Frankrigs
folkelige
fortvivlelse

Der faldt en bombe under første runde af det franske præsident-valg i går. For syv år siden faldt bomberne efter valget. Sidst måtte Chirac kaste atombomber for at komme til at ligne en magthaver i egen indbildning. Ikke fordi sprængnings-forsøgene var nødvendige, men fordi han i sin stræben efter at komme til at ligne sin forgænger, solkongen Mitterrand, socialisten med kejser-drømme, ville vise verden, at Frankrig er en atommagt.

I går ved første runde i det franske præsident-valg fik Chirac det laveste stemmetal, nogen fransk præsident har fået i fransk folkestyre-historie. Han er bombet tilbage til naturlig størrelse og vil kun vinde 5. maj i anden ombæring af valget, fordi hans egentlige politiske modstandere er nødt til at stemme på ham for at undgå det, der er værre.

Det værre er Le Pen, en fransk Glistrup-skikkelse, der i går slog den franske socialdemokratiske ministerpræsident Lionel Jospin af banen. Hverken Chiracs gaullister eller de franske socialister under Jospins ledelse har på noget tidspunkt lyttet til fortvivlelsen i det franske folk. Derfor har det yderste højre med Le Pen, som ellers havde vigende opbakning de senere år, fået den egentlige valgsejr i går. Det er ikke et vælgernes håndslag til det yderligtgående højre i Frankrig, men en fortvivlet folkelig indsigelse mod ikke at blive lyttet til.

Man kan ikke umiddelbart sammenligne med dansk politik, men i vælgernes handlinger er der sammenfald. Det ligner mest det danske valg i 1973, da to partier, Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne, røg ind med tilsammen 42 pladser i folketinget mod et sønderslået Socialdemokratis 46 mandater, Venstres 22 og de konservatives 16.

Både fremskridtsfolkene og centrumdemokraterne dyrkede nemme og salgbare løsninger. De havde endelige svar på alle spørgsmål. Glistrup mente, at vælgerne over 60 skulle fratages stemmeret, indkomstskatten sættes til nul og militæret afløses af en telefonsvarer, der sagde ”Vi overgiver os”. Erhard Jakobsen som leder af centrumdemokraterne var aldrig bare tilhænger af noget, men altid 500 procents tilhænger. Glistrup vandt på ubønhørligheden i tonefaldet, Erhard Jakobsen på et vælger-misbrugende føleri blandet med den ordmæssige skråsikkerhed, der hos den dovent anlagte erstatter handlekraft.

Når det politiske jordskred i Danmark af vælgerne oplevedes som nødvendigt, skyldtes det den folkelige fortvivlelse. Der var i de gamle partier straks efter Danmarks indtræden i EU en enshed, en uvillighed til at lytte og en metaltræthed, som måtte kalde på indsigelse. Deri ligner dagens Frankrig Danmark dengang. Det had og den umenneskelighed, der åbenbarer sig i Le Pens sprog og politik er ikke franskmændenes. Men vælgerne har været ude i den fortvivlelse, at alt i Europa er sket uden om dem. De har valgt at udråbe deres indsigelse på den mest barske måde, fordi de tidligere aldrig er blevet hørt.

Det er Frankrigs selvforståelse, der toner frem af søndagens valgtal. Det er den europæiske fremmedgørelse, påført af magtfulde politikere og partier, der atter har fået et svar, ikke født af enighed med Le Pen, men af en dybtgående vrede mod politiske ledere i de store partier, som ikke har været i stand til at lytte. Der er så mange fald af den historie, mest sørgmunter Mitterrands solkonge-sikkerhed, da de danske vælgere sagde nej til EU's Maastricht-traktat, hvorefter Mitterrand pludselig i et forsøg på at håne dansk selvråderet tillod en fransk folkeafstemning om det samme og oplevede, at traktaten kun med nød og næppe fik de franske vælgeres stempel.

Men selv den lussing har ikke fået de store partier til at lytte til franskmændene. Nu er partierne derfor blevet små, ynkelige rester af storhedstiden. Og selv søndagens begmand vil næppe blive udlagt som andet end en højre-drejning. Chirac har ikke en Europa-politik, der svarer til franskmændenes indsigelse. Det bliver aldrig til mere end kønne ord om fædrelandenes union, men – som herhjemme – aldrig til et ærligt opgør med EU's magtfuldkommenhed og en gennemskuelig arbejdsdeling mellem union og folkestat.

Fransk politik har som dansk politik tilladt, at de grundlæggende holdninger i folkene kun udtrykkes af yderligtgående partier. Det er en sygdoms-tilstand i folkestyret. Når partierne ikke afspejler den folkelige delthed, aldrig giver plads for modstående synspunkter i opstillingerne af kandidater til valgene, men vælger kun at være demokrati for det halve kongerige, så griber vælgerne til fortvivlelsens udvej. Det skete ved seneste valg i Danmark. Det skete i Frankrig i går.

© Poul Erik Søe22. april 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside