Nu mangler kun
politihundene på kajen

Regeringen gentager alle skræk-dumhederne fra euro-folkeafstemningen over for færingerne

Det færøske landsstyre, som er øernes regering, og flertallet i det færøske lagting vil det samme som den danske regering og det danske folketing. Det skal færingerne nu straffes for.

De danske regeringer i tiden efter anden verdenskrig og det danske folketing i de forskellige sammensætninger har alle ønsket, at færingerne selv skal overtage forvaltningen af det færøske samfund.

Det står i hjemmestyreloven, som er vedtaget af det danske folketing og stadig gældende lov. Meningen med hjemmestyreloven er den enkle, at færingerne selv kan overtage gren efter gren af forvaltningen. Loven siger også, at færingerne selv kan vedtage, hvornår det skal ske. Det kan en dansk regering eller et dansk folketing ikke hindre dem i. Det er selve kernen i hjemmestyreloven.

Nu har det færøske landsstyre og flertallet i lagtinget vedtaget, at overtagelsen af de sidste grene af forvaltningen skal ske senest år 2012. Færingernes landsstyre og lagting gør tilmed det prisværdige, at de lader færingerne selv som folk tage stilling til, om overtagelsen skal ske i løbet af de tolv år. Derfor skal der være folkeafstemning i maj i år på Færøerne.

For at få indsigt i de politiske spændinger mellem dansk og færøsk er det vigtigt, at folkeafstemningen til maj på Færøerne ikke er nødvendig og ikke skyldes færøsk eller dansk lovgivning. Når der skal være folkeafstemning, er det alene grundet i anstændig og ansvarlig holdning hos det nuværende landsstyre og lagting på Færøerne.

Færingernes landsstyre og lagting kunne selv - uden færøsk folkeafstemning og uden at spørge Danmark - overtage de områder, som Danmark stadig har magt over på Færøerne. Det er, hvad hjemmestyreloven går ud på. Færingerne skal ikke tigge om selvstændighed på de enkelt-områder i forvaltningen, det handler om. Det er deres lovmæssige ret selv at forvalte - og det er vel at mærke en lov, der er vedtaget i det danske folketing.

I stedet for at fare frem som magtmennesker og udnytte det flertal, der er i lagtinget, så viser det færøske landsstyre og dets bagland agtelse for det færøske folk som helhed, nemlig ved at holde folkeafstemning om det, som det politiske flertal i magtfuldkommenhed selv kunne have gennemtrumfet.

Det skyldes selvsagt landsstyre-partiernes viden om, at det færøske folk er langt mere sammensat i friheden til forskellighed, end danskerne nogen sinde får at vide i den trykte og elbårne presses skøjten hen over den atlantiske overflade i skildringerne af Færøerne og færingerne.

Det færøske landsstyre og partierne bag er ikke en samling råtkøds-nationalister af oprørske løsrivere med samfunds-omstyrtning som mål. Det er folk fra højre til venstre i færøsk politik, socialister og liberale, arbejdsgivere og arbejdstagere, fiskere, handlende og skrivestue-folk. Nøjagtig som deres modstykke i færøsk politik er det - blandingen af socialdemokrater og sambandsfolk, to partier der er endt med at gøre fællesskabs-båndet til Danmark til egen lænke.

I et helheds-hensyn til det færøske folk skal der holdes folkeafstemning om det, der kunne vedtages uden. Det er agtværdigt, det er forbilledligt og ingen burde mer end danskerne og Danmarks folkevalgte prise, at det helheds-hensyn er til stede som en selvfølge i det færøske folk og dets politiske ledelse.

Men udskrivelsen af folkeafstemning på Færøerne fik et grindebud til at gå gennem Vandrehallen på Christiansborg. Raske drenge, færing at dræbe, det er vor lyst, lød det gennem de danske partiværelser, mens politikerne greb til nutidens våben, finansudvalgets kreditkort, for at få de færøske udbetalinger stoppet. Inden dagen var omme, lignede de danske politikere hvaler på land, strandet ved at følge egne vildledende signaler.

Statsminister Nyrup Rasmussen, vor tids udgave af de magtbrunstige danske fogeder på Færøerne, samlede dansk flertal til at straffe Færøerne med et stop efter fire år af det danske bloktilskud til øerne. Hvis færingerne ved folkeafstemningen siger ja til at overtage de resterende forvaltnings-grene, så lukkes der ned efter fire år. Med andre ord skal færingerne straffes for at gøre det, som de danske regeringer og skiftende folketings-flertal siden anden verdenskrig har ønsket, færingerne skal gøre.

Det er ren panik ved lukketid, viagra på vind-kuede agre. Man vil straffe et selvstændigt folk for at gøre, hvad man har bedt det om at gøre - og aftalt med det i en hjemmestyrelov. Når det overhovedet kan formes i ord, skyldes det manglende indsigt hos danskerne i dansk-færøsk historie og værre endnu - manglende vilje til at agte og værne et folkeligt mindretal i det såkaldte rigsfællesskab.

Det synes at være aldeles ukendt for det danske folk, at når færingerne overtager en gren af forvaltningen, så får de ikke bare magt over den del af forvaltningen, men de skal også selv klare udgifterne. Sådan har det være med de grene af forvaltningen, som færingerne har overtaget til nu. Og sådan er det med de grene, der er tilbage.

Det, som statsminister Nyrup, regering og folketing vil straffe, er altså rent ud, at færingerne selv vil betale udgifterne til de fælles områder af deres eget samfund. Det er jo det, folkeafstemningen til maj handler om.

Det utrolige er så, at danske politikere slipper fra den slags ved at bilde danskerne ind, at det er færingerne, der er nassere med torskeslim på hænderne i den danske statskasse. Folkeafstemningen til maj handler purt og rent om, at færingerne i fremtiden og senest 2012 selv skal betale, hvad den danske stat har betalt til nu. Men danske politikere fremstiller det, som om det er en ny og snu måde at få flere penge på. Det er det, der i politik kaldes "at stå på hænder med benene solidt plantet på jorden" - en stilling, der efter pålydende værdi dog også er egnet til den afklapsning, danske politikere fortjener.

Jamen, er det da ikke en atlantisk fidus at sætte år og dag på seneste færøske overtagelse af danske forvaltnings-områder? Nej, det er aldeles lovligt efter hjemmestyreloven. Færingerne kunne have ventet i halvtreds år eller hundred år. Men det vigtige er, at de kunne også vedtage det til at gælde fra nu. Og faktisk er områder af den danske forvaltning på Færøerne overtaget af færingerne selv i årenes løb. Alt aldeles som det var meningen med hjemmestyreloven og pagten mellem de to folk.

Når ikke alle områder af forvaltningen er overtaget af færingerne selv, og når færingerne derfor ikke betaler alt i deres samfunds-styrelse selv, så skyldes det jo netop ikke de partier, der nu danner landsstyre, regering, på øerne og har flertallet i lagtinget. Det skyldes derimod de færøske socialdemokrater og Sambandspartiet, som kun modstræbende har villet give færingerne ansvar for deres eget liv som selvstændigt folk.

Når statsminister Nyrup, regering og det danske folketing lykkes med den idræt, der hedder "at stå på hænder med benene solidt plantet på jorden", så skyldes det en mageløs åndelig dovenskab i det danske folk. Alene af den grund kan den danske statsminister og folketinget lykkes med at fremstille det nuværende færøske landsstyre og lagtingets flertal som penge-nassere, skønt landsstyre og lagtings-flertal netop vil gennemføre, at færingerne selv skal betale. 

Og sådan slipper danske politikere også fra det kunststykke at fremstille de færøske socialdemokrater og Sambandspartiet som samfunds-ansvarlige og sparsommelige, skønt færøske socialdemokrater og sambandsfolk ønsker fortsat dansk betaling af færøsk samfunds-forvaltning, ikke i fire år, som statsminister Nyrup taler om, ikke i tolv år, som det færøske landsstyre taler om, men i halvtreds år eller hundred år eller til evig tid. 

Viljen til at ville klare sig selv straffes af danske politikere. Lysten til fortsat umyndiggørelse af et selvstændigt folk med fremstrakte tiggerhænder fremkalder derimod danske politikeres beundring. Og det er ligegyldigt, om det er liberale danske Venstre-politikere eller socialdemokrater - de enes skønt om at straffe den, der ikke dagligt vil åbne statskassen med ydmygelsens og underkastelsens fyrtøj.

Færingerne bryder hverken moralsk eller juridisk lov at at sætte dag og år på den seneste overtagelse af forvaltnings-grene fra den danske magt. De områder, der hidtil er overtaget fra Danmark, er selvsagt også sket til en bestemt dato, som har været fastsat forud. Alt andet er jo vås.

Derimod er det en grov fidus, når statsminister Nyrup, regeringen og det danske folketing sætter år og dag på ophøret af de danske ydelser til Færøerne. Fire år, siger den danske statsminister Nyrup Rasmussen og ligner sig selv, Marianne Jelved og deres fælles utroværdighed de dage før euro-afstemningen, da der pludselig skulle sættes år og dag på folkepensionen. Efter de to ministres udsagn ville folkepensionen ikke blive rørt før 2045, bare vi ville stemme ja til euroen. Danskerne lod sig ikke snyde, og man må inderligt håbe, at færingerne kender Nyrup Rasmussen godt nok til at være mindst så modige som danskerne.

Statsministeren og folketingets ordførere får det til at lyde, som om ydelser til færingerne er hentet ud af den blå luft. Men ydelserne skyldes jo aftalen efter anden verdenskrig om hjemmestyre for Færøerne. Inden havde et flertal af færingerne ved en folkeafstemning, forud godkendt af Danmark, sagt ja til løsrivelse fra Danmark. Ved en grov krænkelse af et folkeligt mindretal sad den danske regering og det danske folketing folkeafstemningen overhørig. I stedet fik færingerne en hjemmestyrelov som tyggegummi-stopklods i hullet i rigsfællesskabets rådne bundbrædder.

Ydelserne fra det danske rige til Færøerne skyldes ikke færøsk nasse-trang, men en aftale mellem færinger og danskere som plaster på såret, da danskerne krænkede folkeviljen, som den var udtrykt i folkeafstemningen. De danske ydelser er betaling for den forvaltning, som danskerne udøver på Færøerne, og som danskerne efter hjemmestyreloven selv har valgt at betale. 

Derfor er det utvivlsomt aldeles ulovligt, når statsministeren og de politiske partier pludselig sætter åremål på ydelserne. Danmark er bundet af hjemmestyreloven, som blev til efter Danmarks ønske, ikke færingernes. Statsministeren og stordanskerne i de øvrige partier burde gøre redeligheden den tjeneste at sige både til det færøske og det danske folk, at stop for ydelserne om fire år efter folkeafstemningen i maj kræver ændring af hjemmestyreloven - og at de ændringer stort set vil være dem, som det færøske landsstyre og lagtingets flertal foreslår nu.

Hele det nedladende tonefald hos statsminister Nyrup Rasmussen, de buksebulende ord og den knyttede hage, har gjort det muligt at fremstille færingernes ønske om en overgangs-ordning inden selvstændigheden som et ublu krav. I virkeligheden er det, hvad enhver virksomhed vil sikre sig. Enhver, der har prøvet at omlægge et lån, flytte fra et hus et sted i landet til et andet eller at åbne ny butik, ved at der må laves overgangs-ordninger både for familien og i forhold til arbejdsplads, långivere og samfunds-tilsvaret.

Hvis man er faldet for danske politikeres fremstilling af en færøsk overgangs-ordning som en udnyttelse fra færøsk side, så er det da værd bare et øjeblik at tænke på de store skift i ens egen tilværelse. Det vil virke som en øje-åbner. Det er da hverken vildt eller forkælet at mene, at skiftet fra at være del af rigsfællesskabet til at være selvstændigt land kan kræve en overgang på bare tolv år. Det vilde og forkælede røber sig i den råhed, hvormed statsministeren og folketingets partier uden at spørge en eneste færing vil lade det hele ske på fire år. Det har kun råhedens, ufølsomhedens, uværdighedens, den kolde magts hensigt. Det har ingen anden mening end endnu engang at krænke et selvstændigt folk.

Og ingen kender i virkeligheden bedre til overgangs-ordninger end danskerne selv og de partier, der nu hovent lader, som om færingernes ønske er ran og rov. Da danskerne i 1972 skulle snydes til at stemme ja til det, der blev EU, krævede vi et væld af overgangs-ordninger - og fik dem. Nogle af de overgangs-ordninger gælder den dag i dag mere end 25 år efter. Når et medlemskab af det, der dengang kun blev fremstillet som et handels-samarbejde, krævede så mange og langvarige overgangs-ordninger, er det så umuligt for en dansker at indse, at overgangen for et folk til at være et selvstændigt land kan kræve 12 år?

Og er det svært at se, at et lille folk kan kræve særlige hensyn? Danskerne burde i hvert fald let kunne se det. Vi havde langvarige overgangs-ordninger i NATO, man må nærmest kalde dem faste overgangs-ordninger. Danskerne slap med billigere egen-betaling i NATO end de fleste andre lande. I dag ved vi, at danskerne i virkeligheden fik prisnedslag i NATO på grund af færingerne - nemlig NATOs ulovlige brug af Færøerne ved krænkelsen af aftalen om den atlantiske radarstation - og på grund af grønlænderne og NATOs ulovligheder på Thule-basen.

Nå, nu skal det da indrømmes, at nogle gange falder pengene let ud af danske politikeres lommer til færingerne. Men det sker altid kun, når danske politikere skal bruge færingerne til at sikre deres egen magt. Statsminister Nyrup Rasmussen går altid ud fra som givet, at den danske vælgers hukommelse er kort. Derfor kan han nu knejse som de franske præsidenter, han omgås rigeligt, og te se sig som vælgernes yndling, mens han lukker kassen i for færingerne. Men da Nyrup Rasmussen så sent som ved seneste folketingsvalg manglede een stemme for at blive statsminister frem for Uffe Ellemann Jensen, så stod statskassen straks åben for det færøske socialdemokrati, hvis folkevalgte kunne tage sig støtten til Nyrup betalt med en milliard-sum. Det er den slags folk, den danske regering og det danske folketing værdsætter på Færøerne - ikke dem, der vil klare sig selv.

Det er sådan, dansk magt udøves på Færøerne. Det er en efterligning af engelsk koloni-stil. England styrede kolonier gennem stedligt udvalgte, der lånte af magthavernes stråleglans og fik tildelt koloni-magtens pengetilskud så rigeligt, at vasallerne kunne sikre sig egen magt ved brugen af midlerne. Sådan køres Færøerne fra Christiansborg - med færøske socialdemokrater og sambandsfolk som villige formidlere.

Sådan løstes også den store dansk-færøske krise, Klaksvig-striden. Ikke af den danske statsminister, hvis sagområde Færøerne er, men af den danske finansminister, Viggo Kampmann med nøglen til statskassen. Forinden havde man prøvet det, Nyrup Rasmussen nu er ude i, magtens rå fjæs som skræmmebillede. Dengang i halvtredserne sendte vi politifolk med Parkeston til Færøerne, og der var politihunde på kajen i Klaksvig. De er der dog ikke nu, for i dag er pengenes magtspil langt mere åbenlys.

Der er dog et lyspunkt. De danske politikere i stort set alle partier har intet som helst lært af euro-folkeafstemningen. De bruger den afstemning som læst, når de nu skal knuse den færøske folkeafstemning i maj. Færingerne skal skræmmes på pengepungen. Det er samme stil, samme ord, samme holdninger, samme skræk-dumheder, som danskerne var igennem frem til 28. september sidste år.

Det bedste, vi kan ønske for færingerne, er, at de lader sig vejlede af, hvad der skete i Danmark. Intet af, hvad der blev spået danskerne, hvis de sagde nej, holdt. De økonomiske følger af det danske nej er ganske enkelt ikke til, og snarere ser det bedre ud end før det danske nej.

Det tilkommer ikke en dansker at råde færingerne om, hvordan de skal stemme til maj. Men et tilråb om, at hver enkelts valg kan ske i frihed også fra skræk og trusler, må være tilladt.

© Poul Erik Søe – 7. februar 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside