De store drømme ender i
magtmisbrugens mareridt

Det er sært som store drømme har det med at ende i magtmisbrugens mareridt. Den politiske drøm om at ville skabe paradiset for andre glemmer, at ordet paradis egentlig har tydningen fårefold – indelukket, hvor man kan hygge sig velværnet i smug.

Drømmen om at skabe paradiset for andre nås aldrig, men ender i egen overdådig vellevned på det dyreste hotel i Paris eller den største lejlighed på en indelukket ø, i luksus-privatbilen eller ved det runde frokost-bord på højskolen i Helsingør.

Det er sært som Tvind og socialdemokratiet ligner hinanden. Født af dybe drømme og endt i lukkede kredsløb, hvor de, man ville hjælpe, bliver dem, der betaler.

Tvinds Amdi Petersen og socialdemokratiets statsminister er nu begge politi-sager. Der er da forskel. Der har ikke som på Tvind-skolerne været razzia på socialdemokratiets og arbejderbevægelsens kontorer for at se, om der er fejet noget ind under gulvtæppet. Men politiet er da i gang.

Nu må vi håbe, at statsministeren ikke skal bures inde. Loven fastsætter fire måneders fængsel som højeste straf. Og det ville jo være halvskidt, hvis en afsoning skal ske efter valget. For han har lovet os tryghed efter blyants-krydset, hvis bare vi stemmer på ham. Og nu er det jo ikke vælgerne alene, men også politiet og måske domstolene, der afgør, om vi kravle ind under skyggen fra folkefaderens vinger.

Nu ser vi klarere, hvorfor folkefader Nyrup i de lånte præsident-klæder blev så vred, da han blev spurgt om Anders Fogh Rasmussens troværdighed. Man skal ikke håne havregrød, når man selv spiser med skjult tilskud på LO-højskolen i Helsingør.

Pæne folk vil selvsagt sige, at det er for galt, at en statsminister kan ende som en politi-sag. Det er det også, men det er jo lovgivernes skyld – og statsministeren har selv været med til at lave den lov, han skyldes for at have overtrådt.

Pæne folk – dem der ofte selv lever en tilskuds-tilværelse – vil snart komme på den tanke, at her er noget, der må kunne globaliseres og internationaliseres. Man kan jo gøre som i Tyskland, hvor Kohl, da han svindlede med parti-tilskud, fik lavet sig en lille nem aftale om, at han ikke endte for en domstol. Eller i Frankrig, hvor præsidenten er Gud og ikke kan slæbes for retten. En fiks lille harmonisering efter EUs vanlige model kunne snart øge retssikkerheden også i Danmark – i hvert fald for dem højt på strå.

Pæne folk vil måske endda synes, at det er for galt, Danmarks Radio sender den slags netop den dag, da folketings-valget bliver udskrevet. Det var udsendelsen ”Rapporten”, der skildrede de hjælpsomme pengekasser i arbejderbevægelsens landskab.

Der er ikke noget mistrøstigt ved den udsendelse eller dens indhold. Udsendelsen er blevet til gennem måneder og var sat på dagsskråen før valgets udskrivelse. At den ikke blev standset er et udsagn om, at ytringsfriheden trods alt er øget. I tresserne ville spærrereglen have hindret udsendelsen. Spærrereglen udelukkede politiske udsendelser – bortset fra partiernes - netop i det øjeblik, der var mest brug for politiske udsendelser – nemlig i en valgkamp. Og spærrereglen var lavet af politikerne selv, for de havde magten i Radiorådet.

Selvom Nyrup Rasmussen nu undersøges af politiet, er han jo ikke dømt. Kun moralsk, så der er skam ingen grund til utryghed. Det er åbenbart, at LO har brugt syv millioner kroner til at støtte socialdemokratiet med tryksager, med kursusophold og på anden vis. Desuden har LO givet socialdemokraterne 10 millioner kroner i umiddelbar støtte, og de penge er der gjort rede for efter loven. Retten må så, hvis politiet rejser sigtelse, sige os, om de sidste syv millioner også burde have været oplyst af statsministeren og hans partifæller. Det handler politi-sagen om.

Men i LO handler det også om moral, som egentlig bare vil sige god skik og brug. LO’s medlemmer kan sige fra, hvis de ikke vil støtte socialdemokraterne. Men de har ingen mulighed haft for at sige nej til de syv millioner, der ses som en skjult støtte til socialdemokratiet. Modstanderne af socialdemokratiet i lønmodtagernes paraply-organisation har selv været med til at betale socialdemokraters kamp mod dem og deres politiske holdninger. På samme måde som EU-modstandere i arbejderbevægelsen og andre sammenslutninger tvinges til at betale EU-tilhængeres kamp mod EU-modstandere. Dansk Metal er det grelleste tilfælde.

Det konservative Folkeparti har skyndt sig at indrømme, at partiet uden at betale har modtaget kursus-ophold hos en organisation – også uden at oplyse det efter loven om partistøtte. Partiets leder er jo politimand, så gad vide om han også har skrevet under?

Nogen må tro, at partierne er hellige køer, hævet over loven. Men partier er ganske almindelige foreninger aldeles som en skakklub eller husmorforening. Partierne har ingen særrettigheder, slet ikke efter grundloven, og når de har fået særret alligevel med en firedobling af eget statstilskud – så er det bare partierne selv, der har raget til sig af skatteydernes penge. Grunden er ligetil. Der er for få medlemmer i de foreninger, der kalder sig partier, men det er ingen statsopgave at opretholde døende foreninger. Grundloven har ikke en tanke om, at partier er en forudsætning for demokrati. De var længe en vigtig og folkelig ramme om det politiske arbejde. Nu er de på støtten – åbent og skjult.

Ja, der er noget skjult – sådan som det også hævdes i politi-sagen om Tvind. Hvorfor nu blive ved med at sammenligne Amdi Petersen og Nyrup Rasmussen. Fordi Tvind og arbejderbevægelsen som organisationer ligner hinanden til forveksling.

Tvind fik 26 skoler lukket – da folketinget brød grundloven. Højesteret gav Tvind medhold. Men siden blev højskoleloven lavet om. Hver skole for sig skulle være fri og uafhængig af de andre og af organisationer. Hvor ramte den lov hårdest – ikke hos Tvind. Nej i arbejderbevægelsen, der kørte sine højskoler helt i i Tvind-stilen med klart sammenfald mellem skole-styrelser, arbejderbevægelse og socialdemokratiet. Og det gav kasse.

En overgang gik nær halvdelen af statens støtte til højskolers korte ophold ikke til højskole-ophold, men til faglige kurser på arbejderbevægelsens såkaldte højskoler. Og de såkaldte højskoler var bygget med rente- og afdragsfri statslån til halvdelen af byggeprisen med 85 procents rente-tilskud til den anden halvdel. Nu ser man så i fjernsynet, at frokosterne et sådant højskole-sted er så gode, at et socialdemokratisk kursus med 50 deltagere i en uge koster en million kroner.

I den sag, der nu er endt hos politiet, er der også sammenfald af personer. Det kontor, der i LO arbejder med at gå ærinder for socialdemokratiet, blev i to år ledet af - socialdemokratiets partisekretær. Men LO-formanden spreder tryghed blandt os, for tryghed er nu det, der kommer an på. Han er sikker på, at manden med dobbelt-rollen er "professionel nok" til at skelne mellem kasketterne. Og det er jo betryggende.

I enhver virksomhed og på ethvert offentligt kontor ville det være en given sag, at en medarbejder med en politi-sag af den størrelse, der nu er sat i gang med politiets undersøgelser mod statsministeren, måtte træde midlertidigt tilbage, indtil det lå klart, enten at der ikke blev rejst sigtelse, eller at domstolene frifandt. Nå, vi skal jo bare være trygge. Det er det, valget handler om. Så den stående statsminister bliver nok siddende – det ene eller andet sted.

© Poul Erik Søe – 2. november 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside