Det vinder
Vejrets ulidelige løsagtighed

Vi kom igennem den Kristi Himmelfartsdag. Vi måtte smide trøjen på grund af solen herovre i Vestjylland. Men vi skammede os over det. Det var, som vi ikke havde lov til det. Og engang imellem gik vi ligefrem indenfor. Når solen blev for strålende.

Der var også blæst. Det vinder, sagde vi til hinanden. Og vi havde det rart med det, især fordi den højskole, hvor jeg arbejder, skulle modtage et hold af mennesker, der skulle på højskole-ophold i himmelfarts-ferien. Opholdet hedder tilmed ”Luft under vingerne”, så vi havde da håbet på alt andet end vindstille.

Alligevel var vi ret spændte på, om de nu kom alle 53 tilmeldte. For måske havde de også set vejrudsigten for Kristi Himmelfartsdag på TV2. Vejret i Vestjylland blev af udsigts-damen fulgt af ordene: - Man skal ikke tage derover, hvis man ikke ligefrem bor der!

Der var hverken spøg på læben eller glimt i øjet, da ordene blev sagt. Det var en praktisk oplysning, som skulle advare danskerne mod at tage til Vestjylland.

Tankerne gik til hin orkan-dag 3. december 1999, da vi på højskolen skulle modtage 72 mennesker. De nåede frem hver og een. Men de var heller ikke blevet advaret så kraftigt så lang tid forud af TV2. Vi modtog dem, da orkanen var på sit højeste. Det var da ikke uden vanskeligheder. Vi manglede strøm og dermed varme i atten timer. Men jeg fik da skaffet en dobbeltdækker-bus, der kunne rumme os, og som vi kunne bruge som opvarmet foredragsstue, inden den kørte os til en julemesse i Ølgod. Bussens vognstyrer havde tilmed lavet kaffe til os alle, inden han kom.

Så vi mente da nok at være lidt sagkyndige i at omgås vind, men så alligevel lidt medtagne på hinanden, da TV2 ligefrem advarede folk mod at tage til Vestjylland nu her til Kristi Himmelfartsdag. Vi lod dog være med at sende bud efter dobbeltdækkeren. Sært nok modtog vi heller ikke en eneste opringning fra folk, der ville høre, hvor slemt det stod til, og om de turde vove sig ud i det vestjyske kaos-vejr. Alle deltagere kom, og om aftenen gik vi tur halvanden time uden at krøllerne var væltet omkuld af den varslede vind. Jeg må indrømme, at et kort øjeblik troede vi, det sneede, men det var blomsterblade, der dryssede fra et træ.

Den højskole, jeg arbejder på, ligger på højde med Skotlands hovedstad, Edinburgh. Det er godt af og til at minde sig selv om det. Danmark er Norden. Vi er højt mod nord, og vejret ved det. Kun udsigts-folkene har ikke ringeste anelse om det. De ser det som en krænkelse, hvis vejret ikke er som på Mallorca og Bali.

Hvordan er vi dog endt i ulidelig løsagtighed i omgangen med den natur, vi er født ind i. Hvornår gik alvoren af vort natursyn og blev til vejrudsigter som underholdning?  Hvornår mistede vi glæden over blæsten, friskheden og fornyelsen?

Jeg aner ikke, hvordan TV2s vejrudsigter bliver til - heller ikke om de vindskærmede skærmfolk siger det, de selv finder på, eller om der ligefrem er sagkundskab, som vejleder dem. Men jeg ved, at hvis vejret i Vestjylland på Kristi Himmelfartsdag gav grund til advarsler mod at tage herover, så bliver det svært at finde dage, der er gode nok til vejrudsigten.

© Poul Erik Søe – 25. maj 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside