønt de i virkeligheden sagde nej til euroen ud fra samme tankegang, som i årevis har præget folkene i de andre europæiske lande. Men de andre folk har blot ikke ret til at stemme. De må finde sig i ufriheden.

 

Pressens folk er efter en meningsmåling som den i dag straks ude for at spørge, om der da ikke skal være folkeafstemning med det samme. Alene spørgsmålet viser demokrati-tabet i dansk presse. Det burde være en selvfølge, at aviser og fjernsyn værnede folkestyret ved helt selvsagt at stå fast på afstemningen om euroen. Men pressen i næsten alle dens former er ude på at skabe den stemning, at danskernes nej til euroen blot var en øjeblikkelig fejltagelse. Pressen synger med på sangen om, at magthaverne holder folkeafstemning, indtil de får det flertal, de ønsker.

 

Folket har ingen selvstændig værdi, der skal agtes. Folket skal ledes, styres, påvirkes og snydes, indtil folket gør, hvad magthaverne vil. Der skal stemmes om den danske militær-undtagelse i EU en eller anden måned, hvor folk på grund af en krig er styret af skræk. Det er afstemnings-terror, grov udnyttelse af rædslen.

 

Den danske retspolitiske undtagelse skal ændres til en godtagelse af EUs stormagts-opbygning en eller anden måned, hvor vælgerne kan overlistes på grund af en stribe grove forbrydelser, der sker igen og igen, men som - når de kommer i stimer - kan bruges, når vælgerne skal narres til at stemme anderledes, end de egentlig vil.

 

Sådan også med euroen. Den danske krone er alt for stærk lige nu. Den danske økonomi er så langt bedre end euro-landenes lige nu. Altså er det et dårligt tidspunkt at holde folkeafstemning på ny om euroen. I stedet venter magthaverne til et eller andet tidspunkt, hvor kronen og økonomien er svagere. Det sker for ethvert lands økonomi og har intet med kronen og euroen at gøre. Men et øjebliks svaghed vil blive udnyttet til en ny folkeafstemning.

 

Dermed er folket jo alt for tydeligt blevet en masse, der skal overrumples, tages på sengen ved politisk voldtægt. Politik er ikke tanken om at styre ved folket, men i stedet et taktisk spil, hvor folket er i vejen hele tiden. Folket som hindring kan kun fjernes i givne øjeblikke, hvor frygt eller skræk kan misbruges til at skabe en stemningsbølge, som magthaverne kan ride deres vilje i mål på.

 

Regeringen af Venstre og de konservative vil selvsagt ikke have folkeafstemning lige nu. Alt gælder Danmarks seks måneder som formandskab i unionen. Politiet har fået fyrre millioner til at købe nyt udstyr, så det kan holde os i skak de seks måneder. Alle modsætninger i det danske folk skal fejes ind under gulvtæppet eller bures inde. "Det er Danmarks frie sprog, uden tryk af fremmed åg...."

 

Men så er der jo den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Dam Kristensen, engang statsminister-kronprins, i dag "Prins Udenland". Han har intet lært. Han ser ikke, at socialdemokratiet forud var så meget på kant med det danske folk gennem løftebrud efter løftebrud, at partiet stadig ligger i ruiner i vælgernes omdømme.

 

Henrik Dam Kristensen er nu såkaldt Europa-ordfører i socialdemokratiet. Der er næppe andre, som har ønsket æren. Og han siger om dagens meningsmåling til Jyllands-Posten: - Danskerne har set, at euroen fungerer i Europa, så selv om det et meget markant ja, forbavser det mig ikke.

 

Det er ganske enkelt mageløst vrøvl. Selvsagt kan man købe for euroen. Det er jo meningen med den. Og når man tager de gamle mønter og sedler fra folk, så er de nødt til at bruge de nye. Men euroen "fungerer ikke" - som den var tænkt. Opsvinget, styrken, nedgangen i ledighed i euro-landene lader vente på sig. Det er jo næsten selvsagt. Euroen som gangbar møntenhed er tre og en halv måned gammel. Så hurtigt går den slags ikke. Derfor kan kun en stilstands-socialdemokrat som "Prins Udenland" hævde, at den fungerer. Det kan ingen dømme om endnu - undtagen hvis den politiske hensigt er at tirre det danske folks flertal, som har sagt nej til euroen.

 

Dam Kristensens ord om, at euroen fungerer, er bare skønsang, ingenting hæftet op med roser. Vel gør den ej. Tyskland var så meget på spanden, da landet sidst lavede husholdnings-regnskab, at Tysklands ringe pengetilstand i virkeligheden brød euro-kontrakten og kun slap for tiltale, fordi Tyskland er en stormagt i EU. Danmark kunne samtidig frejdigt og flot have klare euro-kravene. Danskerne, der sagde nej til euroen, kunne som ingenting klare euro-reglerne. Tyskland, skønt tyskernes euro-modstand er større end i Danmark, kunne ikke få lov til at sige nej, men landets husholdning var så raltet, at det faldt under euro-grænsen.

 

Dam Kristensen har åbenbart ikke fået vælgertæv nok ved sidste valg. Socialdemokraterne stod i valgkampen fast på Danmarks fire undtagelser, som i øvrigt de danske EU-partier selv har foreslået og vedtaget i folketinget, før de kom til folkeafstemning. Lige nu - mens den meget afgåede Nyrup Rasmussen skælder Venstre ud for løftebrud - mener Dam Kristensen, det er ærgerligt, at de selv samme forbehold ikke er i forgrunden.

 

Dam Kristensen siger til Jyllands-Posten: - Det er ærgerligt, at man, samtidig med at debatten trænger sig på, lægger den død på grund af indenrigspolitiske årsager.

 

Henrik Dam Kristensen mener ifølge Jyllands-Postens medarbejder Lars Nørgaard Pedersen, at stilheden omkring de danske undtagelser "skyldes regeringens hensyn til støttepartiet, Dansk Folkeparti, som er EU-skeptisk og ikke ønsker forbeholdene ophævet".

 

Det kan han sagtens have ret i, men dermed udstiller han egen socialdemokratisk fattigdom. Det kan og må ikke være rigtigt, at et flertal af det danske folk kun kan vente deres lovlige folkeafstemning agtet på grund af Dansk Folkeparti. I et folkestyre må værnet imod overgreb på folkeafstemninger også være en pligt for et parti, der ikke har kunnet sætte sin vilje igennem. Hvor havde det klædt Dam Kristensen, om han havde sagt, at ganske selvsagt vil socialdemokraterne stå ved folkeafstemningerne - for i virkeligheden har danskerne jo to gange sagt, hvor skabet skal stå.

 

Er det virkelig, hvad man har at tilbyde? Er det magtlystens små håb? En lille krig, så militær-undtagelsen glider ned. En økonomisk nedtur for Danmark, så euroen får et skulderklap. Er det dansk folkestyres byggesten?

 

Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed, sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind,
Danmark, på dit alter!

(Helge Rode)

© Poul Erik Søe15. april 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside