Regeringens dobbelt-tunge

Det er let nok at sætte sig ind i statsminister Anders Fogh Rasmussens personlige vanskeligheder - skabt af det nye embede - i forbindelse med en stillingtagen til Israels nedkæmpelse af det palæstinensiske selvstyre med brug af israelsk statsterror.

 

Anders Fogh Rasmussen er ikke uden sagkundskab i udenrigspolitik, men han er uerfaren, og det skinner tydeligt igennem. Han prøver at spille et ligevægts-spil i dansk mellemøst-politik, men har ikke ord nok til at få fordelt lodderne. Vil man holde tungen lige i munden, spærrer det for de ord, der burde slippe over læberne.

 

Udenrigsminister Per Stig Møller er helt utvivlsomt en mesterlig iagttager og skønsmand i det udenrigspolitiske. Men også han sidder sært fast i elevatoren i øjeblikket, fordi han bliver ved med at trykke på knappen til det stokværk, han allerede er på.

 

Per Stig Møller har i sin lange tid uden for regeringen igen og igen været blandt de få, der alsidigt, åbent, ubundet, kyndigt og vidende har kunnet grunde sine udenrigspolitiske standpunkter. Men netop i mellemøst-spørgsmålet er han dog brændt fast, fordi han har været ivrig for at stå som et modstykke til sin forgænger, Mogens Lykketoft og dennes klare opbakning til palæstinensernes selvråderet. I mellemtiden så Møller ikke, at udviklingen rev gulvtæppet væk under hans standpunkt.

 

TV2s medarbejder i Mellemøsten formede nyligt sære ord om, at Per Stig Møller med sit ordvalg mere end sin forgænger har givet Danmark indflydelse på Israels regering, uden at journalisten med eet ord kunne give os grunde for det skøn.

 

Med Lykketofts mund fik Danmark dog før sagt, hvad der nu er holdningen for de fleste verden over til magtmisbrugen i Israel - og det var tydeligt, at den israelske regering i hvert fald i Lykketofts tid vidste, hvor Danmark lå, og hvad Danmark mente. Lige nu synes ingen, heller ikke Per Stig Møller, at have indflydelse på det volds-styre, vælgerne har givet magten i Israel.

 

Alligevel er det klart, at Per Stig Møller har sikrere udenrigspolitiske ordføring end statsministeren. Det er den tidligere så frie og modige Per Stig Møller, der høres genklange af i hans ord nu: "Uanset hvad der sker i gaderne, så må der politiske forhandlinger til, for man kan heller ikke regne med, at Arafat kan styre selvmordsbomberne, hvis ikke der er håb om en politisk løsning".

 

Fogh fik kaldt Israels brug af militær-vold for et kvælertag på palæstinenserne, og han sagde også, at kvælertaget ikke vil sikre freden. Men hjemme og ude undrer man sig, når statsministeren finder det "forståeligt og forklarligt, at det israelske samfund føler behov for at forsvare sig imod selvmordsbomber". I Spanien, som lige nu leder EU, lytter man hovedrystende til, hvor langt Foghs ord ligger fra de andre landes.

 

Der er søgt flere forklaringer på, at Fogh Rasmussen ikke har så sikkert et udenrigspolitisk greb. Utvivlsomt kan han gennemskue Israels overgreb, den vilkårlige hævn på uskyldige i et land, som Israel ulovligt har besat, og som FNs sikkerhedsråd, også amerikanerne, igen for tre dage siden klart og tydeligt har pålagt Israel at trække sig tilbage fra. Det er Israels vold, der bestiller selvmordsbomber, som Israel så kan bruge som grund for yderligere vold.

 

Når Anders Fogh Rasmussen er den statsminister i EU, der i mellemøst-spørgsmål udtrykker sig mest hviskende og med mindst sans for voldens øjeblikkelige vækst, har det en grund. De fleste ser den i Anders Fogh Rasmussens nylige møde med den amerikanske præsident Bush.

 

Vel har statsministeren ikke mange erfaringer med den slags møder heller, men det er ikke troligt, at han på mødet med Bush kan have hørt og tilsluttet sig en mellemøst-løsning, som giver grund nu for at være mere israelsk oven i hovedet end selv mange israelere, der i modsætning til Sharons regering indser, at Israels øjeblikkelige lidelser er selvskabt og politisk villet i den hensigt at hindre en palæstinensisk stat.

 

Det burde være lige så selvsagt, at statsministeren ikke vælger sine ord af hensyn til sit parlamentariske grundlag. I så fald er det et brat skifte fra den måde, Fogh Rasmussen har skabt forventninger om, at dansk udenrigspolitik vil blive drevet på.

 

Dansk Folkeparti ser alene israelerne som stuerene i en helt enøjet udenrigspolitik, der ikke løsriver sig fra partiets flygtningepolitik. Det er den slags stemnings-politik, der nu ud over verden skaber had og forfølgelse af jøder og muslimer. Det er fra denne riden på stemningsbølger frygten skabes blandt mennesker verden over. Og det her, der skal siges fra. Det er også en opgave for statsmænd - klart at få sagt nej til Israel uden jødehad, klart at få sagt nej til terrorisme uden had mod muslimer. Ved at kalde hvad som helst terrorisme baner man kun vejen for yderligere vold.

 

Lige nu har statsministeren brug for at rette sig ind efter sin udenrigsminister - ikke omvendt. Og på det møde, der indledes i udenrigspolitisk nævn om en halv time, har Det radikale Venstre, som synes at være opstået fra de døde i påsken, ønsket at få jævnført forskellighederne mellem statsminister og udenrigsminister. Det er nødvendigt, at der svares klart og med mod. Selv den amerikanske præsident og udenrigsminister går ikke med til at kalde palæstinensernes frihedskamp for terrorisme. Det varede længe, før amerikanerne fandt ordene. Men måske amerikanernes erkendelse kan hjælpe den danske regering på vej.

© Poul Erik Søe3. april 2002

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside